En kat sov hos mig og min kone, Lærke. Den skubbede altid ryggen mod hende og sparkede til mig med alle fire poter. Om morgenen gloede den frækt, som om den morede sig. Jeg skældte ud, men kunne intet gøre. «Skatten» og «solstrålen», som Lærke kaldte den. Hun lo, men jeg var ikke underholdt.
Den lille «skat» fik stegt torsk hver aften. Benene blev fjernet, sprøde skind lagt i en ordentlig bunke ved siden af de dampende fileter på dens tallerken. Katten stirrede på mig med en hånlig grimace: «Du er en taber. Jeg er herskeren.»
Jeg fik resterne, som kræet ikke ville have. Kort sagt – den drillede mig systematisk. Jeg gengældte ved at skubbe dens tallerken væk eller vælte den fra sofaen. Krig i hjemmet.
Nogle gange lagde den «tidsindstillede bomber» i mine sutsko. Lærke grinede altid: «Du skal ikke provokere ham!» Mens hun kælede for sin «gyldne dreng». Katten så ned på mig som kongen af Vesterbro. Jeg sukkede. Hvad kunne man gøre? Min kone var uomgængelig.
Men den morgen…
Da jeg klædte mig på til arbejde i NV-kvarteret, lød der et skrig fra entreen. Jeg styrtede derud. Seks kilo pels, kløer og raseri angreb Lærke som en gal okse.
Da dyret så mig, sprang det mod mit bryst og sendte mig flyvende ind i stuen. Jeg greb en stol som skjold, trak Lærke mod soveværelset. Katten hamrede mod en stolben, hylede højt – men angreb fortsat.
Vi låste døren, lytteredes til dens hvæsen. Bagefter smurte vi sår med håndsprit fra førstehjælpskassen. Lærke ringede til sit arbejde på Nørreport: «Katten er blevet vanvittig – vi skal på skadestuen!» Jeg gentog ordret til min chef på Islands Brygge.
Pludselig…
Jorden rystede. Ruder i køkkenet splintredes. Badeværelsesvinduet knækkede. Telefonen faldt af mine hænder. Dødsstilhed. Vi glemte katten, løb til køkkenvinduet.
En gigantisk krater gabede udenfor. En gasdrevet varevogn fra naboen lå i stykker. Eksplosionen havde kastet biler rundt som skildpadder på ryggen. Sirener ulede i det fjerne.
Vi vendte os mod katten. Den sad i hjørnet, holdt sin ødelagte forpote og jamrede lavmælt. Lærke snuppede den op, mens jeg greb bilnøglerne. Vi løb ned ad syv etager i Blokken.
Undskyld, eksplosionsofre – vi havde vores eget sårede dyr.
Bilen på bagsiden var uskadt. På vej til dyrlægen i Valby kørte jeg som en sindssyg. Hjertet hamrede.
En time senere bar Lærke vores bandagerede «guldklump». Katten viste stolt sin forbundne pote til andre dyr i venteværelset. Folk strømmede til for at ae den.
Derhjemme stegte Lærke torsk som aldrig før. Skind og ben fjernet med museumspræcision. Jeg fik rester.
Katten haltede til sin tallerken, forsøgte sit sædvanlige hån – men grimassen blev til en smerte. Jeg gav den min portion, renset for ben.
Den stirrede forbløffet, mjavede spørgende. Jeg løftede den op: «Måske er jeg en taber. Men med dig og Lærke er jeg verdens lykkeligste mand.»
Jeg kyssede dens snude. Den murrede og stødte sin pande mod min kind.
Da den begyndte at spise, stod vi arm i arm og smilede.
Siden da sover den kun ved mig. Når den kigger på mig, beder jeg kun om én ting: Flere år med disse to.
Mere behøves ikke.
For dét er sand lykke.
