Datteren og svigersønnen har efterladt mig med børnebørnene hele ferien. Og på min pension skal jeg både fodre og underholde dem.
Nutidens børn og børnebørn er blevet så egoistiske – de kræver al opmærksomhed, omsorg og tid, men til gengæld giver de intet andet end ligegyldighed og krav. Hvorfor denne forbrugermentalitet over for de ældre? Som om vi ældre slet ikke har vores eget liv og egne ønsker – vi skal kun være barnepiger for børnebørnene. Og når jeg selv beder om hjælp, er alle pludselig for travle, som om jeg er en fremmed.
Min datter har to sønner – den ældste er 12, den yngste er 4. Jeg bor i en lille by uden for Aarhus, og alt jeg har, er en beskeden pension og den fred og ro, som jeg værdsætter så højt. Jeg ved ikke, hvordan min datter og hendes mand opdrager dem, og hvad der foregår i skolen, men drengene bliver rigtige dovendyr. De rydder ikke op efter sig selv, ikke engang deres senge bliver redt – det ligner et slagmark. De vil ikke spise min mad, de kræver noget ligegyldigt. Det er en ren straf!
Da børnebørnene var små, hjalp jeg min datter så meget jeg kunne – tog mig af dem, passede dem, løb i butikkerne. Men de sidste fem år har jeg været pensionist og forsøgt at trække mig tilbage fra rollen som evig barnepige. I år, lige før efterårsferien, trak jeg et lettelsens suk: Jeg kiggede på kalenderen og indså, at der ikke var nogen lange weekender i begyndelsen af november. Det betyder, tænkte jeg, at min datter og hendes mand ikke ville tage nogen steder hen, og jeg ville kunne leve i fred. Åh, hvor tog jeg fejl!
Søndag, lige inden den sidste uge af oktober, ringede det på døren. Jeg åbnede – og der stod min datter, Lene, med sine to sønner. Uden at hilse ordentligt sagde hun hurtigt:
— Hej mor! Her er børnebørnene, ferien er startet!
Jeg stod målløs.
— Lene, hvorfor gav du ikke besked? Hvad er det for en overraskelse?
— Hvis jeg gav besked, ville du finde på tusind undskyldninger for ikke at tage dem! – skar hun igennem, mens hun hev jakkerne af drengene. – Vi tager i sommerhus i en uge, vi har brug for det!
— Men hvad med arbejde? Der er jo ingen ekstra fridage! – prøvede jeg at forstå, mens jeg mærkede panikken vokse inden i mig.
— Vi har taget et par feriedage, og Anton har taget tre dage fri. Mor, jeg har ikke tid til at forklare, vi skal afsted nu! – sagde hun og gav mig et hurtigt knus, før hun hastede ud af døren igen og efterlod mig med to kufferter og børnene.
På mindre end fem minutter var huset helt i kaos. Fjernsynet brølede, jakker og sko lå overalt i gangen, og drengene løb rundt som en tornado. Jeg prøvede at få dem til at rydde op, men de ignorerede mig fuldstændigt, som om jeg var usynlig. De nægtede at spise min suppe, rynkede på næsen og sagde, at deres mor havde lovet dem pizza. Der røg min tålmodighed.
Jeg greb telefonen og ringede til Lene:
— Datter, dine børn kræver pizza! Jeg køber ikke det til dem!
— Jeg har allerede bestilt levering, – svarede hun irriteret. – Mor, de vil ikke spise din grød, det bliver bare en skændesituation. Tag dem ud et sted, underhold dem, spis noget ordentligt! Du klager selv over, at de udmatter dig derhjemme!
— Og hvordan skal jeg betale for deres underholdning? Skal jeg bruge min pension måske? – protesterede jeg, mens jeg mærkede blodet stige til mit ansigt.
— Hvad ellers bruger du den til? Det er jo dine børnebørn, ikke fremmede! Jeg kan ikke tro, du siger sådan noget! – hvæsede hun og lagde på.
Det var det! Her er jeg nu med dette mareridt alene. Hele mit liv har jeg arbejdet for min eneste datter – haft to jobs, sparet hver krone, så hun kunne have det godt. Og nu, på mine gamle dage, er det sådan, jeg bliver takket! Jeg ryster af skuffelse, af afmagt, af denne uretfærdighed.
Jeg elsker mine børnebørn, med hele mit hjerte. Men de udmatter mig, og jeg udmatter dem – aldersforskellen er for stor, jeg er ikke ung længere, så jeg kan ikke rende rundt med dem hele dagen. Og min datter mener, at jeg nu er en gratis barnepige, at min pension og min tid tilhører hende og hendes børn. Det er deres ret, og mine pligter. Egoister, rendyrkede egoister! Og her sidder jeg, ser på rodet, lytter til deres råb og tænker: er det virkelig min alderdom? Har jeg ikke fortjent bedre?
