Jeg opdrager min barnebarn alene og kan ikke klare det mere. Jeg er bange for, at hun vil gå ned ad Patriks kælder og ende i et børnehjem…
Livet kan være hårdt og lægligger en byrde på én enkelt persons skuldre, der er svært at bære alene. Mit navn er Grethe Mikkelsen, og jeg har alene opdragelsen af min barnebarn, Freja, i over ti år. Nu er hun 16 år, og jeg føler mere og mere, at jeg mister kontrollen. Frygten for hendes fremtid giver mig ikke ro: Jeg er bange for, at hun falder i med de forkerte og ender med at miste alt.
Min søn, Lars, giftede sig, da han var 22. Hans ægteskab med Mette varede kun to år, men i den tid blev min elskede Freja født. Desværre endte deres ægteskab i smerte: Mette bedrog Lars lige i deres eget hjem. Efter skilsmissen tog hun den 1-årige Freja med sig.
Lars kunne ikke acceptere at miste sin datter. Han besøgte hende hver dag, bøger med gaver, tøj, tog hende med i Dyrehaven og til lægetjek. Samtidig fortsatte Mette med at have travlt med sit eget liv og lod barnet være hos Lars. Alligevel krævede hun børnepenge, påstående, at hun ikke kunne forsørge Freja uden hjælp. Lars betalte, selvom han vidste, pengene ikke blev brugt på Freja, blot for at undgå konflikter og give sin datter stabilitet.
En lørdag bragte Mette Freja til os og sagde, hun ville hente hende mandag. Men mandag kom og gik – ligesom tirsdag. Lars ringte igen og igen, men ingen svarede. Efter en uge dukkede Mette op: Hun havde fået job som kok på en café med nattedvagter og bad om, at Freja kunne blive boende hos os, indtil hun fandt noget bedre.
Mändernes gik, så årene. Freja blev hos os. Mette ringede seldehylle besøgte, omend endnu sjældnere. Økonomisk støtte fra hende? Ikke en krone. Børnepengene gik stadig til hende, men Freja så dem aldrig. Lars ville ikke gå til retten af frygt for, at Mette ville tage Freja tilbage, og han ville ikke have sin datter voksede op midt i hendes kaotiske liv.
Nu er Freja 16, og problemerne vælder ind. Lars begyndte at drikke for meget, hans interesse for at opdrage sin datter forsvandt. Han forsøgte at finde kærligheden, flyttede sammen med to forskellige kvinder, men kom altid tilbage med tomme hænder. Resultatet? Det meste af ansvaret for Freja faldt på mig.
Økonomien bliver værre. Min pension og handicapydelse dækker knap nok medicin- og madudgifter. Lars betaler stadig børnepenge til Mette, selvom Freja bor hos os. Da jeg prøvede at tale med Mette om at overføre pengene til Frejas behov, truede hun med at tage hende til sig. Jeg kan ikke risikere det, så jeg må give op.
Det værste er Frejas adfærd. Klassenlæreren klager over hendes fravær, konflikter med lærerne, manglende interesse for skolen. Jeg har flere gange lugtet af hende. Vores samtaler fører ikke til noget: Hun lukker sig inde, bliver aggressiv. Jeg er bange for, at hun ender i dårligt selskab og laver fejl, der øändern hende.
Jeg kan ikke blive officielt forældremynddig due til min alder og den svækkede helse. Hvis vi starter en sag om at fjerne forældremyndigheden, risikerer vi, at Freja ender i et børnehjem. Det frygter jeg mest af alt.
Jeg føler mig fanget. Finansiel kriser, en um Patriks på vej, ingen hjælp fra Lars eller Mette… det kører mig ned. Jeg vil bare, at Freja skal have en bedre fremtid, men jeg ved ikke, hvordan jeg hjælper hende. Hvordan skal jeg håndtere det her, så jeg ikke mister hende og giver hende en chance for et ordentligt liv?
