**Dagbogsnotat: Hvordan jeg fik min svigermor til at stoppe med uanmeldte besøg**
Da jeg giftede mig med Anders, troede jeg, det værste var overstået – brylluppet, flytningen, tilvænningen til et nyt liv. Men jeg kunne ikke forestille mig, at det sværeste i vores ægteskab ikke ville være hverdagen, regningerne eller personlighedsforskelligheder, men hans mor – Gerda Møller. En kvinde, der mente, det var hendes pligt at minde os hver dag om, at hun var den vigtigste person i sin søns liv.
I begyndelsen virkede det harmløst nok: Hun dukkede op i vores lejlighed i Aarhus “bare et øjeblik” for at bringe supper, komme med hjemmelavede frikadeller eller fortælle, hvor dårligt hun havde sovet. Men “et øjeblik” blev til timer, og besøgene gik fra et par gange om ugen til en daglig pligt. Jeg hørte dørklokken – og vidste, at freden var forbi. Gerda var kommet for at kontrollere, hvad jeg foretog mig.
Hun fornærmede mig ikke direkte. Tværtimod – hun fyldte mig med komplimenter, så insisterende, at det føltes som en stikpille. “Åh, Katrine laver sådan en lækker mad! En drøm til svigerdatter!” sagde hun ved enhver lejlighed, især når der var gæster. Og så tilføjede hun: “Men min egen suppe var altid lidt bedre… men hun lærer det nok.”
Det mest irriterende var ikke engang det. Det var, at hun dukkede op uden advarsel. Hun stod bare op om morgenen, tog bussen, kørte halvvejs gennem byen – og stod pludselig foran vores dør. Oftest, når vi havde gæster. Så startede Gertas teaterforestillinger. Hun kunne pludselig gribe sig til hjertet og klage over, at jeg ikke havde givet hende te. Eller hun begyndte at analysere, hvorfor håndklæderne i badeværelset var forkerte farver. Alt sammen foran mine veninder eller forældre.
Men det mest chokerende skete en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, og hun stod og viste mig, hvordan man “rigtigt vasker undertøj” – efter at have taget alt mit linned ud af skabet. Jeg har aldrig følt mig så ydmyget, ikke engang som teenager. Jeg ville synke i jorden. Men jeg sagde ingenting – Anders forbød mig at diskutere med hans mor og sagde, hun kun gjorde det “af ren kærlighed”.
“Hun passer på os!” sagde han. “Mor siger kun gode ting om dig. Hvorfor bliver du såret?”
“Gode ting?! Du hører kun halvdelen. Du ser ikke, hvordan hun opfører sig, når du ikke er her.”
Vi havde kun været gift i et år, men jeg følte mig ti år ældre. Skænderier, irritation, træthed. Jeg elskede min mand, så tanken om skilsmisse var uacceptabel. Men jeg kunne ikke holde mund længere.
Så skete der et mirakel: Gerda forelskede sig. Som tresårig mødte hun en enkemand og begyndte at ses med ham. Pludselig forsvandt hun fra vores lejlighed. Jeg skammede mig over, hvor lettet jeg følte. Men det varede ikke længe.
Snart annoncerede Gerda, at hun skulle giftes. Mine følelser var blandede: lettelse, men også bitterhed over, at hun fik sit liv på plads, mens jeg stadig måtte gå på listefødder i mit eget hjem. Så fik jeg en idé – hvis hun kunne dukke op hos mig uden invitation, kunne jeg gøre det samme.
Den dag, hendes forlovede var der, ringede jeg på hendes dør. Gerda åbnede, og før hun kunne sige noget, var jeg allerede inde i hendes lejlighed, som om det var mit andet hjem.
“Hej, Gerda, hvor hyggeligt du har det! Har du set, hvor fantastiske dine gardiner er? Dem må jeg også have. Og hvilken rengøringsmiddel bruger du? Alt skinner her!” pralede jeg, mens jeg gik fra værelse til værelse.
Jeg opførte mig præcis som hun plejede: gik ind på soveværelset uden at banke, nysgerrig efter hvad der lugtede i køkkenet, rettede på puderne. Og selvfølgelig sagde jeg, mens hendes forlovede var der:
“Vi ses for sjældent! Jeg burde komme forbi oftere – jeg elsker jo dig!”
Jeg så, hvordan hendes øje rystede, og irritationen byggede sig op. Hendes forlovede så forvirret på mig, men jeg fortsatte showet. Jeg blev til aften, helt uforstyrret. Gik som en dronning og efterlod kun en svag følelse af kaos.
Siden den dag dukkede Gerda aldrig op uden at ringe først. Anders var helt forvirret, da hans mor begyndte at afslå hans invitationer. Jeg trak bare på skuldrene:
“Måske er hun træt? Eller måske har hun forstået, at vi har vores eget liv.”
Nogle gange skal folk bare smage deres egen medicin for at forstå, hvor bitter den er.
