Jeg hader min svigermor. Fordi hun er en hykler.
Jeg hedder Mette, jeg er 32 år gammel. Jeg har været gift i fire år, men hele tiden har jeg følt en tung byrde, fordi hver familiebegivenhed er ødelagt af én person – min svigermor. Hun hedder Jytte Mikkelsen. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan være så dobbeltmoralsk, falsk og samtidig spille hellig.
Hun smiler til mig ansigt til ansigt, roser mig for, hvor “dygtig” jeg er, hvor godt jeg ser ud, hvor lækkert jeg laver mad. Men bagefter… Bagefter hører jeg fra naboer, svigerfar eller andre familiemedlemmer, at hun fortæller alle, hvor uegnet jeg er som hustru til hendes søn. At jeg ikke kan styre et hjem, at jeg med vilje ikke er blevet gravid, at jeg angiveligt “snittede ham af interesse”. At “sådan som mig” skal holdes på afstand.
Alt sammen fordi jeg er skilt. Ja, jeg har en fortid. Jeg giftede mig med min første mand, da jeg kun var 18. Vi gik i samme klasse, vores familier var venner. Der var en smuk bryllupsfest – med kjole, limousin og fotosession. Men så kom den voksne verden. Virkeligheden. Efter kun tre måneder skændtes vi som kat og hund, og to måneder senere skiltes vi. Sådan går det nogle gange. Det var et dumkogt, ugennemtænkt valg. Jeg ser det ikke engang som et rigtigt ægteskab – mere som en latterlig episode, et mislykket eksperiment fra ungdommen.
Men Jytte Mikkelsen ser det anderledes. I hendes verden er jeg “beskidt”, “med fortid”, “anden klasse”. Hun prøvede endda at overtale min nuværende mand til ikke at gifte sig med mig.
“Tænk dig om, dreng,” sagde hun, “du er ung, ambitiøs, mens hun har bagage. En brud med fortid er ikke en gave. Find én, der er ren.”
Men min mand er ikke en mammedreng. Han hørte ikke efter. Vi blev gift. Og naivt troede jeg, hun ville acceptere mig herefter. Det gjorde hun ikke.
Ja, formelt set er hun “venlig”. Ringer på helligdage, sender kort. Nogle gange kommer hun med hjemmelavede frikadeller, fætterbrød eller supper med for meget fløde. Jeg takker altid høfligt:
“Tak, Jytte, men det behøver du ikke. Vi spiser ikke sådan noget. Vi har en sundere livsstil.”
Så kommer bebrejdelsen:
“Men det var min drengs yndlingsmad! Sådan plejede jeg at lave det til ham!”
Ja, netop – derfor har han nu maveproblemer og dårlig fordøjelse. Jeg laver urte-te, koger grøntsager og laver let mad, mens du insisterer på fedt og salt. Og så undrer du dig over, hvorfor han ikke besøger dig til aftensmad.
Jeg hader at sige det, men jeg er direkte. Engang eksploderede jeg:
“Jytte, stop. Du er voksen, men opfører dig som et fornærmet barn. Jeg respekter dig som min mands mor. Men jeg skal ikke være din ven. Eller høre på løgne bag min ryg.”
Efter det forsvandt hun i ugevis. Men så begyndte hun at ringe igen. Snakke om ingenting. Fortælle om fjernsynsserier. Jeg prøvede at være høflig. Men ærligt? Jeg er ligeglad. Vi har intet til fælles. Alt jeg hører er klager, sladder og andres problemer.
Jeg har holdt op med at tage telefonen. Min mand ved det. Han blander sig ikke. Han er træt af at være mægler. Han elsker mig, men det er hans mor – han kan ikke forbyde hende noget. Det forstår jeg. Jeg beder ikke om det.
Jeg vil bare have fred. Ingen påtrængende falskhed. Vil du være sød? Vær ærlig. Vil du ikke? Hold afstand.
Alt jeg kræver, er respekt. Jeg nedgør ingen, blander mig ikke i andres liv, lader som om jeg er perfekt. Men jeg accepterer ikke hykleri længere.
Sig mig… Har jeg ikke ret? Har jeg ikke ret til at være mig selv og sætte grænser – selv overfor en svigermor?
