**Dagbog**
Det er over ti år siden, men jeg husker stadig denne historie, som var det i går. Jeg vil fortælle den, præcis som min veninde Mette fortalte den til mig, med al den dramatik, den fortjener.
Mette boede dengang i Odense og arbejdede i en bank. Hun sparede op til sin egen bolig og lykkedes endelig – hun købte et lille, hyggeligt hus uden for byen. Det havde en have, hvor hun drømte om at dyrke roser, og en veranda, hvor hun kunne nyde morgenkaffen i solskin. Men ro og fred fik hun ikke.
Hendes daværende mand, Anders, var den typiske dovenlars – flot, charmerende, men bundløs. Han arbejdede aldrig fast, levede af hendes penge, drak hendes kaffe, og når Mette kom hjem træt efter en lang dag, lå han på sofaen og brokkede sig over, hvor hårdt livet var. Men det var ikke kun ham…
Hans familie var lige så anstrengende. Moderen, Birthe, havde altid en bebrejdende tone i stemmen og et krav i blikket, og søsteren, Lise, var den evige stakkel, som alle skulle redde. Da Mette købte huset, besluttede de, at det ikke var hendes, men deres sommerhus. De begyndte at ankomme med tasker, gryder og sengetøj. Lise tog sin datter med, som uden skrupler åbnne Mettes pung og tog, hvad hun havde lyst til. Mette lagde mærke til det hele, men sagde ingenting. Hun håbede, det ville blive bedre. Men frækhed kender ingen grænser.
Næste sommer havde Mette fået nok. Hun sagde klart til Anders, at hun ikke ventede nogen gæster – hun havde brug for ro. Det lød som om, de havde forstået det.
Men nej.
Så ringede Birthe:
*”Mette, hvornår henter du mig? Jeg skal pakke – det er tid til sommerhuset.”*
Mette, der knap nok kunne holde masken, svarede:
*”Bilen er på værksted. Jeg kan ikke hente dig.”*
Hun troede, det var slut. Men det var det ikke. Næste dag, i tredive graders varme, dukkede Birthe op selv. Med busen. Med poser. I sutsko. Hun stod i døren som en sejrherre: *”Jeg er her.”* Mette var lige ved at bryde sammen.
*”Bliver I længe? Hvornår kører I? Jeg har ikke tid til kaffe – jeg har travlt!”* sagde hun hurtigt.
*”Jeg tænker slet ikke at køre hjem igen. Jeg bliver, indtil bilen er fikset.”*
Mette ringede til mig og bad mig komme med hendes søster. Da vi ankom, var hun hvid af vrede.
*”Jeg kan ikke mere! Nu er det nok! Det her ender nu!”*
Og med et udtryk i ansigtet, jeg aldrig vil glemme, marcherede hun ind til Birthe:
*”Pak jeres ting. I har ti minutter.”*
Birthe forstod det ikke med det samme. Hun satte sig, greb sig om hjertet og stønnede:
*”Pige, jeg har højt blodtryk! Mit hjerte!”*
*”Så kører vi til hospitalet,”* sagde Mette roligt.
*”Nej-nej, jeg skal bare hvile mig derhjemme…”*
Men hun pakkede. Vi hjalp til. På vej hjem mumlede hun for sig selv og brokkede sig over livet og “den utaknemmelige ungdom.” Men hun kom aldrig tilbage til Mettes hus.
Og ikke længe efter pakkede Mette en kuffert til Anders.
*”Ved du hvad?”* sagde hun til mig et par uger senere, *”jeg smed hende ud først. Men det egentlige problem sad hele tiden på min sofa, i sit joggingtøj. Jeg har ikke følt mig så let i årevis. Nu er det kun fremad.”*
Én sætning, sagt med fast stemme – *”I har ti minutter”* – ændrede hendes liv. Nogle gange skal man smide skraldet ud for at gøre plads til lykke. Selvom det “skrald” tilfældigvis bærer din mands efternavn.
