Jeg blev skuffet over mit valg og forlod hende straks efter at have besøgt hendes hjem.
Jeg var gift i tretten år, og min tidligere hustru var aldrig kendt for at være en klassisk skønhed. I vores unge dage betagede hun mig med sin skrøbelighed, ømhed og en næsten uhåndgribelig blødhed, der berørte min sjæl. Jeg vil ikke sige, at hun var strålende, men hun vidste altid, hvordan man præsenterede sig selv. Det dyre blondeundertøj, hun forkælede sig med, hylderne i vores badeværelse fyldt med cremer, parfumer, olier og kosmetik – alt dette var hendes verden. Der var så mange flasker og krukker, at jeg blev forvirret over deres antal, men hun duftede altid som en blomstrende have. Vi tjente begge godt, levede i velstand, og hun havde råd til disse små luksusgoder.
Min tidligere hustru gik aldrig rundt i slidte klude derhjemme – hendes hår var altid sat, tøjet strøget. Jeg kunne godt lide kvinder som hende: velplejede, bevidste om deres egen værdi. Men skæbnen ville det anderledes – for fem år siden blev vi skilt, og siden da blev mit liv til en række flygtige møder. Kvinder kom og gik, uden at efterlade noget spor, indtil jeg mødte hende – Annika. Hun syntes at være fra en anden verden: smuk, dragende, med fine ansigtstræk og en sikker gang. Hun ledede et mandligt team på arbejdet med en sådan lethed, at jeg blev imponeret. Jeg besluttede: en kvinde som hende måtte jeg ikke miste.
Det begyndte med uskyldige samtaler, men snart inviterede jeg hende til min lejlighed i København. Jeg lavede ikke mad – bestilte middag fra en restaurant, men jeg dækkede selv bordet med sjæl og omhu. Aftenen var magisk: vin, latter, lange blikke. Annika blev natten over, og siden da kom hun ofte. Men jo oftere hun kom, desto mere generede hendes opførsel mig. Hun medbragte aldrig hverken toilettaske, skiftetøj eller undertøj. Om morgenen så jeg hende i en frygtelig tilstand: udtværet mascara, pjusket hår, et træt ansigt. Efter et bad tog hun det samme tøj på som dagen før, og det stødte mig. Ærligt talt, jeg var skuffet over det indre.
En dag inviterede Annika mig hjem til sig. Jeg forventede at se kaos – hendes vaner i mit hjem antydede sjusk. Men da jeg trådte ind i hendes lejlighed, blev jeg ramt af chok. Det var ikke uorden, men… noget andet. Der var et frisk renoveret hjem – stilfuldt, dyrt, med kvalitetsmøbler og moderne detaljer. Alt skreg af god smag og velstand. Men da jeg trådte ind i badeværelset for at vaske hænder, blev jeg mødt af en anden virkelighed. På hylden stod der blot en shampoo og en tandpasta. Ikke et gram af luksus eller tegn på egenomsorg. Jeg mindedes min ex-hustru – hendes hylder bugnede af flasker, badeværelset duftede af aromaer, og det var for mig et tegn på kvindelighed, selvrespekt. Men her – kun tomhed.
Annika havde for nylig fejret 33, men det så ikke ud til, at hun tænkte på, hvordan man bevarer sin ungdom. Frygtede hun ikke rynker, den aldrende hud? Jeg stod der og kiggede på den spinkle hylde, og mærkede skuffelsen vokse inden i mig. Men det virkelige chok ventede mig på altanen. Der, på snoren, hang hendes undertøj til tørre – gråt, enkelt, uden antydning af elegance. Hun bemærkede mit blik og sagde nonchalant: “Det vigtigste for mig er komfort.” Disse ord lød som en dom.
Måske er jeg i mine 42 blevet for kræsen? Måske er mine vaner, mine forventninger – en byrde fra fortiden, som jeg ikke kan slippe? Men jeg indså, at jeg ikke kunne leve med en sådan kvinde. Vi brød op – jeg satte selv punktum. Jeg gik, uden at se mig tilbage, med et tungt hjerte, men med vished om, at jeg ikke kunne acceptere denne tomhed, hvor jeg havde forventet at finde skønhed og omsorg. Annika var smuk udvendigt, men i hendes hjem så jeg kun ligegyldighed over for sig selv – og det dræbte alt, hvad der kunne have været mellem os.
