Hej! Jeg ringer angående værelseannoncen!

– Hej! Jeg ringer angående værelset, som du har annonceret!

På dørtrinet til lejligheden, hvor Anne Jensen boede, stod en rigtig “grå mus”: iført slidte jeans, en falmet T-shirt, på fødderne havde “musen” nogle godt brugte sneakers, og hun holdt en lidt kedelig taske i hånden. Hendes lyse, bølgede hår var sat i en simpel hestehale. Der var ikke en eneste dråbe makeup i ansigtet. Det eneste, der kunne fange opmærksomheden hos dette “blege væsen”, var øjnene. Store, blå og klare…

Anne Jensen kiggede nøje på pigen og nikkede: “Kom ind!”
– Sådan her, min kære, du skal ikke bruge elektricitet uden grund, spild ikke vand, vær sparsom, forstået?! Og der skal være rent! Og ingen gæster! Har du spørgsmål?
Pigen smilede og nikkede: “Ja, det er fint!”

– Smidig – tænkte Anne – En sjældenhed i dag… Det er klart, hun er kommet fra landet.
Af den efterfølgende samtale blev det klart, at pigen hed Katrine, og at hun faktisk kom fra landet, hvor hendes familie har en gård, og hun var kommet for at studere til dyrlæge.
– Nå, så du skal behandle grise! – konkluderede Anne Jensen.
Katrine tog ikke anstød, hun smilede blot: – Ja, grise, køer og heste, og også katte og hunde – alle! Dyr bliver jo også syge.
– Ja, det er klart! Ingen behandler mennesker, men svin får hjælp! – sagde kvinden med oprigtig irritation.

***
Alt i alt gav lejeren et godt indtryk på Anne: ydmyg, ikke påtrængende, stille, lydig, pæn, holdt orden i lejligheden, lavede mad til sig selv og tilbød endda værten en bid.
Især kunne Katrine bage pandekager: appetitvækkende, tynde som cigaretpapir, porøse og gyldne. Anne kunne dårligt modstå at række ud efter denne lækkerbiskener! De pandekager var simpelthen et vidunder af kulinarisk kunst: de smeltede i munden, før de nåede maven.
Anne Jensen og Katrine kunne man sige, blev endda venner, og nogle gange tilbragte de aftener med en kop te.

Alt ville nok være gået godt, og Katrine ville have afsluttet sine studier stille og roligt, boende til leje hos Anne Jensen. Men så, efter et halvt års fravær, vendte Annes søn, Morten, tilbage fra arbejde i Grønland. En stærk, ung mand, man kunne endda sige en flot fyr (“han ligner sin far,” tænkte hans mor med et suk).
Anne Jensen elskede at kalde sin kære søn “Michel” på fransk manér. Morten rynkede panden, hver gang han hørte det, som om det gav tandpine, men han holdt det ud: “Det er jo trods alt mor.”

Hun havde opdraget ham alene og betragtede ham, på den baggrund, som sin ejendom.
Derfor var det, at hendes Michel hyggesnakkede med lejeren i køkkenet og spiste hendes pandekager med største appetit, noget, der rystede Anne dybt. Og det var ikke kun pandekagerne! Den “frække dreng” æder også pigen op med øjnene, tænkte Anne og blev grå i ansigtet af denne opdagelse.
– Min søn har ingen smag! – denne frygtelige tanke fløj gennem hovedet på moderen, der ejede sin søn.

***
Fra det øjeblik hadede Anne sin lejer: hun vaskede nu gulvene anderledes, talte anderledes, og selv pandekagerne virkede ikke så lækre længere. Mest skræmte Anne det, lidenskabelige blik, som hendes søn kastede på denne “blege plet”, “pigen fra stalden”…
– På mig, sin mor, den eneste familie, tætteste person, har han aldrig set sådan! – tænkte hun forarget og kvælede sine tårer i puden om natten.
– Jeg har ladet en slange varme sig ved mit bryst! – græd hun i telefonen, og delte sin sorg med en nær veninde, en ligeså ensom kvinde i hendes egen alder, Irma Nikolausen.
– Jeg troede, at Michel aldrig ville se to gange på denne blege tingest! Derfor lod jeg hende komme indenfor! Men hun har smurt øjnene ind, løsnet håret og lokker ham med pandekager!
Irma lyttede til sin veninde, sukkede og sørgede samt gav sit autoritative synspunkt:
– Pas på, Anne, hun kunne vinde din søn med magi! Disse ord kastede lidt brænde på bålet af had og misforståelse, hvilket næsten gav veninden et hjerteanfald.

Ikke fordi Anne troede på sådanne ting som kærlighedssorger og afværgende magi… Hun kaldte alt det “mørkefolk og tåbeligheder”, men blot tanken om, at en fremmed kvinde havde vundet hendes søns opmærksomhed, gjorde hende skør.
Hele dage spekulerede hun nu over, hvad hun skulle gøre, og hvordan hun kunne få sin søn på afstand af denne “pige fra landet”. Men selvfølgelig, at demonstrere sig selv som en uhøflig person og smide pigen ud af døren var ikke i hendes planer. I hvert fald ikke dengang. For hvis hun gjorde det, kunne hun falde i sønnens øjne, og han kunne finde på at flytte hjemmefra.
– Nej! Jeg må handle klogere, på en eller anden måde få fremstillet hende i et dårligt lys, så min søn viger væk fra hende.

***
Anne Jensen overvejede i dagevis, hvordan hun kunne få sin søn væk fra lejeren.
Katrine, derimod, fortsatte sin daglige rutine, bagte sine pandekager, lavede suppe og lod som om, hun ikke bemærkede Annes gennemborende blik. En dag spurgte hun indtrængende:
– Anne, er du syg ved et tilfælde? Du ser lidt trist og bleg ud… Og du spiser ikke noget…
– Det er fint! – mumlede Anne ind under næsen og forsvandt til sit værelse for at lægge videre planer for at eliminere “den skrækkelige skabning”. Hvad hun ikke overvejede… Der var endda en tanke om at forgifte den næsvise pige. Men Anne krydsede sig selv straks: – Tilgiv mig, Gud! Hvilke synder kommer jeg dog til at tænke på.
Mens Anne Jensen planlagde, kom Morten en dag hjem med en ring og blomster og friede til Katrine! Anne Jensen mistede derefter helt kontrollen over sig selv, og blev som man siger “rasende”.

– Han skammede sig end ikke overfor sin mor, den snotunge! – hun græd endnu en nat i puden – Han respekterer mig ikke! Han elsker kun den pige!
Anne tørrede vredt sine tårer og gik hen til vinduet… vendte sig, og pludselig faldt hendes blik på natbordet. Der lå hendes øreringe med smaragder. Disse gamle øreringe var meget værdifulde, arvet fra hendes mor, og fra hendes mor før det… Hun huskede, hvordan Katrine altid beundrede skønheden i øreringene.
– Jeg skal nok vise dig! – hvæsede Anne vredt, greb øreringene, viklede dem i et lommetørklæde og stak dem i sin håndtaske.
Ærligt talt, forstod hun ikke helt dengang, hvad hun gjorde, eller hvordan nu skulle fortsætte.

***
Den næste morgen vågnede Anne i godt humør, i dag agtede hun at smide denne lantis ud af huset. For evigt.
Hun gik til morgenmaden med et sødladent smil… og mens hun smurte smør på brødet, sagde hun til sin søn: – Morten, har du tilfældigvis taget mine smaragdsøreringe, jeg kan ikke finde dem…
– Mor, hvorfor skulle jeg have dem? Er jeg en skøn pige, måske? – undrede Morten sig.
Anne Jensen vendte sig med et skævt smil mod Katrine: – Og du, har du set mine øreringe?
Katrine blev ildrød i hovedet, bare tanken om at blive beskyldt for tyveri, gjorde hende helt stiv, skjulte hendes øjne og bragte hende til tårer.
– Jeg har ikke taget noget! – sagde Katrine stille, kvalt af tårer.
– Ja, hvad sagde jeg?! Det er hende! Hun har stjålet mine øreringe og sendt dem til sine fattige familiemedlemmer på landet…

– Men min familie er ikke fattige – protesterede Katrine – Vi har aldrig taget noget, der ikke er vores! Hvorfor siger du sådan?
– Hvorfor opfører du dig sådan? – giv mig straks mine øreringe tilbage og forsvind herfra.
– Jeg har ingenting af dine… Du kan endda ringe til politiet!
– Hvad kan det nytte, de er allerede hos din familie!
Anne havde helt mistet kontrol over sig selv, og hun tumlede uhæmmet ned ad bakke, ude af stand til at stoppe den strøm af grimt sprog rettet mod pigen.
– Mor, hvad er det, du siger? Katrine kunne aldrig gøre sådan! Du har måske selv glemt, hvor du har lagt dem.
De begyndte alle tre at lede grundigt gennem lejligheden, indtil Morten ved et uheld ramte mors taske, og der faldt lommetørklædet med øreringene ud.

Den unge mand stod med fundet i hånden, helt stille.
– Hvordan kunne du, mor? – var alt, han kunne sige, mens han så på moren med øjne fulde af skuffelse.
– Jeg tog fejl, skat, jeg glemte det! – forsøgte Anne Jensen at snyde.
– Mor, jeg så alt! Du var modbydelig! Vi flytter fra din lejlighed med Katrine – erklærede Morten.
– Vent, du vil fortryde denne pige! – råbte Anne Jensen gennem sine tårer.
Morten forlod stille værelset, tog Katrine i hånden og førte hende ud fra Annes hjem.
De lejede en lejlighed, blev gift, og var meget lykkelige sammen. En dag ringede Irma Nikolausen til Morten.

– Morten, din mor er på hospitalet! Hun har haft et hjerteanfald. Hun græder og vil gerne se dig…
Katrine, da hun fik beskeden om, at svigermor var syg, skyndte sig straks at forberede sig, lavede dampede kødboller til hende, kogte kyllingesuppe med hjemmebagte boller, og på vejen købte hun frugt…
Morten gik ikke til sin mor, idet han sagde, han havde travlt.
***
Da Katrine dukkede op ved døren til hendes sygestue, begyndte Anne Jensen at græde. Hun havde håbet så meget, at hendes søn ville komme, og i stedet kom denne hadede pige, som hun mente havde ødelagt hendes liv, taget det dyrebareste fra hende.
– Hvorfor er du blevet syg, mor? Her, spis lidt, her er suppe og boller… – sagde Katrine. – Skal jeg hjælpe med at føde dig med ske, mens det er varmt?
– Og hvorfor kom Morten ikke? – spurgte Anne stille, med skuffelse.
– Morten er meget optaget af arbejdet…

Anne Jensen nikkede forstående og begyndte at græde…
– Tilgiv mig, Katrine, jeg skylder dig en undskyldning… Kan I ikke flytte tilbage hjem, jeg savner jer…
– Hvad taler du om, mor, du har ikke gjort noget galt, du blev bare fejl og glemfuld! Det skal nok gå alt sammen.
Da Katrine gik, sagde en værelseskammerat til Anne Jensen: – Du har en dejlig datter! Smuk, venlig, opmærksom!
Anne smilede – Ja, hun er vidunderlig!
Da Anne Jensen blev rask, blev hun hentet af Morten og Katrine. De boede sammen i Anne Jensens lejlighed, indtil Katrine blev færdiguddannet. Derefter flyttede de alle sammen til gården hos Katrines forældre. Der var et enormt hus, masser af plads… og ekstra hænder kom godt med.
Anne Jensen nød at være på gården så meget, at hun nu ikke ville høre om byen. Især siden de unge fik en dreng, Alexander, som alle elsker højt. Mens Katrines forældre driver gården, behandler Katrine dyrene, og Morten leder gårdens butik, Anne Jensen giver al sin opmærksomhed til lille Alexander.

Nu er det ikke usædvanligt at høre hende sige:
– Gud har sendt mig denne lejer!
Tingene skulle blive anderledes!