Jeg er 38, og jeg er stadig bange for min mor. Det æder mig op indefra.
Hvert år kigger jeg mere og mere i spejlet og prøver at minde mig selv om, hvem jeg er. En kvinde, der har opnået meget: en universitetsuddannelse, en høj stilling i et stort logistikfirma i Aarhus, et stabilt ægteskab, selvom vi ikke har børn sammen. Min mand Mads respekterer og elsker jeg, og han er min anker. Hans søn Nikolaj fra et tidligere forhold ser jeg som min egen. Det burde være familie, hygge, tryghed. Lev og vær glad. Men inden i mig sidder der en frygt. Ikke en teenagefrygt, ikke noget abstrakt, men en helt reel, fysisk frygt. Frygten for min egen mor.
Jeg er 38 år. Jeg leder en afdeling, løser komplekse opgaver, forhandler med partnere, ansætter og fyrer folk. Men så snart hun dukker op – min mor – falder alt fra hinanden. Knæene giver efter, halsen snøres sammen, hænderne bliver iskolde, og på mit indre lærred vises billeder fra barndommen: hvor hun river dynen af mig og trækker mig i håret, fordi jeg ikke har vasket op efter aftensmaden. Hvor hun kaster en sutsko efter mig, når jeg kommer for sent hjem fra skole. Hvor hun demonstrativt griner af mig for min næste kæreste og sammenligner mig med andre piger. Hendes tre ægteskaber var et helvedest på jorden. Min far forsvandt sporløst, og jeg ved ikke engang, om han lever. Min mor blev bare hårdere og hårdere med årene.
Mads ser det alt sammen. Han gætter ikke bare – han har været vidne til det. Set, hvordan jeg stivner, når jeg hører hendes stemme i telefonen. Hvordan jeg begynder at stamme, når hun pludselig står der. Han har foreslået terapi, sagt, at jeg skal aflæsse byrden. Men jeg… jeg kan ikke. Jeg, en voksen kvinde, en afdelingsleder, er bange for at vise mig svag. At gå til psykolog betyder at indrømme, at jeg ikke har styr på det. Og hele mit liv har jeg spillet den stærke kvinde. Men den “stærke” kvinde bliver til en rystende lille pige ved bare et opkald fra mor.
Først kom hun på “besøg” i et par dage. Så blev de par dage til en uge. Hun ankom med tasker, rodede i vores skabe, kiggede i papirer, sengetøj, og en gang endda i min laptop. Til aftensmaden spurgte hun roligt Mads:
“Hvor mange elskerinder har du egentlig haft, siden du bor sammen med sådan en kold, kedelig kælling?”
Jeg kunne ikke sige et ord. Ikke en lyd. Jeg gemte mig i en serviet, mens Mads i raseri smed hende ud.
Men hun blev. I to dage til. Med sætningen: “Jeg er din mor. Og du er min datter.” Sådan. Med den én sætning slettede hun alle grænser. Al skyld. Alt upassende indblanding.
Og jeg kan ikke sige fra. Det er min tragedie. Så snart jeg hører hendes stemme – så er min tunge lammet. Jeg kan ikke sige “nej.” Jeg siger altid: “Ja, kom du bare…” selvom alt i mig skriger: “Lad være! Jeg vil ikke!” Jeg lyver over for mig selv, over for Mads, over for alle. Og jeg hader mig selv for det.
For en uge siden ringede hun og sagde roligt:
“Jeg har købt billetter. Jeg kommer fra den 30. december til den 10. januar.”
Er det lige meget, at Mads, Nikolaj og jeg allerede har planlagt nytårsferien? Vi ville til Aalborg, booke et hotelværelse, bare slappe af i tre. Jeg havde endda tænkt over menuen. Men mor har bestemt – og sådan er det. Og selvfølgelig kunne jeg igen ikke sige: “Bliv hjemme.”
Men denne gang tog Mads og mig ud. Vi tager væk. Book et hotel. Slukker telefonerne. Flygter. Hun kan komme og kysse døren, så må hun gøre, hvad hun vil. Det er ikke hævn. Det er et forsøg på at overleve. For én nytår med hende mere overlever jeg ikke.
Nogle gange er jeg bange for at indrømme det over for mig selv, men jeg elsker ikke min mor. Jeg er bange for hende. Og jeg forstår ikke, hvorfor hun hader mig så meget, at hun fortsat ødelægger mit liv selv nu. Alt, hvad jeg vil, er bare at leve. Uden tårer, uden frygt, uden denne konstante forventning om smerte, ydrefgelse, latterliggørelse.
Jeg ved ikke, om det er en voksen beslutning at flygte fra sit eget hjem. Men lige nu er det det eneste, der kan redde mig. Bare lidt. Bare for en tid. Fra min mor, som jeg – desværre – ikke kan forsvare mig mod, selv som 38-årig.
