Jeg troede, jeg var heldig med min svigerdatter… Men efter brylluppet blev hun en anden person.
Da min søn, Mikkel, bragte Line hjem, tænkte jeg straks: heldigt. Pigen virkede umiddelbart simpel, ordentlig, huslig. Deres lejlighed var altid ren, alt på sin plads, hun lavede lækker mad, var altid høflig, smilende og venlig. Jeg hørte aldrig et groft ord fra hende. Vi så ofte hinanden – de kom til mit sommerhus, eller jeg var på besøg hos dem til en kop te. Jeg følte mig aldrig tilovers, tværtimod – Line forsøgte altid at hjælpe, at behage. Jeg var glad – både for min søn og for mig selv. Endelig ville han få en rigtig familie, tænkte jeg.
De havde kun datet i et halvt år, da Mikkel friede til hende. Line sagde selvfølgelig ja, men hun nævnte straks, at hun drømte om et smukt bryllup med hvid kjole, limousine og fotograf. De havde ikke penge på det tidspunkt, så de besluttede at spare op i et halvt år. Jeg blandede mig ikke i de sager – jeg havde ikke selv ekstra penge, og råd uden at blive spurgt er ikke en god idé. De unge skulle selv bestemme, hvordan de ville leve. Det vigtigste var, at de elskede hinanden.
Brylluppet blev, som de drømte om. Jeg gav dem penge, jeg købte ikke unødvendige ting – de skulle selv bestemme, hvad de havde brug for. Ved bordet var det mest brudeparrets venner, min veninde – Mikkels gudmor – kunne ikke komme. Jeg sad lidt og gik så hjem – jeg ville ikke forstyrre de unges fest. Vi havde på forhånd aftalt, at vi dagen efter skulle samles hos mig i sommerhuset.
Dagen efter havde gudmoren og jeg forberedt alt – salater, grill. Brudeparret ankom. Jeg bemærkede, at Line var mut, ikke snakkesalig, sad hele dagen med telefonen og ignorerede mig. Mikkel hjalp lidt til, men hun rørte ikke en finger. Jeg tilskrev det udmattelse – det var trods alt en bryllupsdag, mange følelser.
Men dette mønster gentog sig. Vores møder blev sjældnere, altid på min initiativ. Jeg blandede mig ikke – jeg forstod, at de havde brug for at vænne sig til hinanden og deres nye liv sammen. Men jeg ønskede i det mindste at se min søn en gang om måneden.
Til hans fødselsdag købte jeg en gave til Mikkel, ringede – bare for at komme forbi med den i fem minutter. Han svarede, at de ikke fejrede det, da de ikke havde penge. Jeg forstod. Men en halv time senere ringede Line og sagde køligt: “Vi vil gerne være alene, bliv ikke fornærmet”. Jeg tænkte, måske forbereder hun en overraskelse, noget romantisk. Men senere fandt jeg ud af, at de havde haft gæster. Der var venner. De havde ikke inviteret mig. Ingen sagde noget til mig. Jeg blev bare… ignoreret.
Jeg følte mig som en fremmed. Til overs. Glemt.
Efter noget tid ønskede jeg igen at komme forbi – jeg var i nærheden. Jeg ringede, og Line sagde, at de ikke var hjemme. Men senere nævnte Mikkel selv, at de havde været hjemme hele dagen. Jeg valgte ikke at spørge ind til det. Jeg tænkte, måske har Line en svær periode, noget hun gennemgår. Eller måske vil hun bare holde op med at lege svigerdatter og gå tilbage til at være normal. Jeg prøvede ikke at vende min søn mod hende. Jeg ønskede ikke at være den svigermor, som der bliver lavet vittigheder om.
Men det blev for meget, da jeg for nylig stødte ind i Line i supermarkedet – direkte ansigt til ansigt. Som en velopdragen person hilste jeg. Og hun… ignorerede mig totalt. Gik forbi som om jeg var usynlig. Jeg stod i chok. Var jeg virkelig blevet så fremmed for hende, at jeg ikke engang fortjente et simpelt “hej”?
Jeg ringede ikke til Mikkel. Klagede ikke. Selvom jeg havde stor lyst til at kontakte Line og spørge: “Hvad har jeg gjort forkert? Hvorfor har du vendt dig fra mig? Hvordan har jeg afskåret dig?” Men jeg forblev tavs. Fordi jeg havde håbet, at dette ikke var permanent. At måske venter hun et barn, og hormonerne spiller ind. Eller som man siger, “tag har rykket”. Eller måske… måske er det bare sådan, hun er. At alt det der “venlighed” før brylluppet var et skuespil for at imponere. Og nu har hun taget masken af.
Jeg ved ikke, om jeg skal tale direkte med hende. Måske vil tiden sætte alt i perspektiv. Men indtil nu føler jeg mig unødvendig. Og det er skræmmende. Især når man ikke er en fjende, ikke en fremmed, men mor til den mand, hun kalder sin ægtemand.
Sig mig, hvad synes I – bør en svigermor tale åbent, når hun føler så meget smerte? Eller er det bedre at vente og håbe, at svigerdatteren selv vil indse det en dag? Hvorfor ændrede Line sig så meget efter brylluppet? Hvor er den pige, jeg engang var så oprigtigt glad for?
