Frugtsælgeren åbnede kassen. Der tittede et lille ansigt frem. De store, skræmte øjne så ud til at kunne flyde over som to store dråber.
“Den spiser ikke noget, sikkert revet væk fra sin mor og smidt væk. Dens pels er klistret, fordi den har boet i en kasse med blommer.”
Kvinden, der kiggede, gik uden at sige noget. Manden rystede sørgmodigt på hovedet: “Selv kvinder har ikke længere medfølelse.” Men kort efter kom hun tilbage.
“Jeg kan ikke få din killing ud af mit hoved,” sagde hun og rakte et klæde frem:
“Pak ‘varen’ ind.”
“Vil du tage den?” Manden blev glad og pakkede forsigtigt killingen ind som et barn og gav den til kvinden.
“Gud vil belønne dig, Gud vil belønne dig,” gentog han.
Kvinden smilte overbærende:
“Jeg ved ikke, hvordan min mand vil tage imod denne ‘gave’. Vi risikerer at ende på gaden sammen.”
Og hun havde ret. Killingen blev ikke vel modtaget. Selvom den blev vasket, redt og fodret, så den stadig ynkelig og uskøn ud.
“Hvad er det for et væsen?” Mandens stemme var afsky, da killingen forsøgte at klatre op på hans ben. De små kløers kradsen afbrød dem fra tv-serien. De nye, dyre tapeter var truet.
“Har vi museproblemer? Hvorfor har vi brug for den i vores étværelses lejlighed?” spurgte han sin kone bebrejdende.
Han løftede killingen op i nakken og så med undren på det hjælpeløst hængende væsen:
“Den skal væk herfra i morgen.”
Valby var også allerede ked af sin opdagelse. Dog mødte hun de store tårefulde øjne, de små poter badende mod hendes ben, og den svage krop spandt så højlydt, at en varm strøm af medlidenhed flød i hendes hjerte. Hun bøjede sig ned og klappede den.
Opmuntrende af kærligheden sprang killingen op i hendes arme og pressede sin næse mod hendes varme hånd. “Ingen barmhjertighed til den, der ikke har barmhjertet,” mindedes Valby sin mors ord og blev rolig ved sin handling.
Telefonen ringede:
“Bedstemor, kom over til os og få en kop te!”
Valby gled stille ud ad døren uden at forstyrre manden fra tv-serien.
Sønnen boede tæt på, lige overfor vejen. Lise stod allerede foran huset, vinkede glad. Pludselig kørte en stor sort bil op på fortovet. Den lille krop blev kastet op. Valby stivnede, kunne hverken råbe eller bevæge sig.
Kun øjnene, som i langsom optagelse, opfangede hvert billede: en kvinde samlede pigen op. De små hænder greb krampagtigt om hendes hals. Hun levede! En mand kæmpede sig ud af bilen. Beruset. Sønnen kom løbende. I uniform. Rystende forsøgte han at trække pistolen fra hylsteret og snublede pludselig over et skrig:
“Nej!!!”
Moderen stod på den anden side af vejen, men han så ud til at hun afværgende strakte hænderne frem.
Folk samledes, blokerede hans vej, fjernede den berusede chauffør. Valby følte ikke sine ben. Men hun gik… eller blev hun båret? Til Lise! Lægen undersøgte allerede, mærkede hvert lille knogle:
“Alt er i orden. Ingen brud. Ingen alvorlige blå mærker.”
“Men hvorfor siger hun ikke noget?!” svigerdatteren stod og rystede.
“Fordi hun er bange. Vi må distrahere hende,” foreslog lægen.
“Lige nu, jeg er straks tilbage.”
Valby løb hjem. Hun greb killingen og forklarede sin mand, hvad der var sket. Hun nåede det. Ambulancen var der stadig. Barnets øjne svømmede i frygt. Forsigtigt åbnede hun de små hænder, lagde killingen. Lises øjne fulgte. Fingrene begyndte at røre, strøg den bløde pels. Et blidt “Miauw” lød som svar. “Vuffer,” hviskede pigen. Lægen sukkede lettet. Valby lod tårerne få frit løb – nu kunne hun.
Katten slap hun ikke ud af hænderne. De tilbragte natten på hospitalet. Om morgenen fik de lov at komme hjem med konklusionen: “Pigen blev født under en heldig stjerne.”
“Barmhjertighed til barmhjertighed,” hviskede Valby.
