**Dagbogsnotat – En sen kærlighed**
“Kirsten, jeg har ingen penge! Jeg gav de sidste til Lise i går! Du ved godt, hun har to børn!” Anna Larsen lagde røret på, helt ude af den. Hun gad ikke engang tænke på, hvad datteren lige havde sagt til hende.
“Hvorfor skal det være sådan? Vi har opfostret tre børn med Jens, gjort alt for dem. Fået dem gennem uddannelse, alle med fine stillinger. Men nu, på mine ældre dage, får jeg hverken ro eller hjælp.”
“Åh, Jens, hvorfor forlod du mig så tidligt? Med dig var det lettere,” tænkte hun bittert. Hjertet hamrede, og hun famlede efter pillerne. “Der er kun én eller to tilbage. Hvis det bliver værre, er der ikke noget at gøre. Jeg må i apoteket.”
Hun prøvede at rejse sig, men faldt straks tilbage i stolen – alt drejede rundt. “Det går nok over, når pillerne virker.” Men tiden gik, og det blev ikke bedre.
Hun ringede til sin yngste datter. “Lise…” fik hun kun frem. “Mor, jeg er til møde! Ringer tilbage!”
Så prøvede hun sin søn. “Jonas, jeg har det skidt. Pillerne er ved at slippe op. Kan du ikke lige…” Han afbrød hende. “Mor, jeg er ikke læge, og det er du heller ikke! Ring efter en ambulance!”
Anna sukkede tungt. “Han har ret. Hvis det ikke er bedre om en halv time, må jeg ringe.” Forsigtigt lænede hun sig tilbage og lukkede øjnene. Hun begyndte at tælle til hundrede for at slappe af.
Pludselig lød der en ringeton. Telefonen! “Hallo?” svarede hun med besvær.
“Anna, hej! Det er Per! Jeg følte et slag i hjertet og ville høre, hvordan du har det.”
“Per, jeg har det skidt.”
“Jeg er der om et øjeblik! Kan du åbne døren?”
“Den er altid ulåst nu.”
Telefonen gled ud af hånden på hende. Hun orkede ikke at tage den op. “Ligemeget,” tænkte hun. For øjnene flimrede minder fra ungdommen: En ung pige på CBS, to flotte kadetter fra Hærens Officersskole med balloner i hænderne.
“Sjovt,” havde hun tænkt dengang. “Så store mænd med balloner!” Åh ja, det var 4. maj – festdag! Og hun stod mellem Per og Jens.
Hun valgte Jens. Han var bare mere på, mens Per var tilbageholden. Senere blev de adskilt – de rykkede til Jylland med militæret, Per til Tyskland.
Årtier senere mødtes de igen, begge pensionerede. Per blev aldrig gift, fik aldrig børn. “Kærlighed er ikke min stærke side,” plejede han at sige med et grined.
Nu hørte Anna stemmer. Hun åbnede øjnene med besvær. “Per!”
En læge stod ved siden af ham. “Det går nok. Er De manden?”
“Ja, ja.”
Lægen gav instruktioner, mens Per holdt Annas hånd, indtil hun fik det bedre.
“Tak, Per. Jeg føler mig allerede klarere.”
“Godt. Her, lidt te med citron.”
Per blev hos hende, passede på hende, turde ikke lade hende være alene.
“Anna, jeg har altid elsket dig. Derfor blev jeg aldrig gift.”
“Åh, Per. Jens og jeg havde et godt liv sammen. Du sagde jo aldrig noget dengang.”
“Men hvad med nu? Hvad med de år, vi har tilbage? Lad os gøre dem lykkelige.”
Anna lænede sit hoved mod hans skulder. “Lad os det,” sagde hun og lo.
En uge senere ringede Lise endelig.
“Mor, du ringede? Jeg nåede det ikke…”
“Det er okay. Men nu har jeg nyt: Jeg skal giftes.”
Stilhed. Så en hæs stemme: “Mor, har du tabt forstanden? Hvem er det for en stakkel?”
Anna tav et øjeblik, øjnene fulde af tårer. “Det er mit valg,” svarede hun roligt og lagde på.
Hun vendte sig mod Per. “Nu kommer de alle tre.”
“Vi klarer det. Vi har været gennem værre,” grinede Per.
Om aftenen stod de tre foran døren: Jonas, Kirsten og Lise.
“Så, mor, hvor er din ungkarl?” spottede Jonas.
“Det er mig,” sagde Per roligt. “Jeg elskede din mor fra første stund. Da jeg så hende så svag, vidste jeg, jeg ikke kunne miste hende igen.”
“Er I blevet vanvittige? Kærlighed i den alder?” skreg Kirsten.
“Hvilken alder?” svarede Per. “Vi er kun i halvfjerdserne. Og din mor er stadig smuk.”
“Det handler om boligen, ikke?” Lise stirrede koldt. “Mor, den lejlighed er også vores arv.”
“Gud fader, I har jo alt selv!”
Per rystede på hovedet. “Jeg vil ikke have noget. Men tal ordentligt til jeres mor.”
“Hvem tror du, du er?” råbte Jonas og trådte truende frem.
Per stod ubevægelig. “Jeg er hendes mand nu. Punktum.”
“Vi sender hende på plejehjem i morgen!” hvæsede Lise.
“Nej, det gør I ikke. Kom, Anna, vi går.”
De gik hånd i hånd ud i aftenen, baglæns af deres egne børn, der ikke forstod, hvordan man kan elske når man er gammel.
Men lyset fra gadelygten lyste deres vej, og det var nok.
*Moral: Kærlighed venter ikke på tilladelse. Den kommer når den vil – selv om verden synes, det er for sent.*
