Med årene har jeg forstået, at jeg aldrig ønsker at gifte mig igen.
I takt med at tiden er gået, har jeg indset, at jeg altid har været den perfekte mor – omsorgsfuld, kærlig, uden dårlige vaner, en som mine børn altid kunne stole på. Jeg har tre af dem: to sønner og en datter, som jeg opdragede med kærlighed og dedikation. Den yngste, Anders, fik jeg som 37-årig, og der er en betydelig aldersforskel mellem ham og de ældre børn. Jeg har altid været deres støtte, en bastion at læne sig op ad, men nu, når jeg ser tilbage, indser jeg, hvor lidt jeg har givet mig selv.
Mit liv har været præget af arbejde. Jeg arbejdede utrætteligt, bar familien igennem, men brugte kun få penge på mig selv. Det hele gik til børnene, hjemmet, for at skabe hygge omkring dem. Jeg rejste ikke, tog ikke på ferie eller forkælede mig selv – selvom jeg inderst inde virkelig trængte til det! Før ægteskabet var jeg anderledes: fri, let, og rejste tit til havet, i bjergene, hvor end mit hjerte kaldte mig. Så giftede jeg mig med Nikolaj. Han var ikke en dårlig mand – drak ikke, røg ikke, og tog sig af hjemmet på sin egen måde. Men hans rod drev mig til vanvid: ting lå spredt overalt, kaos blev en del af vores liv. Og som 55-årig, da børnene var flyttet hjemmefra gled mit blik over hverdagen, og jeg indså: jeg kunne ikke fortsætte sådan.
Vi boede i et rummeligt hus uden for Aarhus, men dette hus var ikke længere mit. Nikolaj havde fået en kostbar interesse – jagt. Tre racehunde, et arsenal af våben, skure fyldt med udstyr, optog al hans tid og penge. Og jeg? Jeg kunne ikke engang få en kat – dem kunne han ikke fordrage. Mange af de ting, jeg holdt af, irriterede kun ham. Mine drømme, mine små glæder blev kvalt under hans ligegyldighed.
For seks år siden, i september, gik jeg på pension, men jeg fortsatte med at arbejde – min vane med at holde alt under kontrol slap mig ikke. Men som pensionist tog jeg mod til mig og foreslog Nikolaj en skilsmisse på betingelse: jeg efterlod ham vores treværelses hus, garagen, bilen, alle møblerne, hans hunde og geværer, og bad kun om en toværelses lejlighed til mig selv. Han sagde ja uden diskussion – på det tidspunkt var vores bånd svækket til et minimum. Børnene var væk, huset tomt, og jeg var træt af at leve for ham, at fortabe mig i hans liv uden at få noget tilbage.
I november for to år siden flyttede jeg ind i min nye lejlighed i midten af byen. Med en slidt taske i hånden, ind i fire vægge, hvor der ikke var spor af det gamle liv. Og ved I hvad, jeg var lykkelig – til tårer, til rysten indeni! For første gang i årtier trak jeg vejret dybt. Jeg begyndte at indrette mig lidt efter lidt: skiftede rør, satte nye vinduer i, opdaterede dørene. Hvert søm der blev slået i lejligheden var en lille sejr for mig.
Vi blev formelt skilt, og lige siden har mit liv fået farverne tilbage. Nu rejser jeg hvert år til Vesterhavet, lytter til levende musik ved koncerter, og tager på de rejser, jeg drømte om som ung. Jeg har to fluffy katte boende hos mig – stamtavle, stolte, mine trofaste følgesvende. Mine børn og jeg har et skønt forhold: de glæder sig over min glæde, ringer, og kommer på besøg. Og nu, som næsten 62-årig, føler jeg mig så let, så rolig, at jeg ikke tøver med at sige: disse er de lykkeligste år i mit liv. Jeg vil ikke ændre noget, jeg vil ikke miste denne frihed.
Gifte mig igen? Aldrig. Jeg har givet for meget – år, kræfter, drømme – til at binde mig til bånd, der kan blive til lænker igen. Snart fylder jeg 62, og jeg beder kun om én ting: at jeg ikke slukker i morgen, men fortsat kan nyde denne nye, min verden i mange år endnu. Dette er min historie – historien om en kvinde, der endelig fandt sig selv efter årtier af ofre. Og det lykke vil jeg ikke dele med nogen.”
