Den gamle mand var ved at gå… Konen vidste det, følte det i hele sin sjæl, der havde vokset fast til ham.
Hun tog det roligt, i hvert fald udadtil. Indeni var hun bange, selvom hun vidste, hun ikke ville leve længe efter ham. Hvordan skulle hun klare det? Hvordan leve uden Asger, hendes kære, trofaste, men nu så fjærne mand? Hun længtes efter sne, hvad med dig? Hvem sagde, at følelser kølned med tiden? Er det noget, I lærde skriver i jeres bøger? Tro det ikke – intet kølned! Sjælen farer stadig som en fugl ved lyden af en elsket stemme. Det er ikke noget at spøge med – et helt liv sammen, tres år, hvad skal man sige?
De var vokset så tæt sammen, flettet ind i hinanden, som to træer, der deler rod. Hun kunne ikke være et øjeblik uden ham. Hvordan skulle hun sende ham afsted alene? Hvordan skulle hun blive her alene? Og hvorfor? Hvad var der at leve for? Uden Asger var der intet liv.
Sådan tænkte den gamle kone, mens hun gik igennem en gammel kiste og delte tingene i tre bunker. Denne til børnene, til erindringen. Lad dem huske deres far. Denne til naboerne. Og den lille bunke – den beholdte hun selv, så hun kunne mindes Asger, indtil hun selv skulle følge efter.
– Liiiise, Liiiise… – den gamle kone hørte mandens svage stemme. – Liiiise!
– Jeg kommer, jeg kommer, min skat! – Hun rettede på sit forklæde og skyndte sig hen til ham. – Er du vågen, Asger? Skal jeg lave pandekager til dig? Vil du have pandekager?
– Liiiise… – kaldte han mat, stirrede blindt mod loftet. – Liiiise…
– Jeg er her, min søde, jeg er her… – Hun tog hans hånd, engang stor som en spade, nu indskrumpet og furugrenet, ligesom hendes egen. – Hvad er der, min skat? Jeg er hos dig!
– Liiiise… forladelse… forlad mig, Lise…
– Åh, min søde, hvad er der dog?
– Jeg elskede dig ikke… – hans stemme var kun en hvisken. – Dum… dumt… hvis jeg kunne vende tilbage, ville det være anderledes, Lise…
– Åh, stil dig nu. Selvfølgelig elskede du mig, på din egen måde. Ellers havde vi da ikke levet sammen i tres år!
– Liiiise… børnene…
– De kommer, Asger, de kommer. Jeg sendte en telegram – eller nej, det var Nina fra posthuset, hun skrev til Mikkel, Thor, Søren og Lillian. De er her til aften. Sov lidt, min skat, så skal jeg lave suppe til dig…
– Nej… – han rystede svagt på hovedet. – Bliv her. Hold min hånd. Forlad mig, Lise…
– Jeg har aldrig været vred, Asger. Det er mig, der skal bede om forladelse. Måske skulle jeg ikke have hængt på dig som en mide… måske ville dit liv have været anderledes, min skat…
– Nej, Lise… – han rystede på hovedet igen. – Det var skæbnen…
En tåre trillede ud af øjenkrogen og forsvandt i rynkerne på hans bøgfarvede hud.
Om aftenen ankom børnene, selv nu gamle næsten.
Den gamle kone iagttog dem. Mikkel, den ældste, helt hvidhåret. Vellidt og statelig, sådan havde han altid været. Hun var næsten bange for ham – Mikkel var professor, en lærd mand, boende i København.
– Mikkel, min dreng, helt grå alligevel!
– Åh, mor, årene tager deres. Jeg er jo bedstefar, husker du ikke? Du er jo oldemor nu.
– Jo, jo, selvfølgelig! Se, der er billederne – Tanja, din Tanja, hun sendte dem, under glasset, jeg gemmer dem alle.
Til venstre var det gamle glas, med billeder af dem alle, både børn og forældre. Hendes onkel Ejnar, lillebroren Flemming, der ikke kom hjem fra krigen – ingen brev, ingen grav.
– Så du skal ikke skrive os af endnu, Mikkel!
– Det gør jeg heller ikke, mor. Lev længe! Så længe I er her, føler vi os selv som børn…
Thor, den mellemste, spurgte: – Far, hvad med en tur på fiskeri?
– Mor, må vi?
– Selvfølgelig! – Hun smilede.
Søren, den yngste, stadig frisk og solbrændt, sagde: – Far, kom nu, nok med at ligge der!
Han arbejdede på et skib, sejlede til fjerneste lande og sendte altid gaver hjem. Men de gamle brugte dem sjældent – alt blev gemt til en “værre tid”.
Den eneste undtagelse var fjernsynet – et japansk farve-TV. Hele landsbyen kom forbi om vinteren, når der var film efter “Aktuelt”. Og så diskuterede de længe bagefter.
Den gamle mand smilede svagt. Søren var altid hans yndling – lige så livlig og munter som han selv havde været.
– Søren, min dreng… Mikkel, Thor… Hvor er Lillian?
– Her er jeg, far. – Den lille, spinkle kvinde trådte frem, lignende sin mor som en dråbe vand.
– Lillian… forlad mig, mine børn…
– Far, hold nu op!
– Takket være jer og mor blev vi til noget. Vores børn fik en fremtid, fordi I plantedet det rette i dem. Kom nu, rejs dig! Thor siger, vi skal lave taget på badestuen, og Lillian og mor skal nok lave frikadeller. Og efter badet tager vi en snaps, hva’?
Den gamle mand smilede varmt.
Han havde levet et langt liv. Hele livet bebrejdede han sig selv for at have levet med en kvinde, han ikke elskede. Han turde ikke gå til den anden – den virkelig elskede. Så han trådte tidløst uden for hendes vinduer. Røg ti poser tobak. Ventede under popplen.
Hvad ventede han på? Måske tænkte han, hun selv ville gætte det og komme ud, tage hans hånd.
De havde udvekslet blikke til festerne, siddet tæt – og hans hjerte bankede! Hvorfor turde han ikke? Han fulgte hende aldrig hjem, selvom hun så og så på ham…
Og så kom der en anden, en dristig en, der dansede med hende, fulgte hende hjem og giftede sig med hende.
Asger var også til det bryllup. Bruden sad så trist og så kun på ham.
Åh, han tænkte altid: Jeg burde have stjålet hende, taget hende med. I stedet drak han sig fuld med Vagn, sin bedste ven, og de sloges. Bagefter kunne de ikke engang huske hvorfor.
Han og Vagn blev forsonet. Men han mistede sin kærlighed.
Så giftede han sig med Lise, fordi hun så på ham som om han var et mirakel. Hun vidste, han ikke elskede hende.
– **Lise** smiled through her tears and squeezed his hand gently, whispering, “Jeg har altid vidst det, min kære, men tak for at sige det til sidst.”
(*Note: The final Danish sentence ties together the emotional climax while staying true to the original’s bittersweet tone.*)
