»Hvad gemmer du i køleskabet?«: Historien om, hvordan jeg overvejede et lås på døren, fordi min mand åd alt
Jeg havde aldrig troet, jeg skulle høre nogen sige: »Du burde sætte et lås på dit køleskab.« Først lo jeg – et lås? Det er jo bare mad! Det lød som en joke. Indtil jeg en dag i supermarkedet så plastiklåser designet til at lukke køleskabe. Pludselig gik det op for mig: det kunne være min redning. Jeg hedder Mette, og jeg er træt… træt af, at min mand spiser alt. Al mad. Uden at efterlade en smule.
Jens er min mand. Da vi lige var begyndt at date, troede jeg bare, han havde en god appetit. Ja, han elsker at spise, men hvad så? Jeg nød at lave mad til ham, for så at se ham nyde det. Dengang syntes jeg, det var en måde at vise kærlighed på. Nu føles det som ren egoisme.
Med tiden blev det uudholdeligt. Jeg kommer hjem fra arbejde – køleskabet er tomt. I går aftes var det proppet: suppe, kød, tilbehør, hjemmebagt brød. I dag? Kun tomme beholdere, beskidte tallerkener og små fedtede fingeraftryk på døren. Og ikke en skyldfølelse i sigte. Jens spørger aldrig, om han må tage noget. Han tænker ikke på, om jeg også skulle have noget. Åbner bare køleskabet – og æder alt.
Det værste er, at jeg er begyndt at gemme mad. Ja, som et barn! Jeg gemmer oste bag gryder, lader yoghurten stå ude på altanen i en pose, gemmer min yndlingskylling længst inde… Han finder det alligevel. Som om han har en jagthunds næse. En gang så jeg endda, hvordan han varmede min gemte portion op og spiste den med velbehag. Og efterlod den beskidte tallerken på bordet.
Da jeg klagede over det til min veninde, grinede hun bare:
»Så har han da i det mindste god appetit! Vær glad for, at han kan lide din mad.«
Ja, det smager godt. Men jeg er også et menneske! Nogle gange vil jeg bare åbne en beholder, sætte mig med en kop te og spise i fred. Men hver gang bliver jeg overhalet. Af min mand.
Engang købte jeg specifikt ingredienser til min ældste søns yndlingsret – flæskestegssandwich. Jeg bagte brødet fra bunden, stegte flæsket, og gemte halvdelen til ham, når han kom hjem fra skole. Da vi kom ind ad døren, var den væk. Jens havde spist det hele. Alene. På en time.
Min søn begyndte at græde. Jeg kunne ikke holde det ud og råbte af Jens for første gang. Han trak bare på skuldrene:
»Jeg havde lyst til det. Hvad så?«
Jens har, må man sige, det rette udseende til det – en lille mave, rundt ansigt, og en evig lyd af forstoppelse. I sin unghed trænede han, men nu er det bare sofaen og snacks. Da jeg sagde, det var usundt at spise så meget, blev han fornærmet. Da jeg foreslog, han kunne tabe sig, svarede han, at han elskede sig selv, som han var.
Jeg sparer, køber tilbudsvarer, og alligevel bliver alt fortæret på en dag. Budgettet knækker. Jeg bruger halvdelen af min løn på mad. Og ham? Han mener, det er min opgave. Hans job er bare at spise.
Engang sprængte mit tålmod:
»Hvis du spiser for tre, kunne du i det mindste betale for det. Køb selv ind. Bare en enkelt uge.«
Han så på mig, som om jeg havde bedt ham sælge en nyre.
»Skal jeg nu også fodre hele familien?« protesterede han. »Vi er en familie, og du kommer med krav.«
Der gik det op for mig – det handler ikke om mad. Det handler om respekt. Eller rettere, mangel på samme. Hvis han synes, det er helt fint at tømme køleskabet uden at efterlade et æble til børnene, tænker han kun på sig selv. Det gør ondt.
Børnene har også lagt mærke til, at de kun får »skrald«, når far er færdig. Da jeg lavede saft og gemte en flaske i skabet, sagde min søn: »Mor, du gemmer mad fra far, ligesom i en tegnefilm.« Det gjorde ondt. Fordi det var sandt.
Jeg vil ikke gøre hjemmet til en krigszone. Men hvis det ikke ændrer sig, bliver jeg nødt til at sætte det forbandede lås på. Eller… bare stille et ultimatum.
For jeg er ikke en catering-service. Eller en tjener. Jeg er en hustru. En mor. Og fortjener også at blive respekteret. Selv i de små ting. Selv når det bare handler om en almindelig aftensmad.
