I en alder af 65 har vi indset, at vores børn ikke længere har brug for os. Hvordan accepterer man det og begynder at leve for sig selv?
Jeg er 65, og for første gang i mit liv står jeg overfor et bittert spørgsmål: Har vores børn, som min mand og jeg har ofret alt for, virkelig kasseret os som gamle, ubrugelige ting? Vores tre børn, som vi gav vores ungdom, kræfter og sidste kroner til, fik alt, hvad de ønskede fra os og forlod os uden at se sig tilbage. Min søn tager ikke telefonen, når jeg ringer, og jeg fanges af tanken: Vil ingen af dem tilbyde os et glas vand, når vi bliver gamle? Denne tanke stikker som en kniv i hjertet og efterlader kun tomhed.
Jeg blev gift som 25-årig i en lille by tæt på Aarhus. Min mand, Søren, var min klassekammerat, en stædig romantiker, som i årevis forsøgte at vinde min opmærksomhed. Han startede på det samme universitet for at være tæt på mig. Et år efter det beskedne bryllup blev jeg gravid. Vores første datter blev født. Søren droppede ud af studiet for at arbejde, og jeg tog orlov fra mit. Det var svære tider — han forsvandt til byggepladsen fra morgen til aften, og jeg lærte at være mor, mens jeg forsøgte ikke at dumpe mine eksamener. To år senere blev jeg gravid igen. Jeg måtte tage aftenkurser, og Søren tog flere vagter for at forsørge os.
Vi klarede det trods alle vanskeligheder og opdragede to børn — vores ældste datter Lisbet og vores søn Anton. Da Lisbet begyndte i skole, fik jeg endelig job inden for mit felt. Livet begyndte at stabilisere sig: Søren fandt et stabilt job med god løn, og vi fik vores lejlighed i stand. Men netop som vi kunne få vejret, opdagede jeg, at jeg ventede det tredje barn. Det var et nyt slag. Søren arbejdede endnu mere for at støtte familien, og jeg blev hjemme med lille Naja. Hvordan vi klarede det, forstår jeg stadig ikke, men skridt for skridt fandt vi faste grund under fødderne igen. Da Naja begyndte i første klasse, følte jeg for første gang lettelse — som om en vægt blev løftet fra mine skuldre.
Men prøvelserne var ikke forbi. Lisbet, kun lige begyndt på universitetet, annoncerede, at hun skulle giftes. Vi modsatte os ikke, for vi blev selv gift som unge. Bryllup, hjælp til bolig — alt dette tømt vores sidste opsparing. Så ønskede Anton sin egen lejlighed. Hvordan skulle vi sige nej til vores søn? Vi tog et lån og købte en bolig til ham. Heldigvis fandt han hurtigt et job i en stor virksomhed, og vi kunne ånde lettet op. Men Naja, i sit sidste års gymnasieklasse, overraskede os med drømmen om at studere i udlandet. Det var et hårdt slag mod økonomien, men vi samlede pengene, bed tænderne sammen og sendte hende over Atlanten. Hun fløj af sted, og vi blev tilbage alene i det tomme hjem.
Med årene kom børnene sjældnere på besøg. Lisbet, selvom hun boede i vores by, kiggede kun forbi hver sjette måned og slog invitationerne væk. Anton solgte sin lejlighed, købte en ny i København og kom endnu sjældnere — en gang om året, hvis vi var heldige. Naja blev efter endt uddannelse i udlandet og byggede sit liv der. Vi har givet dem alt — vores tid, helbred, drømme, og til sidst blev vi for dem intet andet end tomme skygger. Vi forventer ikke penge eller hjælp fra dem — Gud forbyde det. Vi ønsker blot små mængder varme: et opkald, et besøg, et venligt ord. Men intet af det sker. Telefonen forbliver stille, døren forbliver lukket, og kulden vokser i maven.
Nu sidder jeg og kigger ud på efterårsregnen og tænker: Er det virkelig alt? Er vi, der har givet vores børn hver eneste åndedrag, dømt til at blive glemt? Måske er det tid til at stoppe med at vente på, at de husker os, og vende os mod os selv? I en alder af 65 står Søren og jeg ved en korsvej. Foran os ligger ukendte stier, men et sted derude glitrer der håb om lykke — vores egen, ikke nogens andens. Vi har hele livet sat os selv sidst, men har vi ikke fortjent en dråbe glæde for os selv? Jeg vil tro på, at vi har. Jeg vil lære at leve på ny, for vores skyld, mens vores hjerter stadig banker. Hvordan accepterer man denne tomhed og finder lys i den? Hvad tænker I?
