Beklager, du tager fejl, vi lejer denne lejlighed, – smilede pigen forvirret.
– Han er ikke den rette for dig! – gentog Anna endnu en gang. – En dag vil du selv forstå det!
– Mor, vær ikke bekymret, hvis du er så sikker på, at det vil ske, – fnisede Vera som svar.
Selvfølgelig blev Vera irriteret over, at moren var så negativ over hendes forhold til Peter, men hun havde ingen intentioner om at opgive ham bare fordi moren ønskede det.
Tværtimod nød Vera at drille Anna og påpege, at hun og Peter havde det godt sammen.
– Hvor er du på vej hen? – spurgte moren strengt, da hun så datteren pakke sine ting.
– Peter og jeg har besluttet at leje en lejlighed sammen, – fortalte Vera glad.
– Hvordan har I råd til det? Han er jo både doven og blakk, – fnyste Anna.
– Mor, Peter og jeg deler udgifterne. Hvis du har glemt det, så arbejder vi begge to!
– Hvor arbejder han henne, mind mig om det? – spurgte moren med skepsis. – På hvilken fabrik?
– Hvorfor tror du, man skal arbejde på en fabrik for at tjene penge?! Dine idéer om det moderne liv er helt forkerte. Peter arbejder hjemmefra.
– Din Peter lyver! – råbte Anna oprørt. – Du er den eneste, der knokler. Det kan man se på ham, han er en fidusmager!
– Mor, hold nu op med at svine ham til! – sagde Vera vredt. – Farvel, jeg ringer senere.
Vera tog sine ting og gik uden at ville høre mere på sin mors mistanker.
Samme aften fandt Vera og Peter en etværelses lejlighed gennem hans bekendte og flyttede ind.
Om dagen studerede Vera på pædagogseminariet, og om aftenen arbejdede hun som rengøringsassistent i to butikker.
Peter arbejdede udelukkende hjemmefra, og Vera var egentlig ligeglad med, hvad han præcist lavede.
Det vigtigste var, at han tjente penge, og de delte udgifterne til deres lejlighed og mad ligeligt mellem sig.
Alt syntes at gå godt i deres forhold. Det eneste, der var lidt mærkeligt for Vera, var, at han ikke introducerede hende for sine venner.
Vera havde flere gange forsøgt at tale med ham om det, men Peter slog det altid hen, og i stedet foreslog han, at hun kunne invitere sine egne veninder.
– Hvordan skal vi fejre din fødselsdag? – spurgte Vera tre måneder senere.
– Jeg har ikke lyst til at fejre noget, – svarede Peter med et skævt smil.
– Peter, du bliver 25! Det er en milepæl! Vi skal fejre det, – insisterede Vera.
– Der er ikke penge til at tage på café…
– Så inviterer vi dine venner hjem! Jeg laver maden, det bliver billigere. Kom nu, Peter, – tiggede Vera, og til sidst gav han efter.
På dagen brugte Vera hele dagen i køkkenet, så om aftenen kunne hun næsten ikke stå på sine fødder.
Hun hakkede salater, stegte frikadeller, og bagte kylling, men Peter hjalp ikke med noget som helst.
Ved syvtiden kom Peters venner. Der kom flere end forventet.
De var meget larmende, og Vera blev hurtigt træt af dem. Hun gik ud på altanen for at få lidt ro.
Men hun fik ikke meget fred, for efter et par minutter kom en af Peters bekendte, Maja, ud til hende.
– Du er heldig, Vera, at have fået fat i en fyr med en lejlighed, – sagde Maja med misundelse i stemmen. – Vidste du det på forhånd?
– Med lejlighed? Har Peter en lejlighed? – spurgte Vera overrasket.
– Selvfølgelig har han det, – sagde Maja overrasket. – Det er den, I bor i.
– Hvad? – Vera blinkede nervøst. – Du tager fejl, vi lejer den.
– Det kan I ikke. Denne lejlighed tilhørte Peters bedstemor på hans fars side. Jeg har været her mange gange, og han har boet her i fem år, – svarede Maja.
Vera stirrede på Maja og forsøgte at forstå de oplysninger, hun lige havde fået.
– Vidste du det ikke? – udbrød Maja. – Han har ikke sagt noget til dig? Måske ville han se, om du var interesseret i pengene.
Maja brød ud i høj latter. Det virkede som om, hun gjorde det for at drille Vera.
– Peter, – henvendte Vera sig til ham, mens han drak øl med sine venner, – vi skal tale sammen!
– Lad os tage det senere. Drengene fortæller lige en virkelig sjov historie, – sagde Peter og slog Vera af.
– Nej, vi taler nu! – insisterede Vera.
– Så sig det foran alle, – sagde Peter og tog en slurk af sin øl.
– Hvorfor har du ikke fortalt mig, at du har en lejlighed? – Vera satte truende hænderne i siden.
– Jeg har intet, – svarede Peter med et falskt smil.
– Hvad med denne lejlighed? Hvem tilhører den?
– Ja, hvem? – sagde Maja bag Vera’s ryg. – Den tilhører dig! Alle her ved det!
– Ja, det er sandt, – bekræftede vennerne.
– Så du løj for mig? Vent, hvem har vi betalt leje til? – spurgte Vera forbløffet. – Til dig?
Peter smilede fjollet og grinede nervøst. Han indså, at Vera havde opdaget hans løgn.
I de tre måneder, de havde boet i lejligheden, havde lejen gået direkte i Peters lomme.
Peter havde selv ordnet det således. Vera havde aldrig overført penge til ejeren og havde aldrig mødt ham.
Nu stod det klart, at de ti tusind kroner, hun hver måned gav til Peter, gik direkte til ham.
– Hvordan kunne du, Peter, det er så tarveligt! – sagde Vera med tårer i øjnene og begyndte at pakke sine ting.
Hun kunne ikke bo sammen med en løgner længere. Hans bedrag og grådighed havde ødelagt alt godt imellem dem. Samme aften flyttede Vera tilbage til sin mor.
– Mor, du havde ret, – sagde Vera med en knækket stemme og fortalte sin mor, hvordan Peter havde snydt hende i flere måneder.
Efter denne episode så Vera aldrig mere til Peter. Men hun hørte rygter om, at han og Maja var flyttet sammen.
