Jeg vil gerne hjælpe med at omskrive din historie til at passe til den danske kultur. Here is one way it could be adapted:
Natasja blev hentet fra onkologisk afdeling af sin kusine Lisbet. Lisbet er en succesfuld kunstner. Hun er åben, venlig og munter, og hun skjuler aldrig noget. Da hun støttede Natasja hen til bilen, lagde hun det hele på bordet uden omsvøb:
– Natasja, jeg må sige dig noget… Din Vagn bor nu sammen med en anden kvinde, men du skal ikke bekymre dig. Du kan bo hos mig, og jeg vil gøre alt for at hjælpe dig.
Efter operationen og flere kemoterapi-behandlinger var Natasja skaldet, tynd og bleg. Hun tænkte: klassikeren ville være at besvime, græde eller rive sit hår ud, men der var intet hår tilbage at rive i.
Hun kunne selvfølgelig lade som om hun besvimede, men hun kunne ikke få sig selv til at ødelægge Lisbets hvide frakke, som hun havde givet hende, da det var efterår og koldt udenfor.
I bilen var der varmt, men Lisbet pakkede sin kusine ind i et uldtæppe, spændte sikkerhedsselen og førte hende afsted mod en ny begyndelse. Undervejs forklarede Lisbet:
– Jeg købte huset for to år siden med henblik på at bo der om sommeren og male, men jeg indså, at det ikke var noget for mig. Jeg er vant til komfort, store butikker og en livlig omverden.
Jeg kan ikke holde stilheden ud. Jeg var der i går, og varmen og vandet virker. Madbutikken tæt på har de mest nødvendige varer, men jeg har taget det meste med til dig. Jeg vil komme og besøge dig.
I gården sad en stor, rød hund. Den løb hen til Natasja, logrede ivrigt med halen og borede næsen ind i hendes knæ. Natasja klappede hundens ruflede hoved og kiggede spørgende på Lisbet.
– Natasja, jeg hentede den fra internatet i går. Du skal have en ven. Hvordan skal du ellers klare dig her alene? Bare rolig, jeg har købt mad til den, der er nok til en måned. Det er sjovere, når man er to. Han hedder Jonny.
Det lille, to-etagers hus var varmt. I spisestuen stod der kasser med konserves, gryn, pasta, mel, og kiks.
– Du kan pakke ud selv, så ved du, hvor alt er. Køleskabet er fyldt op. Der er tøj i skabet til alle årstider, og vi bruger samme størrelse. Lad os drikke en kop te, og så skal jeg køre.
Iført sin frakke gik Lisbet hen til Natasja og forsøgte at fange hendes blik, men Natasja undveg det.
– Natasja, denne hund har siddet i tremmer i tre år uden at nogen ville tage den hjem. Den er stor og ikke ung længere. Jeg forstår, det er svært for dig, men du har mig. Og hunden har nu dig. Du må have noget at holde fast i for at komme tilbage til livet. Glem Vagn.
Det skal nok gå. Og for resten, huset er dit, jeg har lagt det over i dit navn, både grunden og huset. Papirerne er i soveværelset, penge også. Natasja, lad os komme videre med livet! Jeg kommer om en uge, men ring, hvis der er noget.
Lisbet kyssede Natasja farvel og kørte væk…
Det var allerede blevet mørkt, men hun blev siddende i stolen med benene trukket ind under sig og ansigtet begravet i knæene. Først græd hun, så fortalte hun sig selv, hvor ulykkelig hun var, og skældte Lisbet ud for at have efterladt hende med en hund. Jeg kunne lige så godt lægge mig ned og dø, for hvad var meningen med det hele? Hunden? Den havde heller ikke fortjent det. Bedst jeg gav den noget at spise.
Lisbet tog en jakke på, kiggede på sit spejlbillede af det skaldede hoved og sagde til sig selv: ”Vi skal ikke skræmme hunden, den er uden skyld,” og trak en hue på. Hun fandt foderet, hældte det i skålen og gik ud.
Jonny spiste foderet, slikkede skålen ren, og derefter slikkede han Natasjas ansigt, dryppende af salte tårer, lagde sig ved hendes side på trappetrinene og hvilede hovedet i hendes skød.
På den sorte nattehimmel omkring den klare, runde måne dukkede der stjerner op, flere og flere. Natasja fandt Karlsvognen, smilede til den og sendte et luftkys. Så krammede hun hunden og sagde:
– Nå, Jonny, præcis i morgen laver jeg en ordentlig grød til dig. Med kød.
Hele ugen, når Natasja så sit spejlbillede, gik hun opgivende til og sagde til sig selv:
– Kamma…
Når tanken forlod hende, at hun måske kunne afslutte det hele, så slog hun blikket hen til Jonny, der lå og hyggede sig ved kaminen, og Natasja besluttede sig for at leve lidt endnu.
Det var først da Lisbet, tro mod sit løfte, kom forbi ugen efter og satte en stopper for al denne tvivl. Hun ankom med en kasse, som hun satte på sofaen og sagde:
– Natasja, du forstår ikke, hvad jeg har fundet! En herreløs kat, tænk dig, født i opgangen, og de fryser! Jeg har også taget mad med til dem…
I kassen lå en mager, rød kat, der holdt to bittesmå killinger omfavnede. Om aftenen tog Lisbet af sted igen. Hun stod et øjeblik i døråbningen, tavs, derpå trak hun en seddel ud af sin frakkelomme og rakte den til sin kusine:
– Natasja, ham Vagn var forbi og spurgte til dig. Jeg sagde ikke noget. Her er hans nye nummer. Det er op til dig.
Natasja fulgte Lisbet ud til bilen, vinkede efter hende og gik tilbage ind i huset. Hun strøg katten over pelsen:
– Dig vil jeg kalde Misse. Jeg henter lige noget mælk til dig nu. Alt skal nok gå.
Forbi kaminen lod hun sedlen falde i flammerne…
