Jeg er niogtres år gammel. Jeg bor i en gammel to-værelses lejlighed i udkanten af Aarhus. I flere år er jeg vågnet og faldet i søvn med en knugende fornemmelse i brystet. Det er ikke ensomhed – nej, for bag den tynde væg sover min søn. Men hver aften frygter jeg, at han igen kommer hjem beruset, begynder at råbe, kræve penge og beskylde mig for alle hans problemer. Og jeg ved, han har ret. Han har al ret til at være vred. For alle disse problemer er delvist mine.
Min søn, Morten, er femogfyrre. Han har været gift to gange og har haft to seriøse forhold. Ingen af kvinderne accepterede jeg. Jeg var en mor, der oprigtigt troede, jeg vidste, hvad der var bedst for ham. Hvad kunne være vigtigere end en mors instinkt? Jeg troede, jeg beskyttede ham mod fejltrin, ulykkelige ægteskaber og smerte. Men nu ser jeg, at det ikke var ham, jeg beskyttede – det var min egen stolthed.
Hans første kone, Mette, var en landpige. De giftede sig som studerende, unge og forelskede. Men jeg besluttede med det samme: hun passede ikke til ham. For simpel, for nem. Jeg lod dem ikke flytte ind, så de måtte bo i en lille studiebolig. Jeg blandede mig konstant, dryssede giftige bemærkninger. Til sidst blev de skilt. Han kom hjem til mig – knust, nedbrudt. Og jeg følte mig som en vinder.
År gik. Så mødte han Trine – en lys, rolig og god kvinde. Hun var troende, gik i kirke og drømte om et kirkeligt bryllup. Men jeg… Jeg kunne igen ikke holde mig tilbage. Grin, ironi, skarpe kommentarer. Jeg troede, hun ville “trække” ham ind i sin religiøse verden. Jeg ødelagde også dette forhold.
Så kom Lærke – en forældreløs pige. Dengang læste min søn til anden uddannelse og havde fremtiden foran sig. Men hun kom fra ingenting. Jeg var sikker på, hun kun var interesseret i hans succes. Så jeg blandede mig igen. Og igen ødelagde jeg alt med mine egne hænder.
Da jeg indså, at “den perfekte svigerdatter” nok ikke fandtes, prøvede jeg selv at finde én. Jeg fandt en pige fra en “anstændig” familie, med penge og en fin uddannelse. De begyndte at planlægge bryllup. Men en måned senere droppede han alt. Han kom hjem midt på dagen, smed nøglerne på bordet og sagde: “Jeg gider ikke længere leve efter dine regler.”
Siden da er han gået ned ad bakke. Først sad han bare, så begyndte han at drikke. Nu drikker han hver dag. Nogle gange alene, andre gange med arbejdsløse venner. Han tager mine pensionpenge, arbejder engang imellem, men bruger alt på spiritus. Lejligheden stinker og er altid beskidt. Og jeg skammer mig over naboerne.
Jeg ser mig selv i spejlet og spørger: hvor gik det galt? Hvorfor gav jeg ham, som jeg opdragede alene, ikke støtte men kun savn? Hvorfor blev min kærlighed til ødelæggelse?
Hans ekser? De har alle fået et godt liv. Mette er gift, har to børn, et hus og et arbejde. Trine synger i kirkekor og har en mand, der elsker hende. Lærke skal snart giftes, bor i Odense, og på de billeder min søster smugler frem til mig, smiler hun lykkeligt.
Og jeg… Jeg er bange for lydene i opgangen. Bange for, at han igen kommer hjem i raseri. Bange for at bevæge mig om natten – hvad nu hvis han vågner? Jeg er en gammel, syg, ensom kvinde, der gav min søn alt – men i virkeligheden tog jeg alt fra ham.
Hvis bare jeg kunne vende tiden tilbage… Jeg ville ikke blande mig. Ikke presse ham. Jeg ville bare holde om ham og sige: “Vær lykkelig, min dreng, på din egen måde. Jeg er her.” Men nu er det for early. Nu beder jeg bare Gud om styrken til at overleve de år, der er tilbage.
Lad min historie være en advarsel. Tag ikke jeres børns vinger. Byg ikke deres liv for dem. Elsk dem – og slip dem. Kun så kan de virkelig flyve.
