Jeg hedder Katarina Jensen, og jeg bor i Køge, hvor Sjælland møder Køge Bugt. Jeg hører ofte mænd beklage sig over kvinder: at vi har udnyttet dem, at vi var utro, upålidelige. Men hvorfor kigger de ikke i spejlet? Hvem er de egentlig selv — sølle, uduelige skabninger? Derfor skriver jeg, for at lade den smerte flyde ud, der brænder i min sjæl som glødende kul.
Sammen med min Anders levede jeg 27 lykkelige år. Vi byggede et hjem sammen, opfostrede vores to sønner, og nu har vi børnebørn. Vi fandt altid en fælles forståelse, respekterede hinanden og delte livets glæder og sorger. Men da han blev 53, ændrede han sig. Han begyndte at blive længe på arbejde, brugte timer foran spejlet og i weekenderne så jeg ikke skyggen af ham. Snart blev alt afsløret: han havde mistet hovedet til en ung elskerinde. Jeg ville have tilgivet ham, hvis han fortrød og kom tilbage. Men nej — han sagde lige op i mit ansigt, at jeg var blevet gammel, i modsætning til ham, og at jeg ikke forstod ham. Han sagde, han havde forelsket sig i hende, higede efter hendes ungdom og lidenskab. Og hun? Hvad vil hun med ham — hans slappe krop, rynkede hud? Hun er ligeglad med ham selv — det er kun pengene, hun er ude efter. Og når de er væk, smider hun ham ud som et stykke affald.
Vores sønner, Lars og Søren, forsøgte at bringe deres far til fornuft. De sagde direkte til ham, at han skammede dem, at de var flove på hans vegne. Men han lyttede ikke — han kiggede på dem som fremmede, med tomhed i blikket. Jeg nåede min grænse — truede med skilsmisse, i håb om at det ville vække ham. Men han tog imod det som noget, han havde ventet på. På vores gamle dage gik vi fra hinanden. Nu bor han med den pige, sørger for hendes barn i stedet for at nyde vores børnebørns latter. Jeg sidder her alene i vores hus, hvor hver væg er mættet med minder, mens han lever i illusionen om et nyt liv.
Jeg bebrejder ikke hende, den unge kvinde. Hun har klogt flettet sit net for at overleve og få det bedst mulige ud af det. Min tidligere mand er blot en tåbe, blindet af alderskrise. Tror han virkelig, at han i sin alder kan bygge en ny familie? At den unge kvinde vil give ham børn, tage sig af ham? Lad ham drømme! Jeg søger ikke en ny mand — jeg har fået nok af løgne og forræderi. Jeg behøver ikke jeres medlidenhed, ikke jeres råd eller bebrejdelser — jeg vil ikke læse dem. Ja, jeg har været igennem helvede: fortvivlelsen brændte mig, vreden kvalte mig som en kynisk slange. Han ødelagde mit liv, da jeg mindst ventede det. Men jeg kom igennem det, jeg stod det igennem og slap smerten.
Nu har jeg mine børn og børnebørn — mit lys, min støtte. Hvad har han? Snart vil han indse sin fejltagelse. Den pige vil ikke spørge, om han har taget sin medicin mod forhøjet blodtryk, vaske hans sokker eller lave varm suppe til hans hjemkomst. Hun lever for sig selv, og han er blot en gående pengepung for hende. Når den dag kommer, hvor han banker på min dør igen — og jeg ved, den dag vil komme — vil han blive mødt med kulde. Hverken jeg eller vores sønner vil tilgive hans forræderi. Han forlod os for en kortliv passion, for en billig fornøjelse, men vi forblev en familie — uden ham. Han kan tage til takke med sin elskerinde!
I mine drømme ser jeg ham, som han engang var — ung og med et smil, der varmede min sjæl. Men så vågner jeg og husker, hvem han er blevet til: en egoist, der byttede sin familie for en illusion. Det gør ondt, men jeg er ikke knækket. Hver dag kigger jeg på mine børnebørn og tænker: de er livet værd. Men han? Han vil møde frugterne af sin dumhed — ensomhed, tomhed, foragt fra dem, der engang elskede ham. Han troede, at ungdom kunne købes, men kærlighed er ikke til salg. Og når den unge kvinde har tømmet hans lommer, ender han alene — en sølle, forladt gammel mand, som ingen venter. Vi vil leve videre, uden ham, men som en samlet familie. Det er min hævn — ikke med vrede, men med den styrke, han ikke kunne tage fra mig.
