**I Morgen**
Mette havde boet sammen med Lars i fem år, men et bryllup var aldrig kommet på tale. Hun var en dygtig husmor, altid nydeligt klædt og venlig i sin adfærd. Men de seneste måneder havde hun mærket en kølighed fra hans side. Efter aftensmaden forsvandt han altid til sofaen for at se film, og når hun prøvede på kærtegn, sukkede han: “Jeg er træt. Lad mig være alene.”
“Freja, hvad sker der med ham?” spurgte hun sin søster en eftermiddag. “Det her har stået på i to måneder.”
“Sover I overhovedet sammen mere?”
“Sjældent. Og det hjælper ikke,” svarelde Mette bedrøvet. “Jeg har bagt wienerbrød, lavet romantiske middage… Han ser bare sur ud. Er han faldet fra mig?”
“Tror du, han har en anden?”
“Han kommer hjem efter arbejde hver dag. Men måske møder hende i frokostpausen?” Freja trak på skuldrene. “Snak med ham. I er ikke gift. Måske føler han sig fri til at finde en ny.”
Samme aften konfronterede Mette ham: “Hvis jeg keder dig, så gå. Jeg holder dig ikke tilbage.”
Lars rullede med øjnene, men standsede, da han så hendes tårer. “Nu skal du ikke lave en scene…” Han begyndte at pakke en taske. Mette stod lammet. Kunne han virkelig forlade hende så let?
“Er det alt? Fem år sammen, og du siger ikke engang farvel?” råbte hun, da han åbnede døren.
“Der er ikke mere at sige. Kærligheden er død.”
“*Din* kærlighed,” hviskede hun. Men han var allerede på vej ned ad trappen.
“Er der en anden?” skreg hun.
“Nej. Du er bare… i går. Forstået?” svarede han koldt.
Ordene brændte som et slag. Hun lå syg med feber i uger, knust af sorg. “Stop nu,” sagde Freja, der kom hver dag med nye gardiner og maling. “Verden er ikke faldet sammen. Kom, lad os renovere!”
Foråret kom, og lejligheden fik nyt liv. Mette begyndte i svømmehallen, og Freja tog hende med til Det Kongelige Teater. På arbejdet i *Berlingske* blev hun forfremmet.
Og så mødte hun Mads, en genert digter med briller og slidte jakkesæt. Han kom ofte forbi redaktionen for at vise sine digte. “De er smukke,” sagde hun en aften i en café, mens han kyssede hendes håndflade. “Hvorfor ikke udgive en bog?”
“Det er ikke for bogen…” han stammede. “Jeg kommer her for *dig*.”
De blev gift året efter. Da Lars dukkede op på hendes dørtrin med blomster til 8. marts, grinede hun: “Jeg venter gæster. Min *morgendag*.”
Udenfor mødte Lars Mads, der smilede med en buket mimoser. “Sådan en nørd?” mumlede Lars bittert. Han havde haft tre kærester siden, men ingen kunne erstatte Mettes wienerbrød eller hendes varme smil.
Ved brylluppet hviskede Freja: “Når én dør lukker… Han elsker dig jo vanvittigt!”
Et år senere fik parret en søn. Mads’ digte blev fyldt med solskin, mens Lars drak sig gennem byen. For Mette var livet nu en dans på roser — hun havde fundet sin *rigtige* fremtid.
