Min mand Anders havde en stor og larmende familie. Tre brødre, to søstre. Alle boede længe for sig selv med egne børn. Men de kom regelmæssigt på besøg i vores hjem – ikke bare til en kop kaffe, men til store fester. Der var altid en anledning: fødselsdag, navnedag, jubilæum. Og hver gang var det hos os. Fordi, som familien sagde, “I har det jo så praktisk, et stort hus med have.” Vi havde virkelig sparet længe for at købe dette rummelige hus uden for København. Og så snart der var plads til en terrasse, grill, græsplæne og parkering, besluttede hele familien, at det nu var deres “sommerhus.”
I begyndelsen nød jeg det faktisk. Jeg voksede op uden søskende, så det var rart pludselig at føle mig som en del af en stor familie. Vi dækkede bord, grillede pølser, og grinede. Men med tiden… med tiden blev det en straf. Ved du, hvor meget man skal lave mad, når der kommer mere end 15 mennesker? Og ingen spurgte nogensinde, om de kunne hjælpe. Kvinderne satte sig straks med et glas vin i skyggen, mændene gik ud for at tænde grillen. Og jeg stod i køkkenet fra morgenstunden. Skærer, steger, vasker, piller. Giver tallerkener ud, samler beskidte op. Kun Anders kom ind af og til med et skyldigt smil: “Skal jeg hjælpe?” Jeg rystede hovedet, mens jeg kæmpede med irritationen: “Jeg klarer det…”
Men det værste var ikke engang arbejdet. Det var, hvordan jeg hver gang kom ud til gæsterne: med håret i uorden, i forklæde, uden makeup. Og de? Alle i deres fineste tøj. Som om det var en fancy reception, ikke en tur til landet. Jeg ville også gerne have set pæn ud – taget en kjole på, sat håret, siddet med et glas vin. Men jeg nåede det aldrig. Jeg var personalet.
Efter sådanne aftener vaskede Anders selv bjerge af tallerkener og sendte mig i seng. Jeg så, han var træt. Den eneste fridag i ugen, og den blev ødelagt af skravene børn og larmende snak. Han drømte bare om at slappe af, bestille pizza, se en film. Men han ville ikke skændes med familien. Jeg holdt også mund. Indtil hans bror ringede en dag.
“Vi fejrer min fødselsdag hos jer, som sædvanlig.”
Anders lagde på og vendte sig mod mig:
“I morgen vågner du, tager din fineste kjole på, sætter håret, hvis du vil – også makeup. Vi kan endda købe noget nyt til dig. Men – du går ikke i køkkenet. Slet ikke. Det er slut.”
“Men hvad så…?” begyndte jeg.
“Slut. De kan tage mad med selv. Du er ikke kok eller tjener. Vi har også ret til at slappe af.”
Jeg nikkede. Det var underligt, men dejligt.
Næste dag ankom hele flokken med smil, kager i æsker og kød i poser. Men bordet var tomt. Familien udvekslede blikke: Hvor var forretterne, salaterne, hvor var værten? Så trådte Anders frem og sagde roligt:
“Fra nu af bliver det sådan her. Vil I feste, må I deltage. Min kone og jeg er trætte. Hun er ikke jener tjener. Enten tager I alle mad med, eller også finder I et andet sted at feste.”
Der blev stille. De spiste, men uden den sædvanlige munterhed. Samtalerne gik ikke rigtigt. Men da der blev arrangeret en ny fest, inviterede en af søstrene – for første gang i årevis! – alle hjem til sig selv.
Så det kunne de godt. Når de ville.
