Manden forsvinder mellem arbejde og mor, og jeg drukner i ensomhed…
Det er mere end et år siden, jeg følte mig som om jeg bor alene. Officielt er jeg gift, har et barn, et hus – men min mand… han er bare ikke der. Enten arbejder han til langt ud på natten, eller også er han forsvundet i sin mors lejlighed. Og det mest sårende er, at han ikke ser noget problem i det. Ikke en smule medfølelse, ikke en antydning af forståelse. For ham er alt, som det skal være: han arbejder, hjælper sin mor, og kommer hjem som om det kun er for at sove.
Vennerne siger: “Bare vent, når du kommer tilbage fra barsel, så ordner det sig.” Men jeg ved, det ikke handler om barsel. Det handler om, at jeg endelig har åbnet øjnene. Før forsøgte jeg at undskylde ham, forsvare ham – “han er træt, han har et hårdt arbejde” – men nu… nu ser jeg, hvordan mit ægteskab langsomt, men sikkert, falder fra hinanden.
Vi bor i Aarhus, i en almindelig to-voks lejlighed. Jeg er på barsel med vores lille søn. Min mand, Mikkel, arbejder i et stort logistikfirma – han fik for nylig en forfremmelse. Siden da, er han som forsvundet fra hjemmet. Han kommer hjem ved midnat, står op om morgenen – og forsvinder igen. Og når han ikke arbejder, er han “registreret” et andet sted: sin mors lejlighed.
Hanne, hans mor, har siden vores søns fødsel trukket ham til sig under påskud: en stikkontakt skal fixes, et rør skal skiftes, en dør lukker ikke ordentligt. Det ville være fint, hvis det var enkelte tilfælde, men det er blevet en vane. For et par måneder siden besluttede hun pludselig at renovere. Lige nu, hvor Mikkel lige har fået ny stilling og er fuldstændig presset af arbejde. Og – mærkeligt nok – betaler min mand for renoveringen. Vi? Vi klarer os med resterne af hans løn. Børnepengene er latterlige, de rækker ikke engang til halvdelen af bleerne.
Da Mikkel havde ferie, foreslog han, at de kunne renovere dengang. Men hun afslog: “Det er fint, som det er, der skal ikke ændres noget.” Men nu – pludselig er det akut! Alt falder fra hinanden, tapetet løbsner af, loftet er skævt… Så nu tilbringer min mand sine weekender der. Hver gang det samme: “Jeg kommer bare lige forbi i kort tid.” Men han vender først hjem langt efter midnat. Jeg ved slet ikke, hvem der er den vigtigste kvinde i hans liv – mig eller mor.
Hanne viser interesse for sit barnebarn… gennem sin søn. Hun har aldrig spurgt mig, aldrig tilbudt at hjælpe, aldrig været forbi for at passe ham, så jeg kunne få en pause. Men hun kan godt beordre: “Mikkel, glem ikke at komme forbi, jeg har brug for hjælp med skabet, og så er der fliserne…”
Jeg er træt. Træt af at være alene med en mand, der stadig lever. Træt af at se, hvordan vores søn rækker hænderne ud efter sin far, mens han bare går direkte i bad, spiser i tavshed og falder i søvn. Jeg har prøvet at tale med ham, forklare, at vi har brug for en familie, ikke en evig jagt på mors godkendelse. Men han vifter bare afvisende:
“Jeg er da ikke ude og løbe, jeg tjener pengene hjem, hvad mere vil du have? Skal jeg sige op?”
Ja, han tjener penge. Men penge kan jeg selv tjene. Jeg kan ikke give min søn en far, hvis han altid er “optaget” hos bedstemor. Jeg har ikke brug for en bankautomat. Jeg har brug for en mand. En partner. En ven. En far til vores søn.
Så nu sidder jeg her i lejligheden, med legetøj, med bleer, med en evig træthed. Og jeg føler mig forladt. Glemt. Ensom. Selvom der stadig sidder en vielsesring på min finger.
