»Bedre en sådan far end ingen overhovedet« – det er min ekssvigermors holdning.
»Et barn skal vide, hvem sin far er!« insisterer min ekssvigermor, Gerda Møller. »Du blev skilt fra min søn, ja. Men er han stoppet med at være far? Det kan ingen tage fra ham. Man kan ikke frarøve et barn muligheden for at kende sin far. Måske er han ikke perfekt – men bedre en sådan far end slet ingen!«
Jeg lytter, og mit hjerte knuges af smerte og forvirring. Mikkel og jeg blev skilt for halvandet år siden. Vi var gift i næsten syv år. Det startede som et eventyr: romantik, ægteskab, og så fødslen af vores søn. Men virkeligheden fjernede hurtigt illussionerne.
Først ignorerede jeg det – han drak en aften, han kom sent hjem. Så blev det værre: fester, løgne, beskedkontakter med andre kvinder, »venner« med tvivlsomme vaner. Og midt i alt dette vores barn. Jeg prøvede at redde vores ægteskab. Diskussioner, skænderier, terapi, hjertelige snakke – alt blev prøvet. Jeg holdt endda ud, når han påstod, at jeg gjorde hans liv svært. Til sidst kunne jeg ikke mere. Vi blev skilt.
Vores søn, Emil, var fem et halvt år. Jeg lejede en lejlighed, fandt et arbejde, og Emil startede i skole. Vi lærte at klare os alene. Jeg forhindrede ikke Gerda i at se sit barnebarn – tværtimod, hun har altid været god mod mig. Hun hjalp, når hun kunne: passede Emil eller lånte mig penge. Hun er et varmt og anstændigt menneske. Men hun har én svaghed – hun ignorerer alt, hvad der angår hendes egen søn.
Efter skilsmissen ændrede Mikkel ikke sin tilværelse. Han drak som før, holdt ikke jobs længe, og brugte sine aftenener i barer. Han levede af hans mors pension og tilfældige arbejder. Men pludselig, efter et år, »opdagede« han, at han havde en søn.
Da vi boede sammen, lagde Mikkel knap nok mærke til Emil. Nu kræver han møder, vil »genoprette kontakten«. Men jeg ved, hvordan han møder op – fuld, lurvet, med trætte øjne. Hvad kan han give sin søn? Han har ikke engang penge til is, og hans lejlighed ligner et huleboerhjem.
»Lad ham i det mindste besøge Emil i legeparken!« overtaler Gerda mig. »Du er der jo. Han kommer frivilligt, viser interesse. Det betyder noget for Emil…«
Jeg ved, hun håber, at Mikkel vil blive bedre af at se sin søn. Måske kan Emil vække hans farsfølelser, få ham til at tage sig sammen. Hvad nu, hvis det virker?
Men jeg kender Mikkel. Han vil ikke ændre sig. Han er blot træt af sig selv og vil føle sig mindre værdiløs. Selvom mit hjerte skriger: »Luk ham ikke ind!«, spørger min hjerne: Er det virkelig bedre, at Emil vokser op uden at kende sin far? Selvom han er en fiasko. Selvom han drikker. Men han er der. Rå. Ægte.
Hvad hvis Emil en dag spørger: »Hvor er min far? Hvorfor elsker han mig ikke? Hvorfor kender jeg ham ikke?« Skal jeg sige, at jeg holdt ham væk? At jeg besluttede, at ingen far var bedre end en dårlig en?
Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt. På den ene side frygter jeg at overlade Emil til en mand, der ikke kan være ædru eller ansvarlig. På den anden side vil jeg ikke have, at han vokser op uden svaret. At han en dag beskylder mig for at gemme en del af sandheden. For selv en dårlig far er stadig en far. Blod, gener, efternavn.
Ja, jeg er vred på Mikkel. For alt, han har gjort mod os. For at svigte vores familie. Men jeg kan ikke tvinge Emil til at hade ham. Det er ikke min ret. Han må selv dømme, når han bliver ældre.
Men lige nu… Jeg siger måske ja til et møde. Kun under én betingning – under min opsyn. Uden spiritus, løgne eller hykleri. Bare en chance for at lade min søn se sin far. Bare en gang imellem. Bare et øjeblik. Måske.
Måske har Gerda ret. Måske er en dårlig far bedre end ingen. For selv smerte fører til forståelse. Og forståelse giver visdom og styrke. Den styrke, der en dag kan holde min søn fra at gentage sin fars vej.
Og hvis jeg kan beskytte ham mod det – så ved jeg, at jeg gjorde det rigtige.
