Lotte så på sin svigermor og tænkte: »Hvor underligt at være så betjent af sin mand, at man tager hans gummistøvler af. Ikke nok med, han er fuld som en allike og slet ikke i stand til at klare det selv – nej, hun må også lige rører ved hans tæer mens hun mumler: ‚Gudskelov! Varme fødder, de er ikke blevet kolde. Og uldsokkerne er tykke og varme, jeg strikkede dem selv.‘«
Lottes forbavselse kendte ingen grænser. Svigermor løftede sin mand fra sofaen, tog ham under armen, holdt ham tæt ind til sig og slæbte ham langsomt i seng. Hun tækkede ham til som et lille barn, satte en stor kande kaffe på natbordet og gik tilbage til køkkenet, lykkelig, for at drikke sin te. Lotte var lige ved at sige noget spidst:
»Hvor er råben og skrigen? Hvor er de kastede støvler og skældud?«
I stedet så hun sin svigermors tilfredse ansigt og hørte hende, hvis ikke rose sin mand, så i det mindste forsvare ham:
»Det er længe siden han drak, han har sikkert mødt en gammel ven. Han har brug for at slappe af – det er altid arbejde, arbejde. Selvfølgelig tog han måske lige en tand for meget, leveren er ikke hvad den har været. Men det ordner sig, han holder sig til vandet i en uge, så fikser vi den lever.«
Lotte havde været gift med deres søn i et år og havde lagt mærke til, at svigermor altid bøjede sig for sin mand. Hun hævede aldrig stemmen, forklarede alt med tålmodighed, men endte altid med at gøre, som hun ville. Og hvis svigerfar blev syg? Så løb hun på tæerne for at pleje ham.
Engang svarede hun Lotte, at det var nemmere at pleje sig selv – men en mand… Der kom altid ekstra krav: hans humørsvingninger, hans vægring mod piller, hans vrede over at blive syg, når der var så meget at lave.
Lotte iagttog sin svigermor og tog mental notits – snart havde hun et helt katalog af tricks. For eksempel: Når de spiste, og hendes mand slurpede sin varme grønlangkål, stirrede Lotte på ham, lagde sin ske fra sig og ventede. Han fattede hurtigt hintet og begyndte at spise stille, mens han kvælede sig på den brændhedte mad. Men svigermor sagde bare:
»Hvorfor så travlt? Ingen ko skal melkes, og ingen barn skal vugges.«
Hvis han slurpede for højlydt, sagde hun: »Gudskelov, det smager godt – du behøver ikke være bange for, at vi tager det fra dig.« Og svigerfar forstod budskabet og spiste roligt videre.
Engang kom svigerfars venner på besøg. Svigermor satte snacks og øl frem på bordet og tog sig derefter af sine egne ting. Mændene sad og snakkede, en enkelt banden faldt, men alt i alt opførte de sig pænt. De sad længe, alt for længe efter Lottes smag. Hun kunne ikke holde det ud og spurgte sin svigermor:
»Er det ikke på tide, de går? Burde de ikke snart tage hjem?«
Svigermor svarede: »Det er deres beslutning. Døren skal være åben, når gæster kommer – men når de går, peger man ikke på døren, men på bordet, så de kan tage en afskedsdrink. De ses kun et par gange om åden herhjemme – ikke i garagen eller på bænken ved laden. Lad dem nyde det. Gå i stedet og spørg, om der mangler noget på bordet.«
Og ja, mændene gik til sidst, glade og tilfredse. Og svigerfar? Han var stolt af sin kone, krammede hende og gav hende et kys.
Når Lottes mand kom sent hjem fra arbejde, kunne man se på hendes ansigt, at hun var irriteret – øjnene lynede. Men svigermor beroligede hende: »Tænk ikke det værste. At tjene penge kræver tid – måske blev hans chef forsinket. Og hvis det nu er det, du tænker, så er tiden ligegyldig. Han kunne lige så godt komme til tiden og alligevel være utro eller sur. Og han havde faktisk bare arbejdet over. Da han kom hjem og så sin kones blide, omsorgsfulde ansigt i stedet for en sur mine, sagde han:
»Jeg troede sgu, jeg skulle have skældud.«
Lotte tænkte over, hvor forkert det var, at hendes mand, som arbejdede hårdt for at tjene ekstra kroner, var bange for at komme hjem.
Engang kom svigermor træt, men tilfreds, ind fra gården. Da Lotte spurgte hvad der var sket, svarede hun:
»Åh, jeg hjalp ham lidt – han slæber alt alene! Han skiftede tagplader på hønsehuset.«
Lotte blev fornærmet og spurgte: »Er det da kvinders arbejde at slæbe og løfte? Han har en søn – han kunne hjælpe.«
Svigermor blev slet ikke fornærmet, men smilede og svarede: »I et hjem skal man hjælpes ad. Sammen går alting lettere. Som man siger: I en god familie er der fire hænder, fire fødder og én tunge – i en dårlig familie er der to tunger. Mens vi valgte pladerne, mindedes vi gamle dage. Dengang, efter krigen, var det svære tider – man klamrede sig til hinanden og værdsatte familien, uden at bekymre sig om, hvem der gjorde hvad. Min mand tog altid de tunge løft, men jeg hjalp, hvor jeg kunne. En kone skal altid stå ved sin mands side! Han ved, at det er ham, der bærer byrden, men han bliver glad, hvis hans kone værdsatter hans arbejde og vil hjælpe. I dag mindedes vi vores ungdom efter krigen – og vi er så glade for, at jeres liv er så meget lettere. Men kærlighed er altid nødvendig, i alle tider og i alle aldre.«
Hjemme skældte svigerfar hende ud for at blive træt, men man kunne se, at arbejdet sammen havde gjort dem begge glade.
Lotte tænkte over det og indså, at svigermor handlede meget klogere end hende. Hun bebrejdede ofte sin mand, udtrykte utilfredshed og holdt aldrig mund. Men hun indså nu, at man godt kunne være mere opmærksom uden at blive en dør-måtte.
Til store fester lavede svigermor altid mandens yndlingsretter. Hun sagde engang:
»Lotte, uanset hvor sur du er, så lav altid mad til din mand. Du behøver ikke tale med ham – server i tavshed. Du må gerne være vred, men du skal fodre ham. En sulten mand er et vilddyr – du får ikke kontakt med ham, før han er mæt. Fodr ham, så kan du give ham en skideballe bagefter – hvis han fortjener det. Men hæv ikke stemmen – tal bestemt og overbevisende.«
Lotte lærte meget og forstod, at svigermor var en kærlig og vis kvindeLotte besluttede sig for at lære af svigermorens visdom og begyndte at smile mere, selv når hendes mand kom sent hjem.
