I januar blev Mette Hansen ramt af overgangsalderen. Til at begynde med mærkede hun ingen store ulemper. Ingen berygtede hedeture, svedturetter eller hjertebanken. Bare en pludselig stopknap på menstruationen: Velkommen til alderdommen, her er jeg!
Hun undlod at konsultere en læge – hun havde læst nok til at vide, hvad der foregik. Og veninderne fortalte jævnligt om deres egne erfaringer. »Du er så heldig, Mette,« sagde de. »At få det så nemt!«
Men det var, som om veninderne havde lagt en forbandelse på hende. Snart begyndte underlige ting at ske. Mette vidste, det skyldtes hormonelle forandringer, men humørsvingninger, svimmelhed og træthed blev alligevel overvældende.
Det blev sværere at bøje sig ned til sin barnebarn Freja, appetitten forsvandt, og rygsmerterne føltes nye. Ansigtet hævede om morgenen, anklerne om aftenen. Hun ignorerede det – indtil svigerdøtrene greb ind: »Du ser bleg ud, Mette. Du skal til lægen!«
Mette tav. Tvivlen havde allerede groet i hende. Nu kom brystsmerter til – som gloende kul – og en uophørlig trækken i underlivet. Om natten lå hun vågen ved siden af hendes snorkende mand, Anders Henrik Nielsen, og græd stille.
Hun ville ikke dø! Kun 52 år, endnu ikke pensionist. De havde lige kiggt på sommerhuse, drømt om natur og ro. Sønnerne havde gode jobs, svigerdøtrene var omsorgsfulde. Freja, der skulle starte i skole om efteråret, var en fryd – hun dansede kunstskøjteløb, tegnede og kunne allerede strikke.
Livet føltes som en lynkursus. Som om hun knap nok havde levet det. Nu var sygdommen her, lige da hun skulle nyde det hele.
***
Efter at have kæmpet sig gennem foråret og sommeren, blev det uudholdeligt om efteråret: Åndenød, uophørlige rygsmerter, kvalme. Endelig bookede hun en lægetid og fortalte Anders om sine plager.
På klinikken i København ventede hele familien. Anders og den ældste søn blev i bilen, mens svigerdøtrene sad i venteværelset.
Mette rødmede, da hun svarede på lægens spørgsmål: Hvornår stoppede menstruationen? Hvornår startede smerterne? Lægen undersøgte hende grundigt, blev eftertænksom og ringede til onkologisk afdeling. »Hendes livmoder er væk. Sidste stadie,« hviskede hun i telefonen.
Mette lyttede, mens hænderne rystede. »Kommer I alene?« spurgte lægen. »Nej, familien er her,« svarede Mette med følelsesløse læber. Smerten eksploderede pludselig – hun klynkede mod dørkarmen.
Svigerdøtrene skyndte sig ind. Lægen udstedte henvisning: »Akut transport til Rigshospitalet. Det er for sent. Hvorfor ventede I?«
I bilen tav alle. Anders græd lydløst, sønnerne klemte rattet, mens svigerdøtrene støttede Mette, hvis kræfter svandt. Mellem smerteanfald så hun gulde høsttræer ud ad vinduet – et farvel til Freja, som hun nu ikke kunne hente fra skole.
***
På hospitalet blev hun indlagt øjeblikkeligt. Familien stod som forstenet ved vinduerne. En ældre læge i grøn kitel skyndte sig ind i undersøgelsesrummet. Pludselig løb en sygeplejerske ud efter en båre.
Da båren med Mette – dækket af et lagen – blev skubbet ud, hylede Anders: »Jeg er hendes mand! Lad mig sige farvel!« En sygeplejerske standsede ham: »Hun føder. Barnet er på vej!«
***
På fødestuen råbte Mette i kor med en ung fødende kvinde. En professor spurgte under pause: »Hvorfor lider vi?«
»Fordi jeg var dum nok til at drikke,« stønnede den unge.
»Og dig?« spurgte han Mette.
»For kærlighed,« hviskede hun. »Vi fejrede min 52 års fødselsdag…«
Professoren grinede. »En fejldiagnose. Men nu – pres! Din ’kræft’ vil gerne fødes!«
***
En sygeplejerske kom ud med et smil: »Mette Hansen. Familie?«
»Her,« svarede de i kor.
»Tillykke – en dreng på 3500 gram. 51 cm.« Hun kiggede på Anders. »Hvem er faren?«
»Mig,« svarede han hæst.
Sygeplejersken blinkede. »Respekt, far. I nåede lige akkurat. Hvorfor troede I, det var kræft?«
Familien udvekslede forbløffede blikke, mens Mette – nu mor igen – lå og lyttede til sin nyfødtes skrig.
