Jeg hedder Anders. Jeg er 47 år gammel. Min kone og jeg har boet sammen i næsten 20 år. Det er tilsyneladende lang tid nok til at blive en del af hinandens liv, lære at lytte, forstå og støtte hinanden. Men det virker som en illusion. Jeg ønsker ikke længere at lade som om, at alt er i skønneste orden. Jeg kan ikke længere holde det ud. Jeg er udmattet. Det smerter i brystet, i mine drømme er der uro, og der er en klump i halsen, når jeg åbner døren til hjemmet.
Vi mødtes i vores ungdom. Vi blev gift, da jeg var syvogtyve og hun fireogtyve. Alt var som hos alle andre: realkreditlån, de første skænderier, de første planer, det fælles liv. Vores søn blev født tre år senere. For hans skyld blev vi sammen. Nu er han allerede nitten, går på universitetet og aner ikke, hvilken pris hans mor og jeg betaler for dette “lykkelige” ægteskab.
I begyndelsen virkede alt normalt. Hun sagde, hun ikke ønskede børn, fordi min indtjening var for lav. Dengang arbejdede jeg i et værksted, hvor jeg samlede møbler. Det kneb med pengene. Vi levede beskedent, men jeg anså det ikke som en tragedie. Indtil jeg indså, at min kone skammede sig over mig. På tv’et så hun udsendelser, hvor kvinder lærer at være stærke, selvstændige og krævende. Det var nok til, at hun begyndte at optræde som dommer i sin egen familie.
Hun kritiserede mig for alt. Hvordan jeg talte, hvordan jeg stod, hvordan jeg cyklede. Især foran andre. Før havde vi næsten ingen kontakt med naboerne, vi har ikke mange slægtninge, og jeg bemærkede derfor ikke, hvor giftigt hendes ord kunne være. Men da nye familier flyttede ind på vores vej, forandrede alt sig. Vi begyndte at tale med naboerne, besøge hinanden. Og der, blandt fremmede mennesker, hørte jeg, hvordan andre par talte til hinanden. Med respekt. Med varme. Uden skrig.
Men min kone… Hun tillader sig at hæve stemmen mod mig foran andre, anklage, ydmyge. Hun fortæller, at jeg er en “nytteløs mand”, at hun “må bære det hele”, at det kun er hende, der har givet vores barn en uddannelse. Selvom, hvis det ikke var for mine afdrag på realkreditlånet, hvis ikke jeg havde købt dette hus – så ville vi slet ikke have noget. I løbet af fem år betalte jeg hele gælden. Min løn er 5.000 kroner om måneden. Jeg har altid bragt alt hjem. Og hun – 6.000 danske kroner. Og hvor de penge går hen, ved jeg ikke. Jeg har aldrig spurgt, for jeg stolede på hende.
Men tillid dør ikke af forræderi, men af konstant skuffelse. Jeg føler ikke længere nogen nærhed eller varme med hende. Vi sover i samme seng, men mellem os er der kilometer af stilhed. Jeg ønsker ikke at røre, tale eller endda tage hjem efter arbejde. Hun irriterer mig til rystelser. Stemmen, tonefaldet, selv blikket. Alt føles som sandpapir på nerverne.
Hver gang vi skændes, føles det som en slagmark. Jeg er altid den skyldige. Hun er altid den, der har ret. Hendes sætning: “Du har ødelagt mit liv” er blevet som et mantra. Gentages igen og igen, som om jeg virkelig har knust hendes skæbne. Men hvorfor er hun så stadig med mig? Hvorfor fortsætter vi denne farce?
Nogle gange ser jeg på kvinder omkring mig – på kolleger, på naboer. De formår at smile, tale blidt, grine hjerteligt. De råber ikke af mænd i andres nærvær. Jeg leder ikke efter en anden kvinde – jeg sammenligner bare. Sammenligner og tænker: hvorfor er min kone blevet sådan? Eller har hun altid været sådan, og jeg har bare ikke bemærket det?
Nogle gange føler jeg, at jeg ikke længere elsker hende. Og andre gange – at jeg stadig elsker hende. Dybt inde et sted. For hvordan hun var engang. For vores ungdom. For vores søn. Men at leve i konstant spænding som på en krudttønde kan jeg ikke længere. Jeg er ikke lavet af jern. Jeg har ikke styrken til at udholde hendes konstante utilfredshed.
Jeg drømmer om skilsmisse. Jeg tænker på det hver dag. Men jeg er bange. Bange for min søns reaktion, for at blive dømt, for at være alene. Selvom, hvis jeg skal være ærlig, er jeg alene nu. Ved siden af står en person, der engang blev en fremmed. Og der er intet mere skræmmende end ensomhed sammen.
