»Nå, pakker I maden sammen til os?« – det besøg jeg aldrig glemmer
Nogle gange sker der ting i livet, hvor man længe efter sidder tilbage og tænker: Var det en joke eller virkelighed? Et nyligt besøg fra en kollega til min mand blev på samme måde et øjeblik, som nu får mig til at gysse, når jeg tænker tilbage, og som har gjort mig fast besluttet på ALDRIG mere at invitere »lidt bekendte, hyggelige mennesker« indenfor.
Vi bor i Århus. Jeg er hjemmegående, og vi har en hyggelig lejlighed – lille, men fyldt med liv. Vi har én datter, Freja, og det er rigeligt til at fylde hver dag med glæde. Min mand er social, arbejder i en projektgruppe og kommer altid hjem med historier om kollegaerne – på godt og ondt. Særligt én dukkede ofte op i hans fortællinger: Mads – en sjov, energisk fyr, der altid hjalp til, dækkede arbejdsskift eller støttede kollegerne. Så da min mand en dag nævnte, at Mads og hans familie gerne ville på besøg, sagde jeg ikke nej. Selvom jeg var overrasket – vi havde aldrig rigtig haft kontakt før.
Og så en aften stod de i døren – Mads, hans kone Hanne og deres yngste datter. Pigen var på samme alder som Freja, så jeg glædede mig til, at børnene kunne lege sammen. Det startede fint nok. Hanne virkede rar, smilende, sympatisk… indtil hun åbnede munden. Det eneste, hun talte om, var børn, børn, børn. De havde tre, og hvis man skulle tro på hende, var alt og alle forpligtet til at tjene dem: Staten burde betale mere, arbejdsgiverne give fri ved første råb, og bedsteforældre skulle være på standby døgnet rundt.
Jeg nikkede bare, mens mit indre kogte. Jeg ville så gerne spørge: »Tænkte I ikke over, hvad det ville kræve, da I fik tre børn?« Vi har én datter, og vi ved udmærket godt, hvad det koster – økonomisk, mentalt, fysisk. Derfor valgte vi, at én var nok. Men de havde tre. Og alle andre var skyldige: Samfundet, kommunen, bedsteforældrene, skolen… Alt andet end dem, der havde taget beslutningen.
Jeg sagde ingenting. Jeg hader konflikter i mit eget hjem. Især fordi børnene legede godt sammen, og min mand såd ud til at nyde sammenkomsten. Som en god værtinde havde jeg forberedt mig – bagt kylling, lavet salater, tilberedt varm mad, endda hjemmebagt kage. Dækkede bordet, mødte dem med et smil. Selv spiste jeg næsten ikke – mest fordi jeg var optaget af at lytte. Gæsterne spiste heller ikke meget, og jeg tænkte måske, de var generte.
Hvor jeg tog fejl…
Da middagen var ved at være forbi, og jeg allerede i mit stille sind glædede mig over resterne – nu skulle jeg ikke stå og lave mad i morgen – så så Hanne på mig, tog en slurk saft og sagde med rolig stemme:
»Nå, pakker I maden sammen til os? Kyllingen og salaterne… Vi spiste med vilje ikke så meget – vi ville gerne tage det med hjem. Det er træls at lave mad i weekenden.«
Der blev stille i rummet i et sekund. Jeg var målløs. Kunne ikke tro, hun sagde det højt. Uden at blinke. Uden at smile. Hun forventede helt alvorligt at gå hjem med madpakker!
Jeg har aldrig pakket mad til gæster før – det er ikke normen hos os. Man serverer mad til dem, der er der. Men at bede om at tage det med hjem? Og på en måde, som om det var en selvfølge?
Jeg kiggede på min mand. Han så ned. Godt klar over, hvor akavet det var. Jeg greb en tvungen smil og fik presset frem:
»Pakke sammen? Øh… jeg har ingen plastikbokse, kun poser…«
Hanne nikkede ivrigt. Mads lod være med at sige noget. Jeg pakkede resterne i to poser og gav dem til dem. Hele tiden kæmpede jeg med én tanke: Aldrig igen.
Da de var gået, sagde min mand:
»Nå, men det er måske sådan, hun er vant til… Tre børn, travlt…«
Jeg rystede bare bittert på hovedet:
»Hør her, jeg er ligeglad med, hvad folk er vant til. Til den slags gæster bliver jeg aldrig vant.«
Siden den aften har min dør været lukket for dem, der kommer med tomme hænder, men store forventninger. Og især for dem, der ser mit køkken som en gratis buffet.
