Mette havde altid vidst, hvad hun ville. Omkring hende kredsede velhavende, karrieredygtige mænd med status. Men mod alle forventninger fra familie og veninder valgte hun en almindelig fyr fra Aarhus – Mads. Ikke en skønhed, ingen karrieremenneske, ingen forretningsmand. Bare ærlig, god og opmærksom. Den slags, der ser en i øjnene og holder ens hånd, når livet er hårdt. De boede sammen kun få måneder, før de blev viet, og kort efter kom den lille Freja til verden. Så begyndte den virkelige prøvelse.
Mette nægtede at ofrege sin karriere. På hendes afdeling lovede de en forfremmelse, hun strålede til møder, tog på forretningsrejser og skrev rapporter om natten. Mads blev fyret – firmaet skar ned, og hans navn var på listen uden forklaring. Det var da, Mette foreslog: “Du tager barslen. Du klarer det bedre.” Han sagde ja, uden at protestere. Først for hendes skyld, siden for datterens.
De boede langt fra familien, så hjælp var der ikke. Mads, som den ældste i en børnerig familie, kendte alt til at passe de små. Han kastede sig ind i bleer, sutteflasker, grød, søvnløse nætter og besøg hos børnelægen. Med tiden blev han så god, at han passede ind blandt mødrene på legepladsen. Diskuterede tænder, vaccinationer og soveteknikker som en ekspert.
Mette levede ud af en kuffert. Konferencer, rapporter, firmafester, middage med forretningspartnere. Hun kom hjem i to dage, før hun igen forsvandt. Mads holdt ud. Men en dag spurgte han: “Jeg vil også arbejde. Hvad med en barnepige?” Hun viftede ham væk:
“Freja er knyttet til dig. Ingen barnepige kan det, som du kan. Bliv du bare hjemme lidt endnu, ikke?”
Han gav igen efter. Men kort efter kom hun hjem fra en rejse og sagde, uden engang at tage frakken af:
“Jeg er forelsket i en anden. Han kan ikke lide børn. Så Freja bliver hos dig. Jeg henter mine ting.”
“Hvad?! Du forlader os bare?”
“Jeg elsker dig ikke længere, Mads. Undskyld. Men du klarer det.”
Og så var hun væk. Sandt at sige, uden tårer, uden forklaring. Som om hun bare slettede familien. Mads stod alene. Med en lille datter, uden job, uden støtte. Men han gav ikke op. Han fandt småjobs, fik Freja i børnehave, knoklede. Mette dukkede kun op til fødselsdage – med en gave og et smil i femten minutter.
Freja blev smuk, klog og følsom. I skolen gav den ekstra gas, og hjemme klyngede hun sig til sin far, der var både mor og far for hende. Til sin mor var hun kold. Og når hun kom på besøg, sagde Freja rent ud:
“Du behøver ikke komme ind. Far og jeg ventede ikke på dig. Vi har det fint uden dig.”
Freja blev optaget på universitetet og introducerede sin far til sin kæreste. De unge blev gift og flyttede. Mads var alene, men ikke trist – han havde fået en varm venskab med naboeren Birthe. Hun hjalp med huset, bragte hjemmebag og lyttede til hans historier.
Men lykken varede ikke. Frejas mand forlod hende med en nyfødt barn på armen. Knust og træt vendte hun tilbage til sin far.
“Far, må vi bo hos dig? Jeg skal lige finde hoved og… hale…”
Mads sagde ikke nej. Han hjalp med barnet, bar den lille på armen og sang vuggeviser. Men Freja… fandt hurtigt en ny kærlighed. Og igen blev barnet efterladt hos faren. Lige som Mette engang havde gjort.
Historien gentog sig. Men Mads undrede sig ikke længere. Han tog bare barnet i sine armer, lavede grød og satte sig ned. Og Birthe, den gode nabo, satte vandet over og sagde:
“Nå, bedstefar, skal vi begynde forfra?”
Han smilede. For på trods af forræderi fra de to kvinder, han elskede mest, var der stadig kærlighed i dette hus.
