Jeg har aldrig elsket min kone, og jeg har fortalt hende det mange gange. Det var ikke hendes skyld – vi levede et rimeligt liv.
Mit navn er Anders Møller, og jeg bor i Roskilde, hvor historiens minder og hverdagen smelter sammen. Jeg har aldrig elsket min kone, Camilla, og har flere gange kastet denne bitre sandhed i hendes ansigt. Hun fortjente det ikke – hun skabte aldrig drama, bebrejdede mig aldrig, og var altid blid, omsorgsfuld, næsten engleagtig. Men min sjæl forblev kold som vinteris på Roskilde Fjord. Der var ingen kærlighed – det nagede mig indvendigt.
Hver morgen vågnede jeg med én tanke: at forlade hende. Jeg drømte om at finde en kvinde, der kunne tænde en gnist i mig, én, som jeg kunne ånde for. Men skæbnen spillede mig et puds og vendte alting på hovedet, så jeg stadig ikke kan forstå, hvad der skete. Med Camilla havde jeg det godt, som i en gammel, komfortabel stol. Hun passede huset upåklageligt, så godt ud, og fremmede kiggede efter hende, mens mine venner klappede mig på skulderen: “Hvor har du fundet sådan en, din heldige kartoffel?” Jeg forstod selv ikke, hvad jeg havde gjort for at fortjene hendes hengivenhed. En almindelig mand, ikke noget særligt, men hun elskede mig af hele sit hjerte. Hvordan kunne det være?
Hendes kærlighed kvælte mig. Værre var tanken: hvis jeg forlod hende, ville en anden tage hende. En, der var mere succesfuld, flottere, rigere – en, som ville værdsætte det, jeg ikke kunne se. Når jeg forestillede mig hende i en andens favn, blev jeg rasende. Hun var min, selvom jeg aldrig havde elsket hende. Denne følelse af ejerskab var stærkere end mig, stærkere end fornuften. Men kan man leve et helt liv med en, som hjertet er tavst overfor? Jeg troede, jeg kunne, men tog fejl – inde i mig var en storm, jeg ikke kunne styre.
“I morgen fortæller jeg hende alt,” besluttede jeg, inden jeg gik i seng. Om morgenen ved morgenbordet samlede jeg hvad, der nu var tilbage af mit mod. “Camilla, sæt dig ned, vi skal tale sammen,” begyndte jeg, mens jeg kiggede ind i hendes rolige øjne. “Selvfølgelig, skat, hvad er der sket?” svarede hun med sin vanlige blidhed. “Forestil dig, at vi bliver skilt. Jeg flytter, vi bor hver for sig…” Hun lo, som om jeg lavede sjov: “Hvilken mærkelig fantasi? Er det en leg?” “Hør nu videre, jeg er alvorlig,” afbrød jeg hende. “Okay, jeg har forestillet mig det. Og hvad så?” spurgte hun stadig med et smil. “Vær ærlig: vil du finde en anden, hvis jeg går?” Hun tav. “Anders, hvad er der galt med dig? Hvorfor tænker du overhovedet på det?” i hendes stemme var der bekymring. “Fordi jeg ikke elsker dig og aldrig har gjort det,” udbrød jeg, som et slag.
Camilla blev bleg. “Hvad? Du må da spøge? Jeg forstår ingenting.” “Jeg vil forlade dig, men tanken om, at du er med en anden, gør mig skør,” min stemme rystede af spænding. Hun tænkte sig om, og så sagde hun stille med en trist visdom: “Jeg finder nok ikke en bedre end dig, bekymr dig ikke. Gå, jeg bliver alene.” “Lover du?” fløj det ud af mig. “Selvfølgelig,” nikkede hun, mens hun så mig i øjnene. “Vent, men hvor skal jeg gå hen?” Jeg var forvirret. “Har du ikke noget sted at tage hen?” spurgte hun overrasket. “Nej, vi har jo været sammen altid. Det lader til, jeg bliver nødt til at blive i nærheden,” mumlede jeg, mens jeg følte jorden forsvinde under mig. “Bare rolig,” svarede Camilla. “Efter skilsmissen deler vi lejligheden i to mindre.” “Virkelig? Jeg havde ikke forventet, at du ville hjælpe mig sådan. Hvorfor?” spurgte jeg, overvældet. “Fordi jeg elsker dig. Når man elsker, tvinger man ikke,” hendes ord lød som en dom.
Der gik et par måneder. Vi blev skilt. Så hørte jeg rygter: Camilla havde løjet. Hun havde fundet en anden – en høj, selvsikker mand med et varmt smil. Lejligheden, som hendes bedstemor havde efterladt hende, tænkte hun aldrig på at dele. Jeg endte med ingenting – ingen bolig, ingen familie, ingen tro på mennesker. Bedraget blev afsløret som et dolkestik i ryggen, og jeg hører stadig hendes stemme: “Jeg bliver alene.” Løgn. Kold, beregnende løgn, og jeg troede på det, som en tåbe.
Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på kvinder nu? Jeg ved det ikke. Mit liv med hende var bekvemt, men tomt, og nu er der ikke engang det. Jeg sidder i et lejet værelse, ser på væggen og gentager den samtale. Hendes ro, hendes ord – alt var en maske. Vennerne siger: “Du er selv skyld i det, Anders, hvad havde du forventet?” Og de har ret. Jeg elskede hende ikke, men ville beholde hende, som en ting. Og hun gik, efterlod mig i den ensomhed, jeg frygtede så meget. Måske er det min straf – for kulden, for egoismen, for ikke at have værdsat hendes hjerte. Nu er jeg alene, og stilheden omkring mig er mere skærende end hendes bortgang. Hvad tænker du om min handling? Jeg ved ikke selv, hvem der er den største tåbe – mig eller hende.
