»Jeg har ikke tænkt mig at være tjener for andre mennesker, selvom de bærer af samme efternavn.«
Aftenen kom, efter en lang og trættende vagt på apoteket, og jeg slæbte mine fødder gennem opgangen, kun drømmende om en varm dusk, blød pyjamas og en kop te i stilhed. Men før jeg nåede at skifte tøv, ringede min mand. Jeg tog røret, og Artems stemme, fuldstændig rolig og uden en skygge af undskyldning, meddelte:
»Gør dig klar, Mette, vi får gæster i aften. Helle er kommet på besøg—hun bliver lidt tid!«
Mit hjerte sank. Det var ikke engang en anmodning, ikke en diskussion, bare en meddelelse som »du ejer ikke længere din egen tid.« Jeg stod målløs. Hvilken Helle? Hvorfor var der ikke nogen, der havde fortalt mig det? Ah ja—hans lillesøster, som jeg aldrig havde mødt og ikke engang havde skrevet med. Jeg kendte kun et par historier om hende—en pige fra Lollands landsbygade, i tiende klasse, angiveligt stille og flittig, »på landet lærer de jo bønderne at arbejde fra barnsben.« Men at høre om en person er én ting; det er noget helt andet, når denne person pludselig trænger ind i dit liv uden advarsel.
Da jeg kom hjem, stod Artem og sludrede med hende i køkkenet, som om intet var hændt. De drak allerede te, og Helle følte sig helt hjemme, som om det var hendes egen lejlighed. Efter aftensmaden begyndte hun nysgerrigt at udforske hjemmet—hun gik ind i hvert rum som på museum og standsede særligt ved vores soveværelse, som hun syntes var helt perfekt. Samme aften arrangerede hun en fotosession derinde, rodede i min makeup og prøvede endda flere af mine smykker. Jeg stod som naglet til gulvet.
»Helle, undskyld, men det her er mit private rum. Du går ind uden at spørge og røre ved mine ting. Det bryder jeg mig ikke om,« sagde jeg roligt men bestemt.
Hun kiggede ned, fnøs lidt og sagde: »Jeg vidste ikke, du ville blive såret… Jeg ville bare se, hvordan I bor.«
Jeg svarede ikke og gik i bad. Lige da jeg skulle til at sove, opdagede jeg, at der ikke var en eneste tepose tilbage—de havde drukket det hele sammen. Så nu havde jeg hverken te, fred eller forståelse. Og inden sengetid tilføjede min mand: »Tænk lige over, hvad vi skal lave med Helle i weekenden. Hun vil da kede sig uden selskab!«
Jeg kunne knap holde mig selv tilbage. Hvorfor i alverden skulle jeg ændre mine planer for en pige, jeg først lige havde mødt? Jeg havde planlagt at mødes med en veninde, som jeg ikke havde set i næsten et år—shopping, frokost, en gadevandring. Skulle det hele aflyses for en teenagepige, som hendes egen mor ikke engang havde ledsaget?
Næste morgen, da jeg lige tænkte på morgenmad, stod Helle allerede klar—sminket, i glimmerjeans og med telefonen i hånden. »Nå, skal vi af sted? Jeg vil gerne i shoppingcenteret, og måske bagefter på restaurant?«
Jeg så på hende og svarede roligt: »Hør her, Helle, du har en telefon med GPS. Her er en ekstra nøgle—gå hvor det passer dig. Men vær så venlig ikke at forstyrre mig.«
»Hvad?!« Hun gabede af forbløffelse. »Jeg troede da, du og min bror ville hjælpe mig. Jeg har ingen penge—mor gav mig ikke noget, jeg regnede med jer…«
»Man kan sagtens gå en tur i byen uden penge. Og hvis du bliver sulten, ved du, hvor kølesentre er. Kom tilbage her.«
Der blev stille. Hun satte sig i køkkenet og så ud, som om hele verden havde forurettet hende. Men jeg tog af sted til shoppingcenteret—for jeg ville ikke længere føle mig som en fremmed i mit eget hjem.
Om aftenen dukkede hele familien op. Først fattede jeg ikke, hvad der foregik, indtil de begyndte at bombardere mig med spørgsmål: Hvorfor havde jeg såret den stakkels pige? Hvorfor nægtede jeg at give hende penge? Hvorfor var jeg så egoistisk? Ingen lod mig få et ord indført. Alle råbte. Helle sad i det andet værelse og spillede offeret, som om jeg på en eller anden måde havde ydmyget hende.
Jeg lyttede til dem alle og sagde så: »Jeg er ingen tjener. Jeg skylder ingen noget. Helle er ikke min familie. Jeg inviterede hende ikke. De penge jeg tjener, er allerede stramme nok. Hvis I ondes så med jeres niece, så saml jer sammen som familie og betal hendes tur.«
Artem tav. Først sent på aftenen, da alle var kørt, sagde han stille: »Du har ret… Jeg ville bare ikke skændes med familien.«
Og det var historien. Jeg er ikke egoist. Jeg er bare en kvinde, der ønsker respekt. Og hvis nogen tror, at »familie« er en fribillet til gratis service, så bør de måske først kigge i spejlet og spørge sig selv, hvor hensigtsmæssigt det er at trænge ind i andre menneskers liv uden invitation.
