Jeg troede, jeg levede i et eventyr. Jeg havde en kærlig mand, jeg følte, at jeg snart ville blive mor, og forberedte mig spændt på brylluppet. Men ét besøg på hospitalet vendte det hele på hovedet og efterlod mig i tomhed og fortvivlelse.
Min forlovede, Anders, og jeg lagde planer for fremtiden: Vi lejede en hyggelig lejlighed i Aarhus og drømte om vores bryllup. Vi tilbragte aftenerne sammen i ro og varme. En måned før brylluppet begyndte jeg at mærke morgenkvalme. Jeg tænkte, at det måtte være det mirakel, jeg havde drømt om. Jeg kunne dog ikke vente med at fortælle det til Anders – jeg ville gerne overraske ham og give ham et øjebliks glæde. Den dag tog jeg hjem til mine forældre for at dele nyheden med min mor.
Da jeg sad i taxaen, følte jeg mig svimmel, men slog det hen som træthed. Hjemme bryggede mor kamillete til mig, og jeg følte mig bedre, men om natten blev jeg helt varm, som om jeg brændte op indefra. Jeg kæmpede imod, men min mor ringede til akutlægen, uden at lytte til mine protester. Lægen undersøgte mig alvorligt og sagde:
— Du skal hurtigst muligt på hospitalet. Der er mistanke om en graviditet uden for livmoderen.
Ordene ramte mig som et lyn. Jeg ønskede så inderligt at give Anders et barn, men nu smuldrede min drøm til frygt og smerte.
Jeg vågnede efter operationen på hospitalet, hvor en træt læge kiggede medfølende på mig.
— Undskyld, min pige. Vi reddede dig lige i tide.
Først da jeg blev udskrevet, forstod jeg, hvad han mente. Mit liv blev reddet, men håbet om at blive mor blev taget fra mig. Jeg kunne ikke fortælle Anders sandheden – frygten for, at han ville forlade mig, klemte om min hals. Han elsker børn så højt! Hjemme løj jeg og sagde, at jeg havde været til et rutinetjek. Jeg ved ikke, om han troede på mig, men hans mor, Kirsten, havde helt sikkert en mistanke.
En uge før brylluppet planlagde Anders og jeg at tage fri for at få lidt ro før festen. Men arbejdet kaldte – jeg skulle færdiggøre et vigtigt projekt, mens Anders tog sig af tingene derhjemme. Så snart jeg fik fri, skyndte jeg mig hjem i forventning om at se hans smil. Da jeg trådte ind, hørte jeg en bid af en samtale, der fik mig til at fryse til is. Kirstens stemme rungede:
— Jeg sagde jo, at hun stadig besøgte ham der Jesper! Hun var indlagt i gynækologi en uge, og du tager det bare roligt!
— Mor, det var bare en undersøgelse… — forsøgte Anders at sige.
— Vågn dog op! Hun har fået en abort! Og en mislykket en endda. Jeg er kvinde, jeg ved, hvorfor man bliver indlagt. Du er en blind forelsket tåbe! Brylluppet skal aflyses. Det bliver en skandale!
Verden svimlede for mig, og jeg faldt om. Da jeg vågnede, så jeg Anders og hans mor. Kirsten smilede anstrengt:
— Er du vågnet, min kære? Drik lidt sød te. Du og Anders skal tale sammen. Jeg smutter nu.
Jeg var målløs af rædsel, og Anders talte hurtigt:
— Line, hvordan har du det? Vi bliver nødt til at udsætte brylluppet. Du er for svag. Kom dig først, så kan vi blive gift.
— Anders, mener du det? Du tænker ikke på mit helbred…
— Hvad snakker du om?
— Jeg hørte jeres samtale! Tror du også, at jeg har fået en abort på grund af utroskab?
Han undgik mit blik, og det gjorde mere ondt end ord.
— Jeg elsker dig, og jeg er villig til at tilgive. Alle begår fejl. Men jeg har brug for tid.
— Tilgive?! Jeg har aldrig været utro! Jeg havde en graviditet uden for livmoderen, jeg var ved at dø! Jeg skjulte det for ikke at såre dig. Og nu forlader du mig på grund af din mors vrangforestillinger?!
— Jeg ved, at Jesper stadig elsker dig. Han har selv sagt det. Måske gav du efter for gamle følelser…
— Det skete ikke!
— Hvorfor sagde du så ikke noget om diagnosen?
— Jeg var bange for at miste dig! Nu kan jeg ikke give dig børn!
— Line, undskyld, men jeg tror ikke på dig. Jeg har brug for at tænke. Vi udsætter brylluppet, og jeg flytter hjem til mine forældre.
Han gik uden at se på mig. Min smerte, mit helbred – det betød ingenting for ham. Hans hjerte var fyldt med mistro. Det er forbi. Min verden faldt sammen på et øjeblik.
Mens han er hos sine forældre, vil Kirsten helt sikkert forgifte hans sind. Jeg står alene tilbage – uden min forlovede, uden et barn, uden håb. Hvordan skal jeg leve videre, når alt jeg elskede, er blevet til aske? Jeg ved det ikke.
