Kære børn… I morgen kommer I på besøg til mig. Det er min fødselsdag – en rund fødselsdag, åbenbart en festdag. I kommer med blomstervaser, en kage og et høfligt smil. Og jeg vil stå der med rynker i ansigtet og dirrende hænder, for det bliver sværere for mig hvert år… I ser, hvordan jeg ældes. Og jeg beder jer blot – vær tålmodige. Prøv at forstå, hvilket livskapitel jeg gennemlever nu.
Hvis din far eller jeg pludselig begynder at fortælle en historie, I allerede har hørt – for et år siden, en måned siden eller blot for en time siden – afbryd ikke. Ryn ikke panden og sig, med irritation i stemmen: *”Mor, det har du allerede fortalt.”* Lyt bare… Som jeg lyttede, da I var børn og bad mig læse den samme historie ti gange, indtil I faldt i søvn med bogen i favnen.
Når jeg siger, at jeg ikke gider i bad – skæld ikke ud, bliv ikke flove, bebrek mig ikke. Husk bare, hvordan jeg overtalte jer til at tage et bad om aftenen efter skole eller leg i haven, når I stampede med fødderne og klynkede, at I var trætte. Jeg blev ikke vred med jer. Jeg klappede jer på ryggen, sagde *”bare lige lidt endnu”*, fyldte badekarret og sang for jer.
Og hvis jeg pludselig ikke kan finde ud af, hvordan fjernsynet eller jeres telefon fungerer – himmel ikke med øjnene. Jeg blev ikke født med en mobil i hånden. Jeg lærte alting fra bunden. Lige som jeg lærte jer at holde en ske, knappe jeres jakke og binde snørebånd. Jeg guidede jer tålmodigt. Gør nu det samme for mig – uden øjeblikkelig irritation. Udrul ikke øjnene.
Med tiden vil I oftere bemærke, hvordan jeg bliver forvirret i samtaler, taber tråden eller bliver usikker. Ja, jeg bliver ældre. Ja, jeg bliver træt. Men pej ikke på det. Sig ikke: *”Har du glemt det igen?”* Jeg ved det godt selv. Og det er skræmmende. Giv mig bare et øjeblik til at samle tankerne. Vær der blot.
Jeg vil ikke være en byrde. Jeg vil være den samme, der holdt din hånd, da du tog dine første skridt. Nu, hvor mine ben ikke er så stærke, så ræk mig din hånd. Skynd jer ikke. Gå ved min side. Jeg tilpassede mig engang jeres små skridt.
Jeg beder ikke om meget. Jeg har ikke brug for store fester, dyre gaver eller perfekte ord. Jeg har kun brug for lidt – lidt varme, lidt opmærksomhed, lidt stilhed, så vi bare kan være sammen. Jeg beder jer: vær ikke brugne for min alderdom. Tag den til jer. Som jeg tog jeres tårer, jeres frygt og jeres humørsvingninger.
Vent ikke, til jeg ikke er her længere, først da at huske, hvor varme mine hænder var. Kram mig nu. Sig *”Jeg elsker dig”* – mens jeg stadig kan høre det. Mens jeg stadig kan mærke det.
Og når I kommer i morgen – vær ikke bare høflige. Vær ægte. Jeg mærker det. Jeg ved, når I bare gerne vil hjem. Og når tavsheden ikke er kærlighed, men irritation. Jeg behøver ikke meget – kun jeres oprigtige *”mor”*.
Jeg slutter dette brev med dirrende hånd og et hjerte fuldt af kærlighed. Jeg ville bare minde jer: Jeg elsker jer. For evigt. Indtil mit sidste suk.
Jeres mor.
