Da jeg gik på pension, begyndte problemerne. Jeg er tres år gammel, og for første gang i mit liv føler jeg, at jeg ikke rigtig eksisterer – ikke for mine børn, mine børnebørn, min eksmand, eller verden for den sags skyld. Jeg er der jo. Jeg lever. Jeg går i apoteket, køber brød, fejer gården under mit vindue. Men indeni er der en tomhed, der bliver mere påtrængende for hver morgen, hvor der ikke er noget arbejde at stå op til. Hvor ingen ringer bare for at spørge: “Mor, hvordan har du det?”
Jeg bor alene. Det har jeg gjort i mange år. Mine børn er voksne med egne familier og bor i andre byer – min søn i Aarhus, min datter i Aalborg. Børnebørnene vokser op, og jeg kender dem knap nok. Jeg ser dem ikke gå i skole, strikker ikke halsedisse til dem, fortæller dem ikke eventyr om aftenen. Jeg er aldrig blevet inviteret på besøg. Aldrig.
Engang spurgte jeg min datter:
“Hvorfor vil du ikke have mig på besøg? Jeg kunne jo hjælpe med børnene…”
Hun svarede afmålt, men koldt:
“Mor, du ved det godt… Min mand kan ikke lide dig. Du blander dig altid i tingene, og din måde at være på…”
Jeg tav. Jeg følte mig pinligt berørt, såret, knust. Jeg tvang mig ikke på, ville bare være lidt sammen med dem. Men svaret var: “Han kan ikke lide dig.” Hverken børn eller børnebørn. Det er, som om jeg er blevet slettet. Selv min eksmand, som bor i en landsby i nærheden, finder ikke tid til at ses. En gang om året – en kort hilsen til en højtid. Som om det er en tjeneste.
Da jeg gik på pension, troede jeg endelig, at tiden var min egen. Jeg ville begynde at strikke, gå lange morgenture, tage tegnekursus, som jeg altid havde drømt om. Men i stedet for lykke var det angst, der bankede på.
Først kom de mærkelige anfald: hjertebanken, svimmelhed, en pludselig livsangst, der greb mig ud af ingenting. Jeg gik til lægerne, fik taget blodprøver, EKG, scanninger – alt var normalt. En læge sagde:
“Det kommer fra hovedet. Du har brug for at tale med nogen. Du er bare ene.”
Og det var værre end enhver diagnose. For der findes ingen pille mod ensomhed.
Nogle gange går jeg i Netto bare for at høre kassemedarbejderens stemme. Nogle gange sidder jeg på bænken foran opgangen og lader som om jeg læser, bare for at nogen måske vil hilse. Men folk har travlt. Alle skal et eller andet sted hen. Men mig? Jeg er bare der. Sidder, trækker vejret, husker…
Hvad gjorde jeg galt? Hvorfor vendte mine egne sig fra mig? Jeg opdragede dem alene. Deres far forlod os tidligt. Jeg arbejdede dobbeltskift, lavede supper, strygede skoleuniformer, sad op om natten, når de var syge. Jeg drak ikke, gik ikke i byen. Alt var for dem. Og nu? Jeg er ikke nødvendig.
Måske var jeg for streng? For kontrollerende? Men jeg ville jo kun det bedste. Ville sikre, at de blev ordentlige, ansvarlige mennesker. Holdt dem væk fra dårligt selskab, forhindrede dem i at ødelægge deres liv. Og så endte jeg alene.
Jeg beder ikke om medlidenhed. Jeg vil bare forstå: Er jeg virkelig en så dårlig mor? Eller er det bare tiden, hvor alle har deres egne bekymringer, lån, skolegang, fritidsaktiviteter… og ingen plads til mor?
Nogen siger: “Find dig en mand. Opret en profil på en dating-side.” Men det kan jeg ikke. Jeg stoler ikke. Så mange år alene. Jeg har ikke kræfterne til at åbne mig igen, forelske mig, lade en fremmed ind i mit hjem. Og helbredet er ikke, hvad det har været.
At arbejde kan jeg heller ikke. Før var kollegerne en redning – en sludder, en vittighed. Nu er der stilhed. Så høj, at jeg tænder fjernsynet, bare for at høre en stemme.
Nogle gange tænker jeg: Hvis jeg bare forsvinder, vil nogen så lægge mærke til det? Mine børn? Min eksmand? Naboen på tredje? Det gør mig bange. Til tårer.
Men så rejser jeg mig, går i køkkenet, laver mig en kop te. Måske bliver i morgen bedre. Måske husker nogen mig. Ringer. Skriver. Måske er der stadig nogen, der har brug for mig.
Så længe håbet lever, lever jeg også.
