“Hold op med at være så hysterisk, jeg er sulten! Er en simpel forkølelse på andendagen virkelig en grund til at ligge på sofaen?”
Min venindes mands mangel på forståelse for selv de mest basale ting blev vendepunktet i hendes liv. Vi har kendt Freja siden folkeskolen, og jeg har altid set hende som en stærk kvinde. Men at hun holdt ud i det ægteskab i tre år, det forbløffer mig stadig.
Hendes mand, Mads, var typen, der altid vidste bedst. Om du havde hovedpine eller feber over 39 grader – det var ligegyldigt. Hovedsagen var, at aftensmaden kom på bordet til tiden. For Mads inkluderede hustruens job at være kok, rengøringshjælp, sygeplejerske og psykolog, men han selv havde ikke tænkt sig at påtage sig nogen af de roller. Sympati? Det virkede som et fremmed koncept for ham.
Selv da Freja lå på sygehuset med komplikationer efter influenza, besøgte han hende ikke. Og lige efter udskrivningen var hans første spørgsmål: “Hvem skal så lave mad?” Da Freja svarede, at hun ikke havde sovet hele natten, knurrede han: “Åh, hvor dramatisk! Træt, ja ja. Så lad være med at dovne dig og kom i gang – jeg vil have aftensmad!”
Freja rejste sig, men ikke for at handle ind. Hun gik på rådhuset. Derefter pakkede hun sine ting og tog hjem til sine forældre. Stille, uden diskussioner eller skænderier. Hun gik bare.
Og det var det rigtige at gøre. Når kærlighed bliver til foragt, er det kun selvødelæggelse at blive. Nu kan jeg høre styrken i Frejas stemme igen, og jeg er sikker på, at der venter noget godt forude for hende.
