Mads mødte sin ekskone, og misundelsen fik ham til at blive grøn i kinderne. Han smækkede køleskabsdøren så hårdt i, at hele indholdet rystede. En af magnetbillederne på døren faldt klirrende ned på fliserne.
Ida stod overfor ham, bleg med knyttede næver.
“Føles det bedre nu?” hviskede hun med løftet hage.
“Du trætter mig bare,” snappede Mads, trods forsøg på ro. “Hvad er det for et liv? Ingen glæde, ingen fremtid.”
“Så det er altså min skyld igen?” svarede Ida bittert. “Selvfølgelig lever vi ikke op til dine drømme.”
Mads åbnede en flaske kildevand, drak et hurtigt mundfuld og satte den hårdt på bordet.
“Sig det dog,” sagde Ida med skælvende stemme. “Sig én gang, hvad der ikke passer dig?”
“Hvad skal jeg sige?” snerrede han. “Jeg er træt af alt sammen. Til helvede med det!”
De stirrede tavse på hinanden. Ida sukkede dybt og gik mod badeværelset. Mads sank tungt ned i sofaen. Lyden af løbende vand overdøvede hendes hulk – men han var ligeglad.
**Livet som rutine**
For tre år siden giftede de sig. Først boede de i Idas lejlighed i Københavns indre by, senere flyttede de til et uistandsat parcelhus i Hørsholm. Møblerne mindede om bedsteforældrenes tid.
Mads nød først centraliseringen – tæt på jobbet. Men gradvist kvælnede det ham. Ida elskede deres “familiefæstning” med brune tapeter og arvet porcelænsskab. Mads så kun stagnation.
“Ida, vil du ikke skifte det gulvhønsenet?” spurgte han gentagne gange.
“Vi har ikke 50.000 kroner til renovering,” svarede hun roligt. “Jeg drømmer også, men vent til bonusen.”
“Vente? Det er hele din filosofi – at slide og bide!”
Mads mindedes, hvordan han faldt for Ida som studerende. Hendes blå øjne og ærlighed charmede ham. “Hun er en knop, der snart springer ud,” sagde han til vennerne. Nu syntes han, blomsten var visnet.
Ida følte sig ikke ubetydelig. Hun nød små glæder: te med mynte, nye gardiner, stille aftenlæsning. For Mads var det mørklægning.
Skilsmissen trak ud – han ville ikke hjem til forældre, og separate boliger var for dyre. Idas mor, Karen Mikkelsen, støttede datteren:
“Vær glad for lejligheden, Mads.”
“Mor, du forstår ingenting!”
Hans far trak på skuldrene:
“Det må I selv rode med.”
Derhjemme kritiserede Mads hende: “Du er en skygge…” Under et skænderi råbte han:
“Jeg troede, du var en blomst! Nu er du en frossen knop!”
Ida græd første gang i måneder.
Da det endelig bristede, sagde Mads træt:
“Jeg kan ikke mere.”
“Hvad med?” spurgte hun.
“Alt. Rutinen.”
Ida tog sin taske:
“Du bør flytte.”
“Jeg bliver!” rasede han.
“Lejligheden er mine forældres,” svarede hun koldt. “Jeg vil ikke bo med en, der ser mig som byrde.”
Mads flyttede. Efter tre ugers papirarbejde var de skilt.
**Mødet der ændrede alt**
Tre år senere boede Mads stadig hos sine forældre. Arbejdet som kontorassistent gav knap 28.000 kroner om måneden.
En forårsaften på Strøget standsede han brat. Foran caféen stod Ida.
Men dette var en ny kvinde: elegant frakke, kortklippet hår, bilnøgler i hånden.
“Ida?” gispede han.
Hun vendte sig og smilede.
“Hej Mads. Hvordan går det?”
“Fint… Ser ud til, du klarer dig bedre,” mumlede han.
“Nej, jeg startede min egen blomsterbutik. En ven hjalp mig.”
“Hvem?”
En velklædt mand kom fra et bord og lagde armen om hende:
“Skal vi sætte os, skat?”
“Det er Nikolaj,” præsenterede Ida. “Vi er glade for at se dig.”
“Dejligt for dig,” sagde Mads med knugende misundelse.
Ida nikkede, og parret forsvandt indenfor.
Engang kaldte han hende “frossen knop”. Men blomsten var sprunget ud – bare ikke for ham.
