Mette var altid lidt fyldig, og mærkeligt nok fandt han en slags sjælefælle i en kvinde som Freja. Glad, venlig, lidt naiv – hun vandt hans hjerte med det samme. Hans mor, Gerda, var i starten faktisk lettet over, at sønnen endelig giftede sig. Inderst inde var hun bange for, at han aldrig ville finde lykken. Men glæden forsvandt hurtigt, da det nygifte par flyttede ind i hendes to-værelses lejlighed i København.
“Jamen, i det mindste er svigerdatteren praktisk anlagt,” tænkte Gerda og håbede, at tingene ville blive lettere. Men dag for dag blev situationen værre. Mette sagde snart sit job op og begyndte at “freelance” – eller rettere, at dovne den. Freja havde heller ikke travlt med at finde arbejde. Alt de gjorde var at spise, sove og spise igen. Køleskabet smækkede hver time, maden forsvandt i rekordfart, og Gerda stod bundet til komfuret.
“Mor, vi har freelanceprojekter, vi har ikke tid til at lave mad,” forklarede Mette, mens han skovlede kartoffelsalat direkte fra gryden. Freja nikkede bare og smilede.
Gerda holdt længe ud, men en dag, midt i sommerheden, mens hun stod og lavede steg til seks personer, kunne hun ikke mere. Hun kaldte Mette ud i entréen:
“Skatter, du må ikke tage dig af det, men jeg kan ikke mere. Freja er en sød pige, ja, men hun er for stor. Hvad nu, hvis hun bliver gravid? Hvem skal forsørge jer? Din far og jeg er ikke unge længere. Hvis du er en mand, så opfør dig som en. Find et sted at bo, få et arbejde. Stop med at nasse på os.”
Mette var rystet. Han havde ikke troet, hans mor kunne sige sådan. Men han diskuterede ikke. Om aftenen så han på Freja og sagde stille:
“Vi skal flytte.” Hun forstod det med det samme. Ikke et gram af bitterhed, kun tak til Gerda for alt, hun havde gjort for dem.
En måned senere havde de lejet en lille lejlighed og fået jobs. Pengene var små, men de var i det mindste selvstændige. Mette begyndte at snakke mindre med sin mor. Bitterheden groede på begge sider.
Så en dag, da Gerda og hendes mand kom gående hjem fra Føtex, så de Freja uden for den lokale Netto. Gerda prøvede at vende sig væk, men det var for sent – Freja havde allerede set dem og kom løbende.
Men før hun nåede hen til dem, kom en ung fyr farende rundt om hjørnet, rev tasken ud af hænderne på Gerda og løb. Hun skreg. Freja tøvede ikke – hun sprang efter tyven og skubbede ham hårdt. Han tabte tasken, men kniven, han havde truet med, strejfede Freja i siden. Hun faldt på asfalten.
Ambulancen, hospitalet, panik… Freja overlevede. Såret var ikke dybt, men hun havde mistet en del blod. Gerda sad uden for stuegangen og kunne ikke finde ro. For første gang indså hun virkelig, hvor forkert hun havde taget fejl af den pige.
Et år senere tændte Gerda fjernsynet – og så Freja. Hun var vært på en ny morgenudsendelse på DR. Slank, elegant, selvsikker.
Senere fortalte Mette, at en producer havde opdaget Freja, da hun lavede makeup på en brud under en optagelse. Ja, Freja havde altid drømt om at blive makeupartist. På et år havde de tabt sig tredive kilo sammen, lejet en større lejlighed i Aarhus og startet et nyt liv.
Lidt efter lidt begyndte de at besøge Mettes forældre igen. Ingen bitterhed, ingen bebrejdelser. Kun taknemmelighed.
“Mor,” sagde Mette en dag, “hvis det ikke var for dine ord, sad jeg stadig på din nakke. Nu er Freja og jeg andre mennesker. Tak.”
Gerda nikkede bare. Tårerne pressede på. I det øjeblik forstod hun, at nogle gange er de hårdeste ord ikke en bebrejdelse, men et skub mod en ny begyndelse.
