Jeg hedder Signe Jensen, og jeg bor i Kolding, hvor de rolige dage spejles i fjordens vand. Jeg har vaklet længe med, om jeg skulle skrive dette brev, men indeni skriger alt af smerte og forvirring. Jeg kan ikke længere tie – jeg har brug for at få det ud, for mit liv er styrtet sammen, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af dette mareridt.
Det begyndte med, at jeg var mor til en femårig pige, Sofie, og kone til en mand, der næsten kun lever for sit arbejde. Min mand, Mikkel, er en arbejdsnarkoman helt ind til benet og sjældent er hjemme. Min mor henter vores datter fra børnehaven og passer hende om aftenen, fordi Mikkel og jeg ofte kommer sent hjem. Jeg arbejder i en stor virksomhed – et seriøst sted, de betaler godt, men jeg giver den alt, hvad jeg har, og bliver ofte længe for at få ordnet alting. For to måneder siden blev jeg sendt på forretningsrejse i fire dage med en kollega, Anders. Jeg spurgte min mor, om hun kunne bo hos os og se efter Sofie, hvilket hun accepterede, og jeg tog afsted med let hjerte.
Anders og jeg kørte i firmabilen. Dagen gik med arbejde, og om aftenen tjekkede vi ind på et hotel. I elevatoren foreslog han pludseligt, at vi kunne tage ned i restauranten og spise sammen. Jeg nikkede – hvorfor ikke? Aftenen viste sig uventet at blive behagelig. Vi talte om alt mellem himmel og jord, og jeg fandt ud af, at han var fraskilt, uden børn og optaget af sit arbejde. Hans stemme og latter – jeg følte mig pludselig fri og levende, som jeg ikke havde gjort i lang tid. For år tilbage med en mand, der næsten ikke kender mig, følte jeg mig let. Efter middagen gik vi hver til sit, men noget sitrede indeni.
Den næste dag gik med arbejde, og om aftenen var det igen middag. Vi blev færdige før tid, og Anders foreslog at fejre med en flaske rødvin. Jeg elsker rødvin, så jeg sagde ikke nej. Vi spiste, drak og lo, og jeg forstod, hvor det bar hen. Mit hjerte hamrede, men jeg besluttede mig for at tage op til mit værelse. Han sagde, han ville følge mig, og i elevatoren skete det – hans læber fandt mine, lidenskaben skyllede over os som en bølge. Vi endte i hans værelse, og natten blev til en hvirvel, som jeg ikke turde tænke på. Den følgende nat var endnu mere intens, endnu vildere – jeg druknede i det, glemte hjemmet, manden, alt.
Da jeg kom tilbage til Kolding, forsøgte jeg at slette det fra min hukommelse. Jeg fordybede mig i arbejdet, undgik Anders, men et par uger senere slog livet mig hårdt: jeg var gravid. Verden snurrede, mine ben gav efter. Jeg var i chok, rædsel, men jeg vidste – det var hans barn. Mikkel og jeg var gledet fra hinanden for længst, vi havde ikke haft nærhed i flere måneder. Jeg havde villet tale med ham om skilsmisse – vores familie havde længe slået revner, men jeg udsatte det, frygtede forandringer. Og nu dette barn – det levende bevis på mit fald. Jeg kender ikke Anders rigtigt. Han var kærlig på den forretningsrejse, men kan jeg stole på ham? Hvad nu hvis han vender mig ryggen, så snart han finder ud af det?
Jeg går rundt i huset som en skygge, ser på min datter og min mand, og indeni skriger alt. Barnet vokser i mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg fortælle Mikkel det? Han vil eksplodere, smide mig ud, og jeg vil stå alene med to børn. Fortælle Anders det? Hvad hvis han griner mig lige op i ansigtet eller bliver som røg? Jeg har besluttet mig for at afsløre sandheden for barnets far om et par dage, men hver time inden da er en tortur. Mine tanker sprænger mit hoved, mit hjerte kvæles af frygt og skyld. Jeg ønskede et roligt liv, men fik kaos, som jeg selv har skabt.
Min mor ser på mig med bekymring, men jeg tier – hvordan fortæller jeg hende, at hendes datter, den eksemplariske mor og kone, er rodet ind i en sådan skam? Mikkel kommer sent hjem, kaster et træt “hej” og ser ikke, hvordan jeg skælver. Anders går forbi på arbejdet, og jeg fanger hans blik – varmt men fremmed. Hvad skal jeg gøre? Beholde barnet og forlade min mand? Forlade alt og løbe? Eller tie stille, indtil sandheden eksploderer som en storm? Jeg drømte om lykke, om et barn mere, men ikke sådan – ikke med svigt, ikke med løgne. Nu står jeg på kanten, og hvert skridt er en afgrund.
Jeg beder om hjælp og råd! Jeg er fortvivlet, jeg er fortabt. Mit liv styrter i afgrunden, og jeg ved ikke, hvordan jeg kan redde mig selv, mine børn, min sjæl. Dette barn er min skyld og mit håb, men jeg frygter, at det vil ødelægge alt, hvad jeg har tilbage. Hvad gør jeg med denne sandhed, der brænder mig op indeni? Jeg vil have, at alt bliver godt, men frygter, at det allerede er for sent.
