Det er grusomt at grine af almindelige mennesker – det ved jeg fra egen erfaring.
Jeg blev færdiguddannet fra økonomistudiet og fik for nylig job som revisor i en privat virksomhed. Det virkede som om drømmene var blevet opfyldt – godt job, stabilitet, en chance for at starte et nyt liv i en storby. Men allerede i de første dage blev jeg overvældet af minder, jeg havde forsøgt at glemme i årevis. Det var som om jeg blev sendt tilbage i tiden – til studietiden, hvor jeg fik stemplet “bondepige” og blev mødt med foragt.
Jeg vil aldrig glemme, hvordan pigerne fra fakultetet så på mig – med hånlig afsky, som om jeg var et fugleskræmsel, der ved en fejltagelse var havnet i deres smukke, polerede verden. Umoderne, uden makeup, iført en gammel frakke og en rygsæk, der indeholdt min bedstemors hjemmelavede brød frem for makeup. Jeg tænkte ikke på mit udseende – jeg koncentrerede mig blot om ikke at misse togene, tage den forkerte bus, eller fare vild på campus. I min verden var der ikke plads til læbestift – kun til frygt og hårdt arbejde.
Jeg kommer fra en lille landsby uden for Aarhus. Min far arbejdede på værkstedet, og min mor på posthuset. Jeg kom ind uden hjælp fra tutor eller forbindelser og uden penge – jeg studerede bare igennem nætterne, selv når fingrene blev kolde. Da jeg blev optaget, var jeg sikker på, at det værste var overstået, men jeg tog fejl.
Intet ændrede sig. De lokale piger hånede mig stadigvæk, når jeg gik gennem sneen i mine eneste ruskindsstøvler – ikke smarte, men varme. De gik forbi mig som om, jeg var usynlig, særligt når jeg rystede af kulde ved busstoppestedet og forsøgte at varme hænderne med mit åndedrag. Først ignorerede de mig bare, men så begyndte de bevidst at invitere mig “på kaffe”, i bevidstheden om, at jeg ikke havde råd. Det blev deres form for fordrejede underholdning at se min anstrengte smilende afvisning.
Det var dengang jeg lærte Jens at kende. En anden “unormal” – en landsbypige fra Vestjylland, mager, genert og stille. Han forstod, hvordan det var at sidde i biblioteket med et stykke brød og vente på, at lyset i kollegiet tændtes. Vi blev venner. Vi var aldrig et par, men blev ægte venner. Vi er stadig i kontakt. Han flyttede tættere på sine forældre, arbejder på gården og i byens råd. Jeg flyttede til Odense for at være tættere på min søster – hun er alene med et barn, og jeg kan ikke lade hende være alene.
År senere talte jeg højt om det for første gang. Anledningen var et uventet besøg fra en af de “glansfulde stjerner” – tidligere medstuderende. Hun kom ind på mit kontor med en sag. Højrøstet, med hævet hage, plejet hænder og en aura af overlegenhed. Hun genkendte mig ikke med det samme – eller lod som om. Som om jeg bare havde serveret hende kaffe før. Hun bragte dokumenter ind – alt var forkert udarbejdet. Jeg forklarede roligt: alt er forkert, med sådanne papirer kunne hun bringe både sig selv, mig, og hele vores organisation i problemer. I stedet for et høfligt svar, eksploderede hun, begyndte at råbe, og pegede som hun gjorde tilbage på universitetet.
Og for første gang i mange år så jeg hende direkte i øjnene. Med rolig stemme sagde jeg: “Vi råber ikke på vores arbejdsplads. Tag dine papirer og forlad kontoret. Ret dem og kom tilbage, når de er rigtige.” Hun tog stumt sine dokumenter og gik. Og i det øjeblik følte jeg ikke skadefryd, men snarere lettelse.
Jeg kunne have hævnet mig. Kunne have latterliggjort hende, ligesom hun gjorde med mig dengang. Men jeg gjorde det ikke. For jeg er ikke sådan en. For jeg er vokset. For jeg har værdighed, noget de dengang forsøgte at knuse. Jeg overvandt det, trods hån, kulde, sult og ydmygelse. Jeg bestod, færdiggjorde min uddannelse, fik et arbejde, sørger for min niece og hjælper familien. Jeg har ægte venner, har en samvittighed, og forståelsen af, at det ikke er stedet, der gør mennesket, men mennesket stedet.
Jeg kender værdien af godhed. Jeg kender værdien af ondskab. Og hvis jeg i dag igen stod foran den pige med rygsækken og øjne fyldt af frygt – ville jeg omfavne hende og sige: “Du skal nok klare det. De vil ikke knække dig. Du bliver stærk.”
Og ved I hvad, det er det vigtigste. Ikke at lade sådan nogle som dem knække én. Ikke at blive som dem. At bevare mennesket i sig. Uanset hvad.
