— Mor, hvad har du gjort? — datteren næsten råbte ind i telefonen. — Hvilken, for pokker, hund fra internatet?! Og så en gammel og syg én. Du er da helt skør i hovedet! Kunne du ikke have fundet noget andet at give dig til?
Nanna Sørensen stod ved vinduet. Hun betragtede, hvordan den hvide tåge langsomt sænkede sig over byen. Snefnuggene dansede i en karrusel, lagde sig på tagene, satte sig i træernes grene, og knækkede deres fine stråler under de sene forbipasserendes fødder. Det var efterhånden blevet en vane at stå ved vinduet.
Førhen ventede hun sin mand hjem fra arbejde. Han kom sent, træt og med en hæs stemme. I køkkenet brændte det bløde lys, og på bordet ventede middagen, mens de talte sammen over en kop te…
Efterhånden slap samtaleemnerne op, og manden begyndte at komme senere hjem. Han undgik hendes blik og svarede tør på hendes spørgsmål. Og en dag…
— Nanna, jeg har længe villet fortælle dig… jeg har mødt en anden kvinde. Vi elsker hinanden, og jeg vil skilles.
— Hvordan? Skilsmisse… og jeg, hvad sker der med mig? — Nanna mærkede pludselig en skarp smerte under skulderbladet.
— Nanna, vi er voksne mennesker. Børnene er flyttet hjemmefra og lever deres eget liv. Vi har været sammen i næsten tredive år. Men vi er stadig unge. Se, vi er lidt over halvtreds. Men jeg vil have noget nyt, noget friskt!
— Og jeg er åbenbart gammel og udtjent. Et minde der har udlevet sin tid, — hviskede en forvirret kvinde.
— Overdriv ikke. Du er ikke gammel… Men forstå, der… føler jeg mig som en trediveårig. Tilgiv mig, men jeg vil gerne være lykkelig, — han kyssede hende på toppen af hovedet og gik ud på badeværelset.
Han skyllede det gamle ægteskab ud af sig selv, mens han nynnede glade sange, og på Nannas skuldre tyngede en universel sorg…
Forræderi. Hvad kan være værre?
Nanna bemærkede ikke, hvordan tiden gik – de blev skilt, og hendes mand tog til sin nye kvinde. I hendes liv kom der grå dage.
Hun havde været vant til at leve for sine børn, for sin mand. Deres problemer var hendes problemer, deres sygdomme hendes sygdomme, deres glæder og succeser hendes glæder og succeser. Men nu?
Nanna stod timer ved vinduet. Nogle gange kiggede hun i det lille håndspejl, hun havde fået fra sin bedstemor. I det så hun både et trist øje, en tåre der forsvandt i rynkerne, og et gråt hår ved tindingen.
Nanna var bange for det store spejl.
— Mor, du må finde noget at tage dig til, — datterens hastige stemme indikerede, at hun var på vej et sted hen.
— Hvad da, skat? — moderens matte stemme forsvandt i telefonledningerne.
— Jeg ved ikke. Bøger, træning for +50, udstillinger.
— Ja-ja, for dem der er … Jeg er allerede over… — Nanna kunne ikke samle sig selv.
— Åh, mor, undskyld, jeg har travlt.
Det var overraskende, men hendes søn, Lars, reagerede med større forståelse for hendes sorg:
— Mor, det gør mig virkelig ondt, at det skete sådan. Vi, Anne og jeg, vil gerne besøge dig, måske til nytår. Så kan I lære hinanden at kende. Det vil gøre dig gladere at have os hos dig.
Nanna elskede sine børn, men blev forundret over, hvor forskellige de var…
*****
En aften, mens hun surfede på sociale medier, stødte Nanna på en annonce:
“Dørenes dag i hundeinternatet. Kom forbi, tag børn, venner og familie med. Vores kæledyr vil være meget glade for at møde hver ny gæst! Vi venter jer på adressen…”
Der stod også, at hvis nogen ønskede at hjælpe internatet, var der en liste over nødvendigheder.
Nanna læste det en gang, så to.
— Tæpper, plaider, gammelt sengetøj, håndklæder. Jeg burde rydde op i de bunker. Jeg tror, jeg har noget at give dem, — overvejede Nanna om natten.
Stående ved vinduet tænkte hun over, hvad hun ellers kunne købe for sin ikke særligt store løn.
Ti dage senere stod hun ved internatets port. Nanna kom med gaver. Taxachaufføren hjalp med at læsse de uendeligt tunge sække med tæpper og klude af. Han tog også et tæppe og nogle små tæpper ud.
Internatets frivillige hjalp gæsterne med at bære pakker med sengetøj, sække med foder, tasker med gaver til hundene ind.
Senere blev gæsterne delt op i grupper af folk fra internatet og ført langs burene, hvor de hørte historierne om hver af disse triste burebeboere…
Nanna kom hjem træt. Hun kunne ikke mærke sine fødder.
— Okay, brusebad, middag, sofa. Jeg tænker over det hele senere, — sagde hun til sig selv.
Men “senere” kom aldrig. I hovedet blev billeder ved med at dukke op – folk, bure, hunde.
Og deres øjne…
Sådan nogle øjne havde Nanna set i sit lille spejl. Øjne fyldt med tristhed og manglende tro på lykke.
Specielt én hund havde gjort indtryk, en gammel, grå. Hun var meget trist. Lå stille i hjørnet uden at reagerede på nogen.
— Det her er Lady. En japansk chin. Hun blev forladt af sin ejer i en ganske høj alder. Lady er også blevet gammel, hun er hele tolv år.
De siger, at med god pleje kan de leve op til femten. Men Lady er gammel, syg og trist. Sådanne hunde tager ingen desværre med hjem, — sukkede en frivillig, inden hun førte gæsterne videre.
Nanna blev stående ved Lady. Hun reagerede ikke på hende. Hun lå på den gamle plaid, som en kunstig hund, som en gammel beskidt legetøjsfigur…
Hele ugen, mens hun var på arbejde, tænkte Nanna på den triste hund. Pludselig fandt kvinden energi i sig selv og udviste aktivitet på arbejdet.
— Lady er mit spejlbillede. Jeg er bare ikke så gammel endnu. Men ensom. Børnene er flyttet, manden har trådt over mig, som om jeg var en klud på vejen. Men jeg er ikke en klud! Nej, jeg er ikke en klud!
Nanna gik ud af kontoret og ringede til internatet.
— Goddag! Jeg var til jeres åbent hus. I fortalte en hel del om Lady, den gamle hund. Kan I huske hende? — spurgte hun håbefuldt.
— Ja, selvfølgelig husker jeg. Du var den eneste som stoppede ved hendes bur.
— Fortæl mig venligst, kan jeg besøge hende?
— Lady? Utroligt! Selvfølgelig, kom endelig forbi i weekenden, — svarede den frivillige og aftalte et tidspunkt for besøget, før hun lagde på.
Den aften stod Nanna igen ved vinduet. Men denne gang var hun ikke ked af fortiden. Hun betragtede en mand gå tur med en stor hund i gården.
Hunden løb rundt i den mennesketomme natteområde. Jagede efter en bold og bragte den tilbage til sin ejer gang på gang. Og ejeren kærede kærligt for hundens hoved.
Weekenden nærmede sig.
— Hej Lady! — Nanna satte sig på hug ved hunden. Men denne reagerede ikke.
Nanna satte sig direkte på gulvet. Hun havde gamle jeans på, dem havde hun taget med for at skifte om i internatet.
Nanna begyndte at tale, uden at nærme sig hunden.
Hun fortalte om sig selv, sine børn. Om den tomme treværelseslejlighed, som hun nu ikke havde nogen at dele med.
Det gik en times tid. Nanna rykkede forsigtigt nærmere tæppet, hvor Lady lå. Langsomt nærmede hun sin hånd så tæt, at hun kunne røre hovedet. Hun strøg hende forsigtigt.
Hunden sukkede.
Nanna, med nyvunden mod, fortsatte med at stryge hunden med rolige, langsomme bevægelser. Lady, efter at have tænkt, begyndte at løfte hovedet for at imødekomme hendes hånd. Således blev kontakten oprettet.
Da hun gik, fangede Nanna et opmærksomt blik fra de brune øjne. Hunden så på hende, som om den ville forstå, om dette møde var en enegangsforeteelse eller…?
— Vent på mig, jeg kommer snart igen, — hviskede kvinden til hunden, lukkede buret og hastede hen til den frivillige.
— Nå, fik I talt sammen? — spurgte den unge kvinde med et smil rettet mod Nanna.
— Jeg.. jeg vil gerne tage hende med hjem, — sagde Nanna med en dirrende stemme fra spænding.
— Sådan lige med det samme?
— Ja, hun reagerede på mig. Du siger, sådanne gamle savner næsten aldrig et hjem. Jeg vil gerne give hende denne chance.
— Nanna, jeg vil gerne gøre dig opmærksom på noget. Lady er en syg hund, hun behøver pleje, hvis du ønsker at forlænge hendes liv. Det tager tid, energi og penge.
— Jeg forstår. Jeg har opdraget to vidunderlige børn. Og jeg tror, at jeg kan klare det. Lad os give hende denne chance, — Nanna var overbevisende.
— Godt. Jeg vil forberede papirerne. Og desuden – vi følger diskré, hvordan det går med vores kæledyr. Du forstår, at folk kan være ret… forskellige.
— Selvfølgelig. Jeg vil holde jer underrettet om alt, hvad I beder om. Billeder, videoer, lægebesøg – alt skal I få besked om.
Flere timer senere trådte Nanna ind i lejligheden med en hund pakket ind i et håndklæde. Hun satte hende på gulvet.
— Se, Lady. Det her er dit nye hjem. Lad os lære, hvordan vi skal leve sammen nu.
Nanna tog et par feriedage og fokuserede fuldt på hunden. Dyrlægebesøg, undersøgelser, pleje, klipning af kløer og fjernelse af syge tænder.
Lady viste sig at være en meget velopdragen hund. Nanna lagde puder til hende, så hvis det blev nødvendigt, kunne Lady gøre sig det behageligt.
De forsøgte at gå ud tidligt om morgenen og sent om aftenen for at undgå møder med nysgerrige naboer. Nanna ønskede, at Lady skulle vænne sig til sin nye hverdag uden frygt for omverdenen.
*****
— Mor, hvad laver du? Er du i orden? — datteren næsten råbte gennem telefonen.
— I orden. Tak, fordi du bekymrer dig.
— Mor, hvilken, for pokker, hund fra internatet?! Og så gammel og syg. Du er vanvittig! Kunne du ikke finde noget andet at give dig til?
— Min kære, din mor er en ung kvinde. Jeg er kun treoghalvtreds år. Jeg er sund, smuk, selvstændig. Det var det, jeg lærte dig! — svarede Nanna.
— Men, mor…
— Lad os undgå “men”… Du har dit eget liv. Din bror Lars er også langt væk. Faderen har byttet mig ud med en næsten skolepige. Vær venlig at lære at respektere og acceptere mine beslutninger.
Nanna slukkede telefonen, tog en dyb indånding og gik ud i køkkenet. Hun trængte til en kop kaffe.
— Mor, sikke noget, du har gjort! Det havde jeg aldrig troet! Du er sej! En hund fra internatet – det er respektindgydende. Og har du tålmodighed til det? — sønnen støttede med overraskelse.
— Lars, jeg opdragede trods alt jer. Det klarede jeg ligesom, — lo Nanna. — Jeg kan klare det. Internatet har lovet hjælp, hvis vi skulle få brug for det.
Nanna fortalte hverken til sin søn eller datter, at hun under nattevandringerne med Lady havde mødt samme mand, som gik tur med en stor hund.
At han hed Mikael. Han var også skilt, konen flyttede til et nyt liv i et nyt land med en ny mand. Og nu havde han fået en hund…
Kan I gætte, hvor den er fra?
Ja, netop – Mikael mødte sin trofaste flokdyr, Abrek, i internatet. Abrek var blevet indfanget, efter at han løb forvirret rundt i byen.
Forsøgene på at finde de gamle ejere lykkedes ikke trods hans mærkning. Så Mikael gik nu gennem tilværelsen med Abrek og blev vant til den nye hverdag…
*****
— Mor, vi, Anne og jeg, vil gerne komme på besøg i julen. Jeg vil så gerne have, at I møder hinanden. Hun er så fantastisk. Vild, ligesom dig!
Nanna lo over sønnens ord.
— Kom bare, min søn. Vi glæder os til at se jer.
Og den enogtredivte, da det ringede på døren, reagerede begge hunde straks. Mikael med Abrek var kommet på besøg hos Nanna og Lady.
Da sønnen så den lille flok, blev han glad:
— Mor, jeg vil ikke vente til natten, så jeg fortæller dig det nu. Her er min Anne. Jeg elsker hende, og du bliver snart bedstemor.
Og en ting til – vi vil også have en hund fra internatet. Men måske starter vi med en lille, da barnet snart kommer…
Denne nat var der ingen triste øjne i byen – lykønskninger, musik, latter fyldte byen og hele verden med glæde.
Og selv i internaterne følte de dyr og katte, der endnu ikke havde fundet en familie, en særlig fornemmelse – udsigten til lykke.
Lad os alle være lykkelige!
Og til jer, mine kære venner, sender jeg store hilsner og glædelige ønsker fra min vidunderlige knægt Fil. Jeg håber, han har glemt tiden på internatet.
For han nyder lykke og bader i vores kærlighed!
Jeg ønsker jer lykke!
