Det første indtryk
»Mor, mød nu Freja,« sagde Erik lidt forlegen og præsenterede pigen, han var kommet hjem med sent om aftenen.
»Godaften,« svarede Helle og så misbilligende på den uventede gæst. »Hvor heldigt I valgte tidspunktet til at mødes! Klokken er næsten midnat…«
»Jeg sagde til Erik, at det var for sent,« skyndte pigen sig at sige. »Men lytter han? Han er så stædig!«
»Sådan en dygtig en,« tænkte Helle ved sig selv. »Fjernede skylden fra sig selv og satte ham i et dårligt lys. Ubehagelig type.«
»Nå, kom ind,« inviterede moren og forsvandt uden et ord videre ind i soveværelset.
Hvad skulle hun ellers gøre? Smide sin eneste søn ud af huset? Midt om natten! Og på grund af en eller anden underlig tøs! Vil de bo sammen? Lad dem. En mors rolle er at beskytte sin søn og åbne hans øjne. Og Helle ville gøre det hurtigt. Så skulle Erik nok sende sin kæreste hjemuden at tøve! Han ville endda være lettet over at være fri af hende!
Helle lå vågen hele natten og tænkte på en plan for at få Freja smidt ud af lejligheden.
Nej, hun havde ikke noget imod, at Erik giftede sig. Drengen var allerede 30 – klar til et familieliv.
Men ikke med hende!
For det første var hun tydeligt yngre. Det betød, hun havde hovedet fuld af dumheder.
Hvilken slags hustru kunne hun blive? En mor? En husmoder?
For det andet talte hendes moralske væsen for sig selv: hun dukkede op i en fremmed lejlighed om natten og undskyldte ikke engang! I stedet anklagede hun Helles elskede søn for gud ved hvad…
Og så blev hun endda over natten!
Var det første gang for hende, eller var det normalt?
For det tredje. Helle kunne bare ikke lide hende!
Så Erik ville også komme til at føle det samme.
Hvorfor spilde tid på hende?
Men planen blev overflødig.
Freja gav Helle masser af chancer til at sætte tingene på plads.
Den første advarsel kom allerede næste morgen.
Freja gik i bad og blev der i næsten en time.
Erik løb hjælpeløst rundt i lejligheden hele tiden.
Han løb og blev mere og mere irriteret.
»Hvad er der, skat?« spurgte Helle blidt, for blidt. »Pigen gør sig fin, vil gerne imponere dig…«
»Men jeg skal på arbejde!«
»Så bank på og fortæl hende, at hun ikke er alene i lejligheden,« foreslog moren.
»Det er pinligt,« svarede Erik. »Jeg snakker med hende senere. Men mor, bliver du ikke forsinket?«
»Mig? Nej. Jeg har været klar længe. Jeg har bagt pandekager. Kom og spis.«
»Jeg har ikke vasket mig endnu!«
»Det gør ikke noget. Gør det bagefter. Men mens du venter – spar ikke på tiden – få noget ordentligt at spise. Du skal jo arbejde hele dagen.«
Erik satte sig til bordet.
Lige da kom Freja ud af badeværelset med et håndklæde om håret.
Hun var ren fortryllelse!
»Endelig!« udbrød Erik og skyndte sig hen til det duggede spejl…
Hurtigt vaskede han sig, barberede sig, slugte den mindste pandekage og råbte, mens han løb ud ad døren:
»Vi ses i aften! Jeg håber, I kommer godt ud af det sammen.«
»Erik!« kaldte Freja efter ham. »Vi skulle da hente mine ting i dag.«
»Det gør vi. I aften. Sid ikke og kedsom dig!« lød det allerede fra opgangen.
Helle rejste sig, gik ud i entrén, lukkede døren efter sin søn, vendte sig mod Freja og spurgte direkte:
»Skammer du dig ikke?«
»Nej,« smilede pigen. »Skulle jeg?«
»Erik kommer for sent på arbejde på grund af dig!«
»Det gør han ikke. Han tager nok en taxa. Bare rolig, det løser sig.«
»Uanset hvad, så husk: du er ikke alene her. Hvis du vil bruge en time i brusekabinen om morgenen, så stå tidligere op. Det er godt, det er min fridag i dag.«
»Det gør jeg ikke igen,« sagde Freja simpelthen. »Undskyld.«
Helle blev lidt forvirret. Hun havde håbet på en skandale. Men i stedet…
»Nå ja,« mumlede hun utilfreds og gik mod badeværelset.
Først lagde hun mærke til tandpastatuben. Den var åbnet, selvom den gamle, ikke helt opbrugte, stadig lå der.
»Freja, hvorfor åbnede du den nye tandpasta?«
»Jeg kan bedre lide den her…«
»Jeg håber, du tager din egen med! Og din egen shampoo?!«
»Selvfølgelig, Helle…«
»Og håndklæder!«
»Jeg tager dem med…«
Lige meget hvordan Helle prøvede at starte en skænderi, Freja gav hende ikke en chance. Hun var enig i alt, nikkede adlydigt og »huskede« alle sine fremtidige pligter.
Til sidst blev Helle træt af at finde på små grunde til konflikt og besluttede at gå lige på.
»Hvorfor kom du her?«
»Erik og jeg elsker hinanden…«
»Selvfølgelig elsker du en dreng som ham! Men hvad fandt han dog i dig?«
»Det har jeg ikke spurgt ham om…«
»Hvem er dine forældre?«
»Min mor arbejder på en fabrik. Hun er symaskineoperatør.«
»Og din far?«
»Jeg har aldrig mødt ham.«
»Nå, jeg forstår. Uden far. Og hvordan skal du være en god hustru for min søn?«
»Jeg vil gøre mit bedste…«
»Ligemeget hvordan du prøver, lille pige, det kommer ikke til at lykkes. Min søn elsker dig ikke. Han tror bare, han gør! Jeg kender ham! Og han gifter sig aldrig med dig! Hvorfor skulle han? Du siger jo ja til alt.«
»Han elsker mig,« Frejas stemme dirrede. »Jeg er sikker.«
»Det er du ikke. Tror du, du er den første?«
»Det tror jeg ikke… Men det betyder heller ikke noget…«
»Betyder ikke noget? Han keder sig med dig om en uge! Du er ikke hans ligemand! Intellekt! Har du hørt om det?«
»Jo. Men det hører ikke hjemme her.«
»Hvorfor ikke?«
»Jeg har en universitetsuddannelse.«
»Og hvad så? Kort sagt, lille pige, du burde gå hjem. Du hører ikke til her. Jeg har brugt hele dagen på at forklare det, og du forstår det stadig ikke.«
»Okay, jeg går. Men hvad vil du sige til Erik? Han bliver ikke glad.«
»Det skal du ikke bekymre dig om! Gå nu, og kom ikke tilbage. Du erHun vaklede hen til sofaen og sank ned i den, mens tårerne endelig brød igennem – ikke af sorg, men af ren og skær frustration over, at hun havde tabt en kamp, hun ikke engang vidste, hun kæmpede.
