Sult på bestilling: Hvorfor jeg flygter fra livet hos min svigermor
Jeg havde aldrig troet, at mit liv en dag ville ligne en streng militærlejr, hvor hver eneste bevægelse bliver kontrolleret, og enhver afvigelse fra regimet straffes… med sult. Det er præcis sådan, jeg har det lige nu – som på en lukket institution uden mulighed for valg og uden den mindste ret til at have en mening. Alt sammen fordi min mand og jeg midlertidigt bor hos hans mor.
Man skulle tro, det ikke var så slemt – en helt almindelig historie for unge par, der drømmer om at spare op til deres eget hjem. Magnus og jeg ville virkelig gerne komme på rette spor, optage et realkreditlån, afbetale det og flytte ind i vores eget hyggelige rede. Mens vi forberedte os, boede svigermor hos min mands søster og hjalp med deres nyfødte, mens vi fik lov at bo i hendes treværelses. Dér anede jeg ikke, hvilken »gave« der ventede os, da hun besluttede at vende tilbage.
Livet uden hende var fredeligt. Jeg holdt det pænt og rent, så svigermor ikke ville finde noget at brokke sig over, når hun kom tilbage. Alt skinte, potterne var blankpudsede, og skabene var i perfekt symmetri. Men som det viste sig, var hun ligeglad med rengøring. Det vigtigste? Regimet. Morgenmad præcis kl. 7.30. Aftensmad inden kl. 20. Misser du det? Så er det dit eget problem. Ingen mad til dig.
Jeg arbejder som designer, og der er nætter, hvor jeg ikke får lukket et øje før daggry – hastende projekter, rettelser, deadliner. Nogle gange får jeg lov at komme senere på arbejde. Men uheldigvis, hvis jeg viser mig på køkkenet efter kl. 10, bliver køleskabet smækket i foran mine øjne. Min svigermor mener, at jeg har »oversovet morgenmaden« og derfor ikke fortjener at spise. Selvom maden er lavet af mig! Selvom det er min egen skyr eller rugbrødsmad.
Med aftensmaden er det samme historie. Magnus og jeg kommer sent hjem, men jeg må ikke spise uden ham. Og hvis han kommer hjem efter kl. 20, må han gå sulten i seng. Hvorfor? Fordi »det ikke er på rette tidspunkt«. Da jeg prøvede at forklare, at voksne mennesker spiser, når de har tid, fik jeg at vide, at »i mit hus gælder mine regler«. Åh ja – glemte næsten at nævne, vi betaler også selv for forsyningsselskaberne, men hvem bekymrer sig om det?
Og så badet. Åh, det er en helt egen historie. Jeg elsker at slappe af i et varmt badekar efter en lang dag. Men også her er der lovgivning: Bad om dagen? Uhørligt! »Vandet er dyrt, måleren løber hurtigt,« »om dagen skal man lave noget fornuftigt, ikke ligge og blødgøre sig.« Hvis jeg låser døren, banker hun måske på, eller måske prøver hun at åbne den. Ja, det er virkelig så vildt. Det bliver helt absurd.
Weekenderne er blevet en ren tortur. Sovet til kl. 10? Så er morgenmaden aflyst, og dagen er ødelagt. »Ungdommen nu til dags er så dovne, de sover til frokost!« mumler hun og smækker med skabene. Jeg får ikke længere hvilet – jeg overlever bare.
Magnus er stakkels, vant til det siden barnsben. Han synes ikke, det er mærkeligt – det er bare »sådan mor er«. Men det gør jeg ikke. Jeg gider ikke tilpasse mig en person, der i sit eget hjem nægter mig en skefuld havregryn, fordi »tiden er gået«.
Jeg har ikke lyst til at vågne på bestemt tid og føle mig som en skoledreng, der ikke får suppe for at komme for sent. Jeg gider ikke spørge om lov til et varmt bad eller retfærdiggøre, hvorfor jeg ikke nåede min morgenmad kl. 7.30. Jeg er en voksen kvinde. Jeg betaler for mig selv. Jeg arbejder. Jeg er et menneske, for helvede.
Jeg har stillet Magnus et ultimatum: Enten flytter vi tilbage til vores lejlighed, eller også går jeg. Jeg er ikke fjenden af hans mor, men jeg er heller ikke en slave under hendes regler. Jeg vil leve, ikke eksistere efter en køkkenur.
Nogle gange må man miste komforten for at finde friheden. Jeg er klar. For mit liv er ikke en Excel-tabel eller en militær manual. Jeg vil være lykkelig, ikke bare »spist til tiden«.
