Min svigermor afviser mig, men det er min datter, der lider. Hvor er retfærdigheden?
Jeg ser mig omkring blandt mine bekendte og forstår: Få af mine veninder har varme forhold til deres svigermødre. Hos mig er det endnu værre – vores forhold er ikke bare anspændte, de er som et bundløst, iskaldt hul. Jeg kan acceptere, at hun ikke kan udstå mig, men hvordan forklarer man, at denne afsky også rammer min datter – hendes eneste barnebarn? Det gør ondt dybt i min sjæl, og jeg kan ikke finde en smule logik i det.
For at være ærlig har jeg heller ikke varme følelser for hende. Vi skændes ikke åbent, laver ikke scener – vi undgår bare hinanden, som to skygger, der glider i hver vores verden. Hun viser ingen interesse for vores liv, ringer kun til sin søn, min mand, og til mig kun i sjældne tilfælde, når han ikke svarer. I disse øjeblikke lyder hendes stemme kølig, hun spørger kun om ham, uden at bekymre sig om, hvordan det går med sit barnebarn. Det er som en kniv i hjertet – kold og hensynsløs.
For tre måneder siden fik jeg min datter. Siden da har min svigermor, lad os kalde hende Gerda Nielsen, kun besøgt os tre gange, selvom hun bor blot en times kørsel væk i en lille by ved navn Grenå. Første besøg var dagen efter fødslen. Hun kom, sagde et hurtigt “tillykke”, sad i femten minutter og gik igen med undskyldningen om “vigtige ærinder.” Hun rørte ikke engang babyen, fordi hun var bange for at gøre noget forkert. Jeg stod målløs. Kan en kvinde, der selv har født og opdraget en søn, virkelig være så ligeglad med sit første barnebarn? Trækker det ikke i hende at holde den lille tæt, at føle varmen fra dette lille mirakel?
En måned senere bad hun pludselig om billeder. Min mand sendte dem loyalt, men Gerda kom ikke forbi. Hun sendte i stedet beskeder fulde af begejstring: hvilken smuk og sød lille pige vi havde. Hun lovede højt og helligt, at hun elskede sit barnebarn og drømte om at se hende. Men ord er bare vind, der bærer hendes løgn væk.
For nylig var det Gerdas fødselsdag. Selvfølgelig blev vi inviteret – formaliteter skal overholdes. Den aften tog hun babyen i armene, men kun et øjeblik – for at tage et billede til hendes samling af falsk lykke. Så gav hun hende tilbage med ordene: “Tag hende hurtigt, jeg kan ikke klare det.” Jeg kunne knap trække vejret af vrede. Det kogte i mig som en storm klar til at rive alt med sig. Hvordan kan man være så følelseskold?
Jeg kom hjem knust, med en klump i halsen og tomhed indeni. Senere så jeg, at hun havde lagt det billede op på sociale medier med teksten: “Med mit elskede barnebarn.” Hypen kendte ingen grænser! Jeg stirrede på skærmen, og tårerne brændte – af sorg, af magtesløshed.
Det varede længe, før jeg kom mig. Når jeg mødtes med veninderne, udgød jeg min smerte for dem. Nogle rystede på hovedet og sagde, at en normal bedstemor ikke opfører sig sådan – det er simpelthen forkasteligt. Andre forsøgte at undskylde hende: babyen er jo så lille, og Gerda er ikke ung længere, måske er hun virkelig bange for at skade den lille. Men deres ord kunne ikke dæmpe den hylende følelse af uretfærdighed i mit bryst. Hvor er retfærdigheden, når min uskyldige datter bliver gidsel i denne ligegyldighed?
