»Folk sulter i familien, og du går rundt og køber lejejligheder!« råbte moren.
»Mette og Vibeke får hver deres toværelses rum, men Lasse får en treværelses – han lovede jo at passe på os, når vi blev gamle,« sagde Jørgen Christensen og stirrede ud ad vinduerne, hvor sneen faldt blidt ned.
Hanne Nielsen nikkede tavst, mens hun bladrede i et gammelt fotoalbum. På de gulnede billeder smilede børnene tilbage: lille Mette med sløjfer i håret, Lasse i revnæ bukser, og den lille Vibeke, dækket i sand fra legepladsen.
Jørgen satte sig ved siden af hende og lagde sin hånd over hendes: »Det er retfærdigt. Det er, som det skal være.«
De anede ikke, det ville blive deres sidste samtale. En uge senere døde Jørgen Christensen stille i søvne. Han vågnede bare ikke op.
Mette fik at vide om faderens død, mens hun skyndte sig på arbejde. Moren ringede med gråd i stemmen: »Mette… Far er død…«
Alt føltes, som om det stoppede. Hvordan kunne det være? De havde lige fejret hans fødselsdag sammen…
Ved begravelsen holdt Mette sammen. Hun hjalp sin mor, trøstede Vibeke og prøvede at få Lasse til at forstå, mens han vaklede rundt med et tomt blik. Efter begravelsen tog hun selv ansvar – mad, regninger, besøg hos moren.
»Lasse, hvor længe vil du ligge der? Du er 25!« kunne Mette ikke lade være.
»Hold op. Lad mig være,« mumlede broren.
»Mor lever kun på hendes pension! Vibeke studerer. Og hvad laver du?«
»Det skal du ikke blande dig i,« vendte han sig mod væggen.
Moren sagde ingenting. For hende var Lasse altid »drengen«.
Et halvt år senere kaldte Hanne Nielsen Mette til en samtale.
»Lasse har problemer… Han er kommet i gæld. Jeg har besluttet at sælge lejlighederne… begge to.«
»Hvilke lejligheder?! Far sparede op til dem til mig og Vibeke!«
»De står i mit navn. I finder jer nok en mand, der kan hjælpe. Lasse skal giftes snart.«
»Mor… er du seriøs?«
»Beslutningen er taget,« sagde moren bestemt.
Mette forsvandt ud i ingenting. Regnen silede ned, og hun satte sig på en bænk. Hendes veninde Trine tog hende ind et stykke tid. Mette levede mellem flyttekasser, fyldte papirer ud om realkreditlån og lyttede til kattene, der kradsede hos naboerne, eller elevatoren, der larmede klokken tre om natten.
Samtidig ringede moren: »Lasse har ikke noget arbejde. De har ikke noget at gå til. Du må hjælpe.«
»Jeg kan ikke! Jeg har et lån, mor!«
»Du bruger penge på lejligheder, mens din egen familie sulter?!« skreg hun.
En dag kom Vibeke forbi. Grædende.
»Mor insisterer på, at jeg dropper studierne og finder et arbejde. Jeg kan ikke.«
»Flyt ind hos mig,« sagde Mette.
De lejede en etværelses. Vibeke blev færdig med sine studier. Senere giftede hun sig med en søn af en god familie, og de levede lykkeligt sammen.
Moren kom ikke til brylluppet.
Så begyndte opkaldene igen: »Lasse venter et barn. De har det hårdt. Jeg vil give ham min pension – kan jeg så flytte ind hos dig?«
»Nej, mor. Jeg vil ikke være en del af dette længere.«
»Så smider du din egen mor på gaden?!« skreg hun.
Mette skiftede nummer. Kun Vibeke fik det nye.
Måneder gik. Mette fik sit lån, adopterede en rød kat, og livet kom på ret kurs. Vibeke ringede og kom på besøg. En dag kom nyheden: »Jeg er gravid!«
Snart blev der født en dreng – de kaldte ham Jørgen, opkaldt efter faderen.
En dag modtog Mette et brev. Håndskriften var morens.
»Tilgiv mig… Jeg tog fejl. Viktor har arbejde nu. Jeg har en barnebarn. Og du havde ret. Man skal elske alle sine børn ens.«
Mette tørrede sine tårer. Så satte hun sig ved bordet.
»Jeg skriver til hende,« sagde hun til Vibeke. »Lad hende vide – jeg holder ikke nag.«
