Vi kom tilbage til mormors hus… og der boede der allerede en anden familie.
Det var en af de morgener, hvor man vågner med en tung fornemmelse i brystet og ikke helt ved – var det en drøm eller en påmindelse? Jeg lå i sengen i en gennemblødt natkjole, selvom det altid er køligt i vores lejlighed i Aarhus om vinteren. Jeg drømte om mormor. Min afdøde mormor, Marie Nielsen, som jeg tilbragte de bedste sommerferier med i en lille by nær Silkeborg. Hun sad på en bænk ved kakkelovnen, hvor varmen syntes at trænge helt ind i knoglerne, og så på mig med en slags vemod og spurgte:
“Hvornår kommer du og besøger mig, skat? Har du helt glemt mig?”
Jeg vågnede med en klump i halsen. Skyldfølelsen sad som en vægt på mine skuldre. Jeg vendte mig mod min mand, som lå ved siden af mig, og sagde bestemt:
“Lasse, vi tager til landsbyen i dag. Til mormor. På kirkegården.”
Han blev selvfølgelig overrasket – det sneede kraftigt udenfor, og vejen var lang. Men han protesterede ikke. Vi pakkede hurtigt, smed en termokande, nogle smørrebrød og et tæppe i bilen. Det tog os næsten fire timer at nå frem – glat vej, dybe snedriver, men min længsel var så stor, at intet kunne stoppe mig.
Vi gik til fods til kirkegården – ingen stier, kun høje snefaner. Da vi nåede mormors grav, knugede det i mit hjerte: en falden birk lå tværs over gravstenen. Lasse og jeg brugte næsten en time på at rydde sne, fjerne grene og sætte alt i orden. Jeg tændte et stearinlys, sagde et stille farvel… og pludselig fik jeg en idé:
“Skal vi ikke lige køre forbi huset? Bare for at se, hvordan det ser ud. Det er jo stadig vores, mormor testamenterede det til os.”
Han nikkede. Vi havde ikke været der i over et år. Jeg forventede en oversneet have, frosne ruder og tomme vægge. Men det, vi så, fik os til at stivne: lys i vinduerne, røg fra skorstenen, og en ryddet sti til døren. Jeg bremsede hårdt op.
“Hvem mon det er…?” hviskede Lasse.
Vi vekslede et blik, steg ud og gik op til huset. Jeg bankede på. Døren blev åbnet efter et øjeblik. En ung kvinde stod på tersklen, og bag hende kiggede en lille pige på seks år frem.
“Hej!” sagde barnet med en lys stemme.
Lasse og jeg svarede automatisk. Kvinden, da hun hørte, hvem vi var, blev ildrød og begyndte at undskylde, mens hun bad os komme indenfor.
Indenfor var det lummervarmt, helt som i drømmen. Selv lugten af træ på ovnen mindede om min barndom. Vi satte os ned, og Natalia – sådan hed husets nye beboer – serverede te, småkager og begyndte at fortælle. For et år siden var hendes mand omkommet i en ulykke. Lejligheden, som de lige havde betalt ud, var nu hendes, men at klare sig alene med barnet blev umuligt. Hun besluttede at flytte til landsbyen hos sin tante. Men tante boede pludselig med en mand og kunne ikke tage dem ind. Så hun foreslog, at de skulle finde et tomt hus.
“Der er flere herude,” sagde Natalia. “Så tante nævnte jeres – hyggeligt, solidt, og hun sagde, I var gode mennesker. Måske kunne I finde en løsning.”
Hun lejede sin lejlighed ud og flyttede ind her. Et helt år havde hun passet huset, holdt haven i stand. Hun talte med sådan en blid oprigtighed, at jeg ikke vidste, om jeg skulle blive vred eller bare føle med hende.
Jeg så på Lasse. Han drak bare sin te, men hans blik sagde det samme som mit.
“Natalia,” sagde jeg, “der er ikke noget at diskutere. Bliv du bare boende. Men hvis vi en dag kommer forbi – må vi så sove på sofaen?”
Hun blev helt rød og fik tårer i øjnene:
“Selvfølgelig! Vi passer på alt. I er altid velkomne!”
Den lille pige, Sofie, smilede og spurgte:
“Men hvornår kommer I så?”
Jeg satte mig på hug foran hende, så ind i hendes klare øjne og svarede:
“Det er op til dig – hvornår skal vi komme?”
Hun tænkte sig om og udbrød så glad:
“I sommer! Når det er varmt!”
“Det er en aftale,” grinede Lasse.
Da vi kørte hjem, føltes mit hjerte let som en fjer. Jeg vidste, at mormor så os. At hun forstod. At det ikke var for ingenting, jeg var kommet. Og den nat drømte jeg om hende igen – vi gik sammen langs en skovsti, hun holdt mig under armen og fortalte noget blidt, men da jeg vågnede, kunne jeg ikke huske et ord. Kun hendes smil – så varmt som altid. Måske var hun glad. Glad for, at jeg havde besøgt hende, og for, at jeg lod Natalia og lille Sofie blive boende.
Siden den dag tror jeg på drømme.
