“Hvor skal du hen midt om natten? Hvorfor vækker du børnene?” spurgte han. “Vi går væk fra dig.”
Den aften kom Nikolaj hjem lidt tidligere end sædvsnig – klokken var lige passeret halv et. Han ville til at skifte og lægge sig, da han pludselig så sin kone, Mette, der hurtigt trak en jakke på deres søvnige yngste datter. Sønnen stod ved siden af med en surm og utilfreds mine. Nikolaj forstod ingenting.
“Stop lige der. Hvor skal du hen så tidligt? Hvorfor vækker du børnene?” snapped han, allerede irriteret.
“Vi går. Jeg kan ikke leve så ather mere,” svarede Mette roligt og så ham i øjnene. For ikke så længe siden havde hun set på de øjne med beundring. Nu var der kun vrede, foragt og kulde i dem.
“Så ryk dog af sted!” råbte Nikolaj uden at lægge mærke til, hvordan hans skræmte børnene. “Hvem gider dig med alt det bagage? Dumme kæders!”
“Vi får at se,” svarede Mette og forlod huset uden at vende sig om.
Det første år af deres ægteskab føltes som et eventyr. Nikolaj bar hende på hånder, var opmærksom, omsorgsfuld, smuk og selvsikker. Alle hendes veninder var misundelige. Kun hendes mor hviskede: “Åh, du får nok at bide i med dense kønne fyr.” Men Mette viftede det væk – med hende ville det være anderledes, for de elskede hinanden.
Da sønnen blev født, begyndte skænderierne. Udtalelser blev halve, og bitterhed groede i hjertet. Så fandte Mette ud af, at Nikolaj havde en elskerinde. Verden styrtede sammen, men hun blev. For barnets skyld, for familiens æres skyld. Så kom den anden graviditet, datteren. Og efter det – Nikolajs hyppige forretningsrejser, meningsløse undskyldninger og fjernhed. Mette forstod det hele, men tav. Ikke fordi hun var blind, men fordi hun var bange. Hvordan skulle hun komme væk? Hvor skulle hun gå hen med to børn? Hvordan skulle hun overleve?
Hun kunne lugte fremmed parfume på hans tøj, høre andre navne, engang kaldte han hende tilmed “Lille Pernille”. Men hun sagde ingenting. Hun levede som en robot. Morgen, børn, arbejde. Hun fik job som kassedame i en supermarked. En lille løn, en lille lejlighed, ingen hjælp. Men hun bar det – fordi hun måtte.
En aften lagde en kunde forsigtigt en buket blomster på hendes kasse.
“Den er til dig. Jeg ville bare… gerne se dig smile,” sagde kunden forskrækket. Det var Jakob, en fast gødgører, der altid kæbte de samme varer – rugbrød, pølser, kaffe.
“Jakob. Er din vagt forbi? Må jeg følge dig hjem?”
Hun sagde nej. Så igen. Og igen. Mette troede ikke, at nogen kunne bekymre sig om en kvinde med to børn. Hendes egen mand havde glemt dem, ikke ringet en eneste gang i et år. Men denne fremmede – han spurgte, han interesserede sig, han plejede hende.
En dag kunne hun ikke holde det ud længere:
“Jeg har to børn!”
“Fantastisk,” smilede han. “Så planlægger vi en tur til zoo i weekenden.”
Hun var målløs. Han lærte hendes søn at spille dam, datteren at stå på ski. Han løb til apoteket om natten, hvis nogen blev syge. Mette prøvede at skubbe ham væk, men han smilede kun:
“Tror du, jeg lader en kvinde som dig slippe væk? Vil du gifte dig med mig?”
Fem år senere er Mette gift med Jakob. De har fire børn – to fælles og to fra hendes første ægteskab. Og alle naboerne siger, hvor meget de ligner Jakob.
“De ligner dig virkelig mere og mere,” hvisker hun om natten.
“Hvordan skulle det ellers være? Jeg elsker dem. De er en del af dig. Og dermed en del af mig.”
