Hvorfor kan jeg ikke engang give min svigermor et glas vand, nu hvor hun er syg?
Tror du, du har hørt alt om frygtelige svigermødre? Min historie overgår enhver vittighed. Denne kvinde har forvandlet mit liv til en årelang tragedie, hvor jeg spiller den høflige, eftergivende svigerdatter – mens jeg dagligt hører på bebrejdelser, fornærmelser og giftige hentydninger. Og nu, efter atten års ægteskab, da jeg troede, jeg kunne trække vejret, kaster skæbnen en ny prøve i min retning: hun har fået et slagtilfælde.
Og ved du, hvad der forventes af mig nu? At jeg skal opgive alt, sige op fra mit job, sidde ved hendes side døgnet rundt, give hende mad fra en ske, bære hende på toilet og synge vuggesange. Ja, sådan lyder det. Som om det er min pligt. Men jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Det handler ikke kun om mine små børn eller karrieren, jeg har kæmpet for i årevis – nu hvor en forfremmelse endelig er inden rækkevidde. Det handler om noget dybere.
Jeg kan ikke glemme, da hun mødte op til vores bryllup – med min mands ekskæreste i hånden. Jeg var lige ved at flygte fra festen af ren sorg. Eller da hun hviskede til børnene, at deres far en dag ville finde en “rigtig” kone og smide mig ud. Hun satte hele familien op mod mig, påstod jeg var en dårlig mor, dårlig husfrue, dårlig hustru – selvom det var mig, der bar hele familien, mens hendes søn spekulerede på, hvad han ville være, når han blev stor.
Nu skal jeg “gengælde hendes godhed”, som hun selv kalder det, fordi hun påstår, hun hjalp med børnene. Vil du vide, hvordan den “hjælp” så ud? Hun stod i hjørnet og skreg, når babyen græd, og råbte, det var min skyld, fordi jeg “ikke ammede rigtigt” eller “glemte kamillete mod mavekramper”. Så meget for støtte.
Da jeg prøvede at kontakte hendes datter – ja, hun har en voksen datter med egne børn – svarede hun ikke engang. Som om hendes mors sygdom ikke angik hende. Men jeg, med to børn i børnehaven, skal ofre alt og blive sygeplejer. Kun fordi jeg er svigerdatteren.
Min mand, selvfølgelig, tager sin mors side. Hun har en særlig evne til at manipulere ham. Jeg har prøvet at forklare, at jeg ikke kan klare det – børn, hus, job… Det nytter ikke. Han truer med skilsmisse hvis jeg nægter. Efter alle disse år.
Min egen mor, en engel, siger, jeg skal bide det i mig. Men jeg har ikke mere at give. Jeg er ikke af stål. Jeg kan ikke undertrykke vreden overfor en kvinde, der gjorde mit liv til et helvede.
Og nej, sig ikke, jeg er hårdhjertet. Jeg har hjulpet fremmede mere end hun nogensinde hjalp sin “elskede” familie. Jeg ville pleje enhver anden ældre, der engang rakte mig en venlig hånd. Men hende… Jeg ved, jeg vil eksplodere – råbe alt det op, jeg har gemt i tyve år.
Er det fair? Skal en kvinde, der altid skabte splid, have en alderdom, hvor den hun hadede, bliver hendes eneste redning?
Jeg kan ikke. Og vil ikke. Hvis det gør mig til en skurk – så lad det være. Lad dem, der dømmer mig, tage sådanne “familiemedlemmer” i deres eget hjem.
Til alle kommende svigermødre: Husk, jeres svigerdatter er også et menneske. En dag skal I måske bede hende om mere end tilgivelse – om et enkelt glas vand. Tænk på det nu. Før det er for sent.
