Jeg overvejer at lade min søn flytte hen til sin far. Drengen er blevet utilregnelig, og jeg kan ikke længere håndtere det.
Min søn er 12 år. Hvis nogen havde fortalt mig for ti år siden, at jeg ville overveje at lade mit barn bo hos sin far, ville jeg have grinet dem op i ansigtet. Men nu står jeg ved afgrundens kant, kvæles af afmagt og føler, at livet siver ud af mig dråbe for dråbe. Jeg synker, og ingen kaster mig en redningskrans.
Min søn, Emil, er blevet en fremmed. Han skændes med mig om alting, slås i skolen, tager andres ting med hjem og påstår frækt, at han “bare har lånt dem”. Telefonen ringer konstant — fra læreren, klasselæreren eller forældre til klassekammerater. Hvert opkald er som et slag i maven, hver dag en march gennem et minefelt.
Min mand og jeg blev skilt for længe siden. Min mor bor lige rundt om hjørnet i vores lille by uden for Odense, men hendes hjælp er ikke-eksisterende. Kun bebrejdelser og “kloge” råd, der gør mig desperat. Hun besøger mig om aftenen i en halv time, overøser mig med kritik og forlader mig med en bitter smag. Så Emil er helt mit ansvar. Jeg råber, græder, truer og tager hans lommepenge — intet virker. Han ser på mig med trodsige øjne, smiler som om, han ved, jeg er magtesløs, at mine ord er tomme.
For nylig skete der endnu et udbrud. Jeg fandt en fremmed smartphone i hans rygsæk — en dyr en, ikke billig.
— Emil, hvor har du det fra? — spurgte jeg, gennemsyret med en blanding af vrede og fortvivlelse.
— Fundet det, — svarede han uden at blinke.
— Hvor fandt du det?
— På en bænk.
— Hvilken bænk, for pokker?! Svar ordentligt, din lille bandit! — råbte jeg fortvivlet. — Forstår du, at det tilhører nogen? Du har stjålet!
— Ikke stjålet, bare lånt, — svarede han roligt.
— Og hvad ville du med den?
— Ingenting, — trak han på skuldrene. — Ville bare kigge.
Jeg blev overmandet af raseri, det kogte indeni.
— Du ved, at det ikke er i orden? Det er ikke dit! I morgen tager du det med i skole og afleverer det tilbage!
Han så på mig med en trods, der fik mig til at ryste.
— Det gør jeg ikke.
— Hvad mener du med “det gør jeg ikke”?! Du kan ikke diktere reglerne her! — skreg jeg og mistede kontrollen.
— Gør det ikke, og basta.
Jeg kunne ikke holde det ud — tårerne strømmede, og han gik bare ind på sit værelse, som om ingenting var sket, som om mine tårer ikke var værd at bemærke.
Næste dag ringede jeg til hans far, Jens. Min stemme rystede, men jeg lagde det hele frem:
— Det handler om Emil. Jeg kan ikke klare det. Han er blevet en fremmed, stjæler, er fræk. Måske vil du tage ham hos dig? Han har brug for en mandlig rollemodel. Jeg er bange for, at vi mister ham, og at han vokser op som en forbryder.
Jens tav. Så sukkede han tungt.
— Du ved, jeg har travlt. Jeg arbejder til sent og har ikke tid til at opdrage ham.
— Tror du, jeg har tid?! — eksploderede jeg. — Jeg står alene! Min mor siger bare, at jeg har mistet grebet om ham. Du er optaget, jeg er optaget — kan nogen hjælpe mig?!
— Men du er jo hans mor… — begyndte han.
— Og du er hans far! — afbrød jeg. — Lige så meget forælder som jeg!
Han mumlede noget om at “tænke” og lagde på. Om aftenen kom min mor. Jeg besluttede at fortælle hende om min plan, og det blev et mareridt.
— Anna, er du blevet vanvittig?! — skreg hun, så snart jeg åbnede munden. — Give din søn til sin far? Hvordan kan du overhovedet tænke sådan?
— Mor, jeg magter det ikke. Jeg er alene, jeg har ingen styrke tilbage.
— Magter det ikke? Født ham, så opdrag ham! Hvem har hørt om en mor, der giver op på sit barn?
— Har du nogensinde hjulpet? Du snakker bare! — skreg jeg i frustration. — Jeg bærer det hele alene — ingen mand, ingen dig, ingen venner! Alene, altid alene!
Hun forlod lejligheden med et smæk i døren, og jeg blev tilbage i køkkenet og stirrede ind i tomheden. Er jeg virkelig en dårlig mor? Er det min skyld, at Emil er blevet sådan — trodsig, fremmed, fortabt? Men så tænker jeg: Jeg er bare et menneske, ikke lavet af stål. Jeg er træt af at være både mor og far, træt af at bære denne byrde alene. Ja, jeg er hans mor, men Jens er hans far, og hvorfor skal jeg stå til ansvar for os begge?
Siden den dag forlader Emil næsten ikke sit værelse, han er stille, undgår mig. Og jeg sidder og ser på telefonen og venter på et opkald fra Jens. Jeg har besluttet: hvis han ikke svarer i de kommende dage, ringer jeg selv. Måske vil han tage sin søn? Eller skal jeg finde styrken i mig selv? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil redde min dreng, men jeg føler, jeg drukner, og ingen rækker mig en hånd. Hvad skal jeg gøre?
