Jeg er vanvittig misundelig på min søster. Hendes mand er klar til at give hende hele verden, mens jeg bærer byrden af hele familien.
Jeg er dødeligt misundelig på min lillesøster, Katrine. Hendes liv ligner et eventyr, hvor hun er prinsessen, og hendes mand opfylder alle hendes luner, som en tro ridder. Mens jeg, som en martret Askepot, bærer hele familien på mine skuldre, kvalt af træthed og håbløshed. Nogle gange føler jeg, at jeg er den dummeste og mest ulykkelige kvinde i verden. Jeg har været sammen med min mand, Mikkel, i næsten ti år. I den tid har vi været igennem meget: der har været stunder af lykke, men oftere mørke tider fyldt med prøvelser.
Lige nu er vi i en af de mest dystre perioder i vores liv. For et år siden besluttede Mikkel sig for at skifte job. Vi blev lovet guld og grønne skove: en stabil indkomst, gode forhold, en lys fremtid. Men virkeligheden viste sig at være en grusom hån mod vores håb. Den nye stilling var et rigtigt helvede, værre end den gamle, og nu giver Mikkel mig skylden, som om det kun var mig, der skubbede ham ud i dette mareridt.
— Det var dig, der ville have, jeg skulle skifte job? Nå, er du tilfreds nu? — siger han på en giftig måde ved enhver given lejlighed.
Men hvem kunne have forudset sådan en drejning? Jeg ønskede bare, at han skulle vokse, at vores familie endelig kunne komme ud af den evige fattigdom. Hvordan skulle jeg kunne vide, at det ville ende i katastrofe? Nu sidder vi fast i et økonomisk hul. Min løn er det eneste, der holder os flydende, for Mikkel har ikke fået udbetalt sin i flere måneder. Vi har svært ved at få pengene til at række, og jeg føler hver dag, hvordan denne byrde presser mig mere og mere.
Sidste forår gik min telefon i stykker. Reparationen ville koste næsten det samme som en ny, så vi besluttede at udskyde købet. I flere måneder kæmpede jeg med en gammel tablet, indtil jeg måtte pantsætte den. Det samme skete med næsten alle mine smykker — de få ting, der mindede om bedre dage. Pengene var nødvendige med det samme, og jeg gav alt, jeg havde. Men Mikkels ting? Nej, dem rørte vi ikke — kun mine ofre blev taget i brug.
Katrine, min lillesøster, fik ondt af mig og gav mig sin gamle telefon, så jeg kunne holde mig forbundet. Jeg gav alt, jeg havde, for at sikre, at min familie ikke sulter. Ja, Mikkel arbejder også, og tager nogle gange ekstra arbejde, men gør det modvilligt, som om jeg tvinger ham til det. Hver gang må jeg overtale ham, næsten på mine knæ.
For nylig bemærkede Katrines mand, Anders, ved et tilfælde, at hun havde ønsket sig den nyeste iPhone i gave til hendes fødselsdag. Jeg mærkede en brændende misundelse inden i mig — en følelse, jeg skammer mig over, men ikke kan undertrykke. De bor i en lejlighed i Aarhus, ligesom os, men deres liv er anderledes. Katrine dirigerer sin mand som en marionet: han arbejder som chauffør om aftenen, tager på forretningsrejser, sparer penge og tilfredsstiller alle hendes behov. Hendes løn er hendes lille skattekiste, som hun bruger kun på sig selv. Sidste år gik hun bare ind i en designbutik og købte en luksusfrakke, fordi hun havde lyst til det.
— Det er mandens pligt at sørge for bolig, mad og andre bekymringer, — siger hun med dronningens selvsikkerhed.
Katrine er en sand skønhed. Hun investerer alle sine penge i sig selv: eyelash extensions, perfekte negle, velplejede bryn, stilfulde frisurer, moderigtigt tøj og andre kvindelige glæder. Ved siden af hende føler jeg mig som en grå skyggeskikkelse — forpjusket, uplejet, glemt. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst var hos frisøren, og manicure er helt udelukket. Alt, hvad jeg tjener, går til familien, og Mikkel tænker ikke engang på at bidrage med en ekstra krone. Enhver ændring eller ekstra arbejde er noget, der skal presses ud af ham som med en tang.
For nylig fik jeg løn, og Mikkel hintede igen, at pengene til huslejen og maden måtte komme fra min lommer. Jeg er ved at sprænges af skuffelse: han gør ikke engang en indsats for at ændre noget, prøver ikke for os.
— Du ved jo, vi mangler penge, lønnen er forsinket igen, — mumlede han, da jeg spurgte, hvad han ville give mig i fødselsdagsgave.
Men hvis han ikke får en gave til en fest, bliver han sur som et barn. Jeg prøver altid at glæde ham, finde en lille ting, så han ikke føler sig forbigået. Og han? Jeg forventer ikke dyre telefoner eller luksuriøse overraskelser — lykke ligger ikke i penge. Men selv simpelt opmærksomhed, en lille venlig gestus, kan man ikke få fra ham. Han forstår det simpelthen ikke.
Jeg troede, at vores problemer var midlertidige, at det kun var en mørk periode, der snart ville slutte. Men nu ser jeg: det er ikke en periode, men et helt liv. Jeg forsøgte at tale med Mikkel, vi kom op at skændes, men han trækker kun på skuldrene: «Lønnen er forsinket, hvad kan jeg gøre?»
— Hvad hvis vi havde børn, hvordan skulle vi så overleve? — spurgte jeg en dag i desperation.
Han var tavs. Og jeg ser på Katrine, og misundelsen æder mig op indeni. Jeg er flov over disse følelser, men de er stærkere end mig. Hendes mand bærer hende på hænder, overøser hende med gaver, køber alt, hvad hun ønsker, og jeg bruger stadig hendes gamle telefon, som hun ikke længere behøvede. Hvorfor får kvinder som Katrine alt? Er det sådan en heldig skæbne? Eller handler det om mændene? Hvorfor lever nogle i en konstant fest, blot ved at knipse med fingrene, mens mit liv er endeløs grå tristhed?
