“MOR, er du helt fra den? Du er over 45, og nu vil du have et barn? Det er da ren vanvid!”
Efter min 16-års fødselsdag ændrede vores familie sig drastisk: mine forældre besluttede at gå hver til sit. Udadtil virkede deres forhold stabilt, men åbenbart var der problemer under overfladen, jeg ikke anede noget om. Skilsmissen foregik stille, uden skænderier eller bryderier om ejendele. Far lod mor og mig beholde vores to-værelses lejlighed, mens han selv flyttede ind i en en-værelses, han havde arvet efter bedstemoderen.
Mor ville gerne starte på en frisk, så hun solgte hurtigt lejligheden, og vi flyttede til en anden by. Hun ville undgå at løbe ind i far, ønskede at lade fortiden ligge. Med positiv energi satte hun sig for at skabe et nyt liv: hun fandt et godt job med en anstændig løn, lejde en hyggelig lejlighed, og vi begyndte at vænne os til det nye.
Efter et par måneder lagde jeg mærke til, hvor meget mor havde forandret sig. Hun var altid en smuk kvinde, men nu tog hun ekstra godt pleje af sig selv: hyppige besøg på beauty-saloner, nyt tøj, glød i øjnene. Det var tydeligt, hun var forelsket.
Da jeg så alle de forandringer, besluttede jeg mig en dag for at spørge hende direkte:
“Mor, er du forelsket?”
Hun blev lidt forlegen, men benægtede det ikke:
“Ja, det er jeg. Han hedder Erik Mikkelsen, lidt ældre end mig. Vi har et seriøst forhold. Hvad synes du om det?”
Jeg trak på skuldrene:
“Hvis du er glad, så er jeg glad på dine vegne.”
Mor krammede mig, og hendes øjne lyste:
“Tak for din forståelse. Jeg vil gerne introducere jer.”
Snart mødtes vi. Erik Mikkelsen gjorde et godt indtryk på mig: kultiveret, opmærksom, respektfuld over for mor. De så virkelig lykkelige ud. Efterfølgende tilbragte mor mere og mere tid hos ham, og til sidst flyttede hun helt ind hos ham.
Jeg forberedte mig på universitetet og nød den pludselige frihed i vores to-værelses lejlighed. Men så kom der en samtale, der ændrede alt.
En aften kom mor ind til mig med et mystisk smil:
“Jeg har nyt til dig…”
Jeg gættede:
“Har Erik friet til dig?”
Hun nikkede:
“Ja, men der er mere. Vi venter et barn.”
Jeg var målløs:
“Mor, du er over 45! Det er super risikabelt. Er du sikker på det her?”
Hendes ansigt blev alvorligt:
“Vi har tænkt det igennem sammen. Jeg forstår din bekymring, men det er vores liv.”
I et følelsesudbrud sagde jeg:
“Hvad nu hvis noget går galt? Skal jeg så tage ansvar for barnet og bo sammen med din Erik?”
Mor blev bleg, og hendes stemme blev kold:
“Det havde jeg ikke forventet af dig. Hvis du ikke støtter mig, kan du flytte til din far. Jeg sælger lejligheden og sender dig halvdelen.”
Dagen efter prøvede jeg at tale med hende, men hun var fast besluttet:
“Der er ikke mere at snakke om.”
En uge senere flyttede jeg tilbage til min fødeby og ind til far. Han tog det roligt og delte mine tvivl om mors beslutning, men understregede, at det var hendes valg.
Mor holdt sit ord: en måned senere fik jeg min andel af salget. I brevet stod kun én sætning: “Jeg troede aldrig, du ville mig noget ondt.”
Der er gået to år nu. Mor har blokeret mit nummer, og alle forsøg på at kontakte hende er mislykkedes. Jeg aner ikke, hvordan graviditeten gik, eller om barnet blev født. Far viser ingen interesse i situationen. Det føles unaturligt at være så fremmedgjorte, men jeg ved ikke, hvordan vi skal genoprette kontakten. Jeg tør ikke dukke uanmeldt op, blot for at blive afvist igen…
